En dag i december 1717 lastede Peter Tordenskjold sine ejendele på et fartøj af uvant beskedne dimensioner, en hukkert. Han kastede fortøjningerne og gled væk fra den norske kyst. Kursen blev sat sydpå mod Danmark.

Med i bagagen havde søhelten et par velvoksne fiaskoer – to mislykkede angrebstogter – som han gerne ville forklare for kongen nede i København. Han havde også sin tamme bjørn med sig.

Den følgende formiddag blev hans skib passet op af en svensk kaper med 16 kanoner. Tordenskjolds hukkert var kun udstyret med to små kanoner, men dem begyndte han at fyre løs med. Svenskeren svarede igen.

Hvis hukkerten fik en fuldtræffer, ville det være ude med den. Men det lykkedes Tordenskjold at undvige. Efter fem-seks timers buldrende kamp var hans skib dog så hullet og laset, at den svenske kaperkaptajn gav danskeren valget imellem at overgive sig og blive »massakreret«.

Peter Tordenskjold mente nu, at der også eksisterede en tredje mulighed ...

Drabelige anekdoter
Sådan kunne man vel godt indlede en artikel om den danske flådes 500-årige historie. Med en dosis blod, kanontorden og salte skumsprøjt.

Man kunne også gøre det på 117 andre måder. Flådehistorien er proppet til randen med drabelige anekdoter om helte og eventyrlige søslag.

Så hvad pokker vælger man ud?

Det skal handle om dette meget lille land, der er omgivet af så forbløffende meget vand, at dets historie i høj grad har udspillet sig på dækket af et skib. Ofte et krigsskib.

Man kunne jo også indlede i nutiden.

For eksempel ved at stikke hovedet indenfor i et lokale på Søværnets Officersskole ude på Holmen, hvor flådechefen sidder og venter bag et blankpoleret bord.

»Velkommen«, siger kontreadmiral Nils Wang.

England stjal hele flåden
Han er en energisk mand i kortærmet hvid officersskjorte. De seneste fem år har han været chef for Søværnets Operative Kommando.

Uden for vinduet knejser den enorme kran, kong Frederik V byggede i midten af 1700-tallet. Den blev brugt til at rejse krigsskibenes master. Og den kran har været vidne til lidt af hvert. For eksempel så den slukøret til, mens englænderne i 1807 stjal hele den danske flåde.

Den begivenhed er søværnet vist aldrig helt kommet sig over. I hvert fald bliver Nils Wang en anelse mørkere i blikket, hver gang samtalen strejfer flådens ran.

»Englænderne var bange for, at vi ville vælge den forkerte side i Napoleonskrigene. Så de sejlede af sted med det hele. Det satte en stopper for den danske flåde. Derefter startede man fra bunden«, siger kontreadmiralen.

Kan du sige noget om, hvordan flåden er blevet opfattet gennem tiderne?

Kun Gud står over flåden
Nils Wang svarer ved at citere rigsråd Anders Bille, som i 1645 karakteriserede flåden på denne måde:

»Næst efter Gud den almægtiges nådige forsyn hviler Kongerigets velfærd, sikkerhed og styrke på Flåden«.

LÆS ARTIKELSøofficerer advarer politikere: Danmarks flåde er i fare

Så kan det vel dårligt blive mere højtravende?

»Nej, de gik da ikke i små sko dengang«, indrømmer Nils Wang. »Det siger noget om flådens selvforståelse. I lange perioder var flåden det udenrigspolitiske magtinstrument for kongen«.

Han fortæller om Østersøens enorme strategiske betydning gennem århundrederne, fordi så mange varer skulle fragtes gennem dette farvand og videre ud i verden.

»Det er derfor, Danmark og Sverige har været i krig syv gange, eller hvor meget det nu er«, siger Nils Wang.

Det begyndte med sørøveri
Det var kong Hans, som for 500 år siden besluttede at opbygge sin helt egen flåde i stil med dem, flere af hans europæiske kolleger allerede havde.

Flåden skulle skabe en smule fred i Østersøen og give Danmark mere kontrol over handlen. Og så gjorde det heller ikke noget, hvis man igen kunne få Sverige med ind under den danske krone.

