De speeder op over Valby Bakke og kører mod vest.

Strålerne fra en ubarmhjertig sol reflekteres af det snedækkede landskab og lander med samme nænsomhed som en skærebrænder lige i synet på de tre personer i bilen. To journalister og en fotograf.

»Fandens til morgen«, siger den ene af journalisterne.

Han kommer oprindeligt fra Vestjylland og er årsagen til, at de begiver sig ud af byen. Han har været på druk den halve nat, og hans stemme lyder, som om den kommer fra bunden af en tønde.

»Vi er nødt til at standse og købe noget cola«, rasper Vestjyden.

»Måske er det klogest bare at vende om«, siger den anden journalist, som er indfødt københavner og aldrig har følt sig helt dus med skovens grønne træer.

Fotografen siger ingenting. Hun sidder bare og kigger ud på landskabet med et gådefuldt smil om munden.

Som sagt har Vestjyden arrangeret turen. Og da de har fået tanket cola og er nået et godt stykke over Fyn, begynder han på sin sædvanlige remse om udskejelserne og det moralske forfald i København, som han i dén grad har fået nok af.

»Folk har ondt i røven over politikere, der får 30 procent rabat på herretøj. Eller glemmer at få en regning på deres nyopførte stakit. Den slags ligegyldigheder«, siger han.

»Helt ligegyldigt er det vel ikke ...«, forsøger Københavneren.

»Pisseligegyldigt!«, fremturer Vestjyden.

»Ingen bekymrer sig om, at Jordens befolkning er ved at omkomme af sult og terror og klimaforandringer. Kan du ikke se det?«.

Københavneren svarer ikke. De har været igennem det her en del gange allerede, og han har vænnet sig til at lade pladen køre.

»Jeg gider simpelthen ikke høre mere om, hvem der dyrker sex med hvem«, bliver Vestjyden ved. »Og hvem fanden gider i øvrigt at få 30 procent hos Sand? ... ud over Søren Pind, selvfølgelig. Vi lever efter en satans slatten småborgermoral«.

»Mmmjoe ...«, brummer Københavneren.

»Men bare vent, til vi kommer til Vestjylland. Derude trives anstændigheden. En rigtig moral! Ikke den der påtagede nypuritanske moral, københavnerne søber rundt i«.

Vestjyden fabler om en bog, han har læst. Den hedder ’Fiskerne’ og handler om kampen mellem det gode og det onde i gamle dage langt mod vest.

»Da fiskeren Laust Sand havde bollet sin datter, stak han sig på en fjæsing og døde. Det er udtryk for en højere retfærdighed. Der var orden i sagerne. Og sådan er det stadig derude«, fortæller Vestjyden.

»Hvad er en fjæsing«, spørger Københavneren.

»En grim fisk. Giftig som ind i helvede«, svarer kollegaen, som derefter reciterer med fuld vestjysk patos:

»Det var da vist en fjæsing ... Mon du blev stukket Laust?«.

Læg mærke til nisserne
Målet er Harboøre. Ude på den yderste sandbanke. Her boede Hans Kirk engang, manden, der skrev ’Fiskerne’, så det må være det rigtige sted at tage hen, mener Vestjyden. Til moralens urfjeld.

»I Harboøre er der balance i tingene«, som han siger.

»Der er garanteret røvsygt«, siger Københavneren, som sidder bag rattet. »Fladt og ubehageligt. Og de serverer kun hundeæde«.

»Af og til må selv gamle mænd køre ud for at finde hjem«, lyder det fra fotografen omme på bagsædet.

Der bliver stille i bilen. Helt stille. Selv radioen, som de har tændt for konstant at være opdaterede på trafiksituationen, holder pause. Det sner nede sydpå. Så bjæffer Vestjyden:

»Gamle mænd?«.

»Hun lyder som et orakel«, vrisser Københavneren.

Foto:  Astrid DalumI det samme toner Radioavisen frem med et indslag om spritkørsel. En dame fra Rådet for Sikker Trafik kalder det »socialt uetisk« at køre bil med en kæp i øret. Socialt uetisk ... Det udtryk klipper de ud og lægger ind i handskerummet til senere brug.

»Læg mærke til nisserne«, siger Oraklet så.

Både Vestjyden og Københavneren vender sig og kigger undersøgende på hende. Oraklet fortsætter:

»I religiøse kredse siger man, at nisser er Djævelens udsendte. Så måske har de kun engle ude mod vest ...«.

De kører ad motorvejen og drejer til højre, lige inden de rammer Esbjerg. Lidt nord for Varde begynder der at stå ting på skiltene, som forvirrer Vestjyden, på trods af at han er vokset op lige i nærheden. Oraklet sidder og banker eftertænksomt med pegefingeren på sin gps.

»Den er stået af. Her er dårlig satellitmodtagelse«, siger hun. Og efter et øjebliks pause:

»Det, jeg tror, vi skal gøre, er at vende om«.

Bilen finder tilbage i sporet og kravler gennem den ene lille by efter den anden. Nu er Vestjyden på hjemmebane.

»Den der bager er faktisk skidegod«, udbryder han.

Københavneren vinker til alle modkørende og til de sjældne skikkelser, der trodser snedriverne til fods. Ingen vinker tilbage, men det synes ikke at tage modet fra ham.

»Det gælder om at gøre et godt indtryk på de lokale«, siger han.

På den måde forløber turen op langs den jyske vestkyst. Gennem Ringkøbing og videre i retning af Lemvig. Efter en lang åben strækning, hvor de af og til får et glimt af et stålgråt hav til venstre og en lige så stålgrå fjord til højre, kører de ind i Harboøre.

Et stykke henne ad hovedgaden får de øje på to nisser på en trappe.

