»De war jo tit, næ’r di blöw jij i pak gu’ ma, di så tak, mæn så hyt di æn, næ’r di kam hæn – de war pæ:ng, di war uww om – de sku jo go’ te sper’ritus«.

Sådan fortæller en mand født i 1882 om nogle vagabonder. Og man kan se en 'oversættelse' nederst.

Dialekten er fra byen Skæve i Vendsyssel. Fortællingen blev i går tilgængelig på siden dialekt.dk sammen med andre fortællinger på 31 andre lokale dialekter og 12 regionalsprog.

Flere generationer for ny dialekt
Optagelserne er blevet tilgængelige, så »folk kan høre, læse og lære de mange dialekter, der har været i Danmark. Dialekter, hvoraf store dele er forsvundet«, siger en af forskerne bag, lektor Pia Quist fra Afdeling for Dialektforskning på Københavns Universitet.

LYT TIL DIALEKTERNE Universitetets dialektkort (eksternt link)

Hun fortæller dog også, at nye dialekter kan opstå i etnisk blandede områder, hvor der bliver talt flere forskellige sprog:

»Pointen er, at de har dansk som fællessprog, så de taler ikke tyrkisk og arabisk med hinanden, for tyrkere og arabere forstår ikke hinandens modersmål. Og når der er mange forskellige sprog til stede, og de unge taler dansk med hinanden, så bliver det danske sprog anderledes end almindeligt standarddansk«.

Ifølge Pia Quist skal der gå flere generationer, før man formelt kan tale om en ny dialekt.

Men hun mener, at der i udtalen er noget, der kan etablere sig som en ny dialekt med tiden.

LÆS OGSÅDialekterne i Danmark trives fint

»De taler ikke med tyrkisk accent, men med en udtale, der hører til et område, og går den udtale i arv til næste generation, så har vi en ny dialekt«, siger hun.

Hun forklarer forskellen således, at en dialekt er en variation inden for ens modersmål, mens en accent er at overføre en udtaleregel fra sit første sprog til sit nye sprog.

Danske dialekter dør
Forskerne håber, at siden vil henvende sig til elever og den almene dansker. Den skal lære danskerne at spidse ørerne og lytte til sproget.

For vi kan godt blive bedre til at forstå forskellene og tolerere dem, mener Pia Quist, der »taler lige så uddøende som de fleste andre«, eftersom hun er født i Vejle, gik på gymnasiet i Roskilde og har boet i København i snart 20 år.

LÆS OGSÅHjemmeside skal lære børn om det nordiske sprog

»Det er svært at finde stedbunden tale, fordi vi flytter meget rundt. En anden årsag er, at vi ikke er særlig venlige over for dialekterne. Vi ser ned på dem og griner af dem. Hvis man synes, at dialekter er søde og charmerende, men ikke et seriøst sprog, man kan tages alvorligt på, så holder man op med at tale sin dialekt. Det er en af de mest effektive mekanismer til at få dem til at forsvinde«.

Hun mener ikke, at man i for eksempel England i samme grad vil rakke ned på en andens sprog. De er mere vant til variation, fordi mange lande bruger engelsk.

Hvad sagde de i Skæve?
Derudover nævner Pia Quist, at vores uddannelsessystem og skriftsproget bærer en del af skylden. Det gør det umuligt at udtrykke de forskellige dialekter.

Norge er et eksempel på det modsatte. Her giver to forskellige skriftemålssystemer bedre mulighed for at udtrykke sin dialekt:

»De eneste, der kan det, er københavnerne, for skriftsproget bygger på københavnsk. Men en vestjyde kan ikke skrive ’a’ i stedet for ’jeg’«, siger hun.

Men er det ikke meget godt, at vi to kan forstå, hvad hinanden siger nu?

»Man kunne også forstå hinanden tidligere, fordi man var vant til at høre flere forskellige slags dansk. Så hvis vi anstrengte os en smule, burde vi forstå hinanden. Problemet er, at vi ikke er udsat for ret megen variation. Derfor lærer vi det ikke, og derfor giver vi meget hurtigt op«.

Og for god ordens skyld er her en oversættelse af citatet fra Skæve:

»Det var jo tit, når de blev givet en pakke god mad, så sagde de tak, men så smed de den, når de kom væk. Det var penge, de var ude efter. De skulle jo gå til spiritus«.