10. august 1510 udnævnte kong Hans rigsråd Henrik Krummedige til ’øverste kaptajn og høvedsmand for alle søkaptajner’. Høvedsmændene kom senere til at hedde admiraler, og en af de vigtigste i flådens første år var Søren Norby.

På en måde var Søren Norby en gemen sørøver.

Et kongeligt tæskehold
Kong Hans var så meget på spanden, at han ikke havde råd til at føre krig mod svenskerne, så han udstedte såkaldte kaperbreve til søkrigere som Norby. Han skabte så at sige et kongeligt tæskehold.

Som statsautoriseret sørøver opbragte og plyndrede Søren Norby adskillige skibe fra Sverige og hansestaden Lübeck. Han skammede sig heller ikke over at gå i land og udplyndre svenske og hanseatiske byer.

Søren Norby skrabede så mange penge sammen, at den tilfredse konge i 1511 gav sørøveren kommandoen over orlogsskibet ’Englen’, flådens flagskib, som samme år deltog i den danske flådes første egentlige søslag. Det fandt sted i nærheden af Bornholm, hvor danskerne tørnede sammen med en flåde fra Lübeck.

Slaget endte nærmest uafgjort.

Nationalfølelsen
Søren Norby kniber sig med nød og næppe ind i den række af danske søhelte, som netop er blevet grundigt beskrevet i en bog, der ganske enkelt hedder: ’Danmarks største søhelte’.

Bogen er skrevet af fire yngre historikere, som gør meget ud af at beskrive søheltenes betydning for den danske nationalfølelse. De skriver for eksempel:

»Danmark er gradvist blevet reduceret fra en betydningsfuld europæisk magtfaktor til en lilleputstat. Når landet overhovedet har overlevet, hænger det ikke mindst sammen med, at flåden har været i stand til at hævde sit herredømme i sund og bælt, og at sejrene til søs har været med til at mobilisere en national stolthed, der har kunnet holde undergangsstemningen i skak«.

Triumf.  I 1677 bankede Niels Juel den svenske flåde under Slaget i Køge Bugt, formentlig den største sejr i den danske flådes historie. Foto: Frederiksborg - fra bogen 'Danmarks største søhelte' af Lyngby/Mentz/Nørby/Seerup
Og selv om flådens betydning for den almindelige dansker måske nok har været dalende de seneste årtier, så er danskerne stadig stolte af det, der udrettes til søs, mener Nils Wang. Det kan man ikke mindst takke det fleksible støtteskib ’Absalon’ for. Det er et af flådens to flagskibe, som på skift bekæmper pirater ved Afrikas Horn.

»Jeg tror, de fleste danskere var stolte, da vi uskadeliggjorde tre piratskibe i Adenbugten«, siger kontreadmiralen.

»’Absalon’ har nærmest fået kultstatus. Det er helt sindssygt, hvad der kommer op, når man googler det skib. Der har lige været åbent hus på ’Absalon’, mens det lå i Frederikshavn, og 12.000 mennesker stod i kø for at se skibet. På en almindelig torsdag!«.

Nils Wang vender flere gange tilbage til det med piraterne. Men inden vi hører mere om den sag, skal vi lige et smut tilbage i historien.

Søheltene
Christian IV var vild med havet. Allerede som dreng havde han øvet sig i at tumle en båd på Skanderborg Sø, og da han blev konge, tredoblede han flådens omfang. I 1611 omfattede flåden 60 store og velforsynede skibe. Og kongen havde ret godt styr på Østersøen.

Men det krævede sine kampe. Og Christian IV deltog ofte selv i søslagene. Det mest berømte varede i ti timer og fandt sted i sommeren 1644, da den danske flåde gik løs på den svenske i farvandet Kolberger Heide, der er en del af Kielerbugten.

Kongen deltog om bord på sit skib ’Trefoldigheden’, som kom under heftig beskydning. En granat slog ned mellem mændene på dækket og sårede Christian IV, som stod ved højen mast i røg og damp – hvis man ellers kan stole på den sang, danskerne senere kom til at synge.

Kongen overlevede, men var resten af livet mærket af sine sår. Hans højre øre blev ødelagt, og han mistede synet på højre øje.

Til gengæld rykkede han op i klassen af danske søhelte. Og beretningen om hans ukuelige indsats på havet hører til den slags, vi har kunnet varme os ved gennem århundreder, hvor den ene nationale ydmygelse på landjorden har afløst den anden.

Historien myldrer med søhelte, som gav især svenskerne tørt på ude på vandet. Eller i hvert fald forsøgte på det.

Som da Niels Juel i 1677 på det nærmeste udraderede den svenske flåde ved Slaget i Køge Bugt. Velsagtens den største sejr i den danske flådes historie. Svenskerne mistede otte linjeskibe og havde 3.000 døde og sårede, mens Niels Juel ikke mistede et eneste skib og kun havde 100 døde og 275 sårede.

Noget senere dukkede Peter Jansen Wessel så op og erobrede en helterolle i den Store Nordiske Krig under navnet Tordenskjold. Han var en fandenivoldsk fyr fra Trondheim, som gjorde lynkarriere i den danske flåde i kraft af sit uhørte vovemod og anarkistiske gemyt.

Hans største bedrift var sejren over en flåde af svenske skibe, som i 1716 havde søgt tilflugt i den lange, smalle og dybe fjord Dynekilen. Kuglerne piftede om ørerne på Tordenskjold og hans mænd, mens de erobrede ni svenske orlogsfartøjer.

Tordenskjold var så frygtet i Sverige, at barnepigerne derovre brugte ham til at skræmme børnene med: »Hvis ikke du klapper i, så kommer Tordenskjold og tager dig!«.

Men i starten af 1800-tallet begyndte det at tynde ud i historierne om de danske sejre på havet. Det var englændernes skyld.

Englænderne var nervøse for, at danskerne ville støtte ærkefjenden Napoleon, og forsøgte derfor at få ram på den danske flåde. Første gang i Slaget på Reden i 1801, hvor danskerne – ikke mindst på grund af en tapper indsats af søhelte som Olfert Fischer og Peter Willemoes – slap med skrækken og en hel masse døde og sårede.

Anden gang var i 1807, hvor englænderne uden varsel rykkede ind i København og beslaglagde samtlige danske orlogsskibe, som – på nær et enkelt, der befandt sig i Norge – lå forsvarsløse og aftaklede på Holmen. Det var den sorteste dag i flådens historie.

Op igennem resten af 1800-tallet og stort set hele vejen igennem 1900-tallet har der ikke været de store ting at prale af for den danske flåde. Nederlaget til tyskerne i 1864 har ingen lyst til at tale om. Under Anden Verdenskrig begrænsede dramaet sig til en sænkning af flåden i Københavns Havn i 1943.

Men måske har piratproblemet fået befolkningens øjne op for, at Danmark faktisk stadig er en stor søfartsnation.

Det vil kontreadmiral Nils Wang ikke udelukke.

Piraterne er tilbage
Her for enden af flådens indtil videre 500-årige tidslinje har piraterne igen kæmpet sig ind i historien. Denne gang sejler de i små hurtige motorbåde og er bevæbnet med bazookaer og Kalasjnikov-rifler. Og de plyndrer ikke med den danske stats velsignelse. Tværtimod.

Sjovt nok begyndte det hele jo med en pirat som Søren Norby. Sådan en type, som I nu jager nede ved Afrikas Horn?

»Njarh, man kan diskutere, om vi selv har været pirater engang. Det er et spørgsmål om definition«, siger Nils Wang.

Men jagten på pirater er en af de store opgaver for flåden i dag?

»Ja, men det er ikke noget nyt. I slutningen af 1700-tallet sendte kongen også skibe til Middelhavet for at bekæmpe nordafrikanske pirater. Historien gentager sig, fordi nogen igen truer de frie handelsveje. Vi plejer Danmarks interesser, uanset hvor de måtte være truet«.

Hvert tiende handelsskib er dansk
Langt det meste af jordklodens gods og varer transporteres til søs, og hvert tiende handelsskib fører enten dansk flag eller er dansk ejet, påpeger kontreadmiralen.

»Hvor de fleste måske har haft en opfattelse af, at vi var et lille landbrugsland højt mod nord, så er det måske nu gået op for flere, at vi er en stor handelsnation«, siger Nils Wang.

»Statistisk set er der en stor chance for, at det er et dansk skib, der kapres nede i Adenbugten«.

Pirateri er noget skidt
Er de somaliske pirater god reklame for den danske flåde?

»Sådan ser jeg ikke på det. Men de har været med til at skabe opmærksomhed om, at det giver god mening at have skibe, som er udstyret til at klare den slags. Det er en operation, der samler verden på tværs af religion og geografi. Alle er enige om lige præcis én ting: Pirateri er noget skidt«, siger Nils Wang.

LÆS ARTIKELAbsalons chef støtter politianmeldelse af pirater

Han beskriver, hvor vanskeligt det er at fange sørøverne, fordi de er begyndt at operere i Det Indiske Ocean, i et område, der er på størrelse med USA.

»Hvis vi har 30 krigsskibe sejlende i området, så svarer det til, at 30 scootere skal jage fartsyndere over hele USA. Og der kommer hele tiden nye pirater til«.

I stedet for at sejle rundt ude i det uoverskuelige ocean forsøger danskerne på ’Absalon’ – som netop er blevet afløst af søsterskibet ’Esbern Snare’ ved Afrikas Horn – at afsløre og overrumple piraterne, inden de drager ud på røvertogt.

Frømænd fangede pirater
Under en aktion lagde ’Absalon’ sig i ly af natten helt ind under den somaliske kyst. Frømænd fangede piraterne, i samme øjeblik de begav sig til søs, og tog billeder og fingeraftryk. Derefter blev sørøverne smidt ud på lavt vand.

Men inden ’Absalon’ sejlede ud på dybere vand, sprængte danskerne det fiskeskib i luften, som piraterne brugte som moderskib til deres små hurtige motorbåde.

»Sådan gjorde vi tre gange inden for tre-fire dage«, siger Nils Wang.

Han ved godt, at den hårdhændede indsats kun behandler symptomerne af den sygdom, der hedder pirateri.

På længere sigt gælder det om at ændre strukturerne i de ekstremt fattige og kaotiske lande, der fostrer sørøverne.

Tordenskjold klarede den
Vi traver ud af officersskolen og går langs kajen for at få taget et billede på den gamle fregat ’Peder Skram’. På vejen passerer vi ubåden ’Sælen’, der høstede en del hån under den anden Golfkrig, fordi de færreste kunne se ideen med at sende en ubåd til en ørkenkrig.

Nils Wang fortæller, at den danske flådes opgaver grundlæggende er de samme, som de altid har været: at hævde dansk suverænitet i danske farvande. Og at varetage danske interesser ude i verden.

»Søværnet sikrer Danmarks interesser fra havet. Med magt om nødvendigt«, siger Wang. »Det har været vores mission gennem 500 år. Og når vi snart får tre spritnye fregatter, så mener jeg, at vi har de ting, der skal til for at løse de opgaver, vi har i dag«.

Kan I også forsvare landet mod en indtrængende fjende?

»Svaret er nej. Men sådan en trussel foreligger heller ikke«, svarer kontreadmiralen.

Det er ved at være længe siden, vi lå og affyrede den ene bredside efter den anden af mod tyske og svenske orlogsskibe. Og det er meget længe siden, vores mest feterede dansk-norske søhelt, Peter Tordenskjold, var ude på sin dramatiske rejse fra Norge til Danmark.

Og den historie skal vi naturligvis lige have slutningen på.

En bjørn til søs
Da kommandanten på det svenske kaperskib truede med at massakrere det lille danske fartøj, skreg Tordenskjold tilbage:

»Hverken du eller nogen svensk skal føre mig til Göteborg«.

Derefter løftede han sin muskedonner, tog sigte og skød en kugle gennem den svenske kaptajn. Så stak kaperen af.

Samme aften kom hukkerten på gal kurs og stødte på grund ud for Kullen. Tordenskjold tilbagelagde de sidste sømil til Sjælland i en jolle, mens svenskerne tog hans besætning til fange.

Blandt fangerne var den tamme bjørn, som i flere år havde sejlet rundt med Tordenskjold. Det blev fortalt, at bjørnen engang var med til fødselsdagsfest hos kongen og på et tidspunkt svømmede om kap med en festdeltager i det kongelige bassin. Nu endte den efter alt at dømme sine dage på den svenske konges middagsbord.