»Djævelens udsendte!«, siger Københavneren. »Det må være swingerklubben«, gætter han.

Det er en boksering
Holdet indlogerer sig på Hotel Harboøre. Efter at have smidt bagagen på værelserne står de tre pressefolk og stirrer ud ad et vindue. Over for hotellet ligger jernbanestationen og lidt længere henne grillbaren.

Der er stille. Intet rører sig udenfor. Det er et dybfrossent tableau. Husene rager op som gravsten i det snigende tusmørke.

»Findes der et sted med lidt gang i den«, spørger Københavneren den kvinde, som har modtaget dem på hotellet.

»Der er jo Pubben«, svarer hun tøvende. »Men den lukker klokken 18, og ... den er altså ikke særlig hyggelig ...«.

»Hvad mener du, er det nogle barske typer, der er derovre?«.

»Nej, de er såmænd flinke nok. Nej ... det er vel især toiletterne«.

»Toiletterne?«.

»De er ulækre«.

Her bryder Oraklet ind.

»Nede på stranden ser det anderledes ud«, siger hun.

To  af avisens tre udsendte har ramt grænsen for deres ydeevne. Foto: Astrid DalumDe går ned til stranden. Der er ingen vej, så de krydser en knoldet mark. Med den isnende vind lige i deres røde ansigter. Undervejs lander Vestjyden i en snedrive, og fremme ved havet glider Københavneren på en isbelagt sten ude på den høfde, Vestjyden absolut skal have hele trioen ud på.

Københavneren hamrer hovedet i en granitblok.

»Det her er ikke relevant for historien«, stammer han.

Frosten æder sig ind i dem, mens de forslåede tumler tilbage mod byen. Det er, som om himlen har overtaget og presset jorden særligt flad her uden for Harboøre. De trænger til en kold bajer.

Pubben er byens eneste værtshus. Den ligger skubbet lidt væk fra vejen i en gård med masser af parkeringspladser og ligner et forvokset parcelhus. Skråt over for knejser Indre Missions borgtakkede rødstensbygning.

Da de åbner døren, drejer fem mænd langs baren nakkerne og stirrer på dem med en blanding af foragt og dyb forbløffelse. Mændenes ansigter er alle formgivet af vestenvinden.

Trioen skridter tøvende gennem det rummelige lokale, hen over et ret stort dansegulv. Der er også nogle spilleautomater, og inde i sidelokalet står der et billard.

Der er en enkelt dame blandt gæsterne.

»Vi vil gerne have tre Tuborg«, siger Vestjyden, der har stillet sig op for enden af baren og forsøger at fjerne det københavnske præg, mange år i storbyen har lagt på hans udtale.

»Hej, hej«, siger en lidt dirrende Københavner til rækken af mænd. De svarer med en stirren. Så kommer de tre øl på disken, og Københavneren griber lejligheden til at smalltalke med bartenderen.

»Fint sted, du har her. Er der gang i dansegulvet i weekenden?«.

»Det er ikke et dansegulv«, siger bartenderen. »Det er en boksering«.

»Vi skal vel også se at komme videre«, mumler Københavneren i øret på Vestjyden. Men kollegaen hører ikke efter.

Fiks sag med lovlig meget makeup
Pubbens eneste dame henvender sig til Vestjyden.

»Hvad så«, siger hun. »Hvis du skal have jer et ordentligt slag fisse, så skal du ud til Det Gule Hus, lige uden for Rom (landsbyen Rom, red.)«.

Hun viser sig at være sød og rar og nysgerrig. Hun fortæller, at hun bor uden for byen med sin mand, der er lokal – og i øvrigt befinder sig blandt mændene ved baren.

Damen siger, at hun ikke helt er blevet accepteret af de lokale, fordi hun kommer fra en by 11 kilometer væk. Muligvis har det også noget med hendes meget gennemtrængende stemme at gøre, siger hun.

»Hold nu din kæft ... vi kan høre dig helt herned«, lyder det – kærligt, må man hellere tilføje – nede fra den anden ende af baren.

I Det Gule Hus arbejder en kvinde, der kalder sig Tanja, siger damen, der selv har mødt Tanja på et værtshus i Lemvig.

Der er såmænd tale om en sød lille sag, selv om hun bruger lovlig meget makeup. Og hun lader til at drive den eneste forretning af sin art på disse kanter.

»Men hvad med missionsfolkene, prøver de ikke at jage hende væk«, spørger Vestjyden, som tilsyneladende ikke helt kan få disse informationer til at passe med sit billede af moralens højborg.

Damen kigger på ham, som var han psykisk utilregnelig. Københavneren skynder sig at lede samtalen i en anden retning.

»Hvad ellers ...«, siger han, »er der stadig nogen fisk i havet?«.

»Så skal du spørge ham her«, siger damen og hiver en høj mand hen til baren. »Han hedder Bjarne«.

»Jeg hedder Bent«, siger fiskeren.

LÆS OGSÅVrede fiskere melder Greenpeace til politiet for indbrud

Fiskeriet er såmænd ikke så tosset for tiden, beretter han. Selv om man jo skal være forsigtig med ikke at beklage sig. Københavneren spørger, om han af og til fanger en fjæsing?

»Det sker da«, siger Bent.

»Så du har været tæt på at dø?«.

Fiskeren  Bent, der for et kort øjeblik har overtaget serveringen. Har man lyst, kan man bestille både en ’Brækspand’ og en ’Tissemand’. Begge serveres i kander. Foto: Astrid Dalum»Den kan man sgu ikke dø af at komme i kontakt med. Ikke engang hvis man er missionsk«, siger Bent. »Måske kan man dø, hvis man har et dårligt hjerte. Men så dør man jo alligevel«.

Der forsvandt endnu en luns af Vestjydens barnetro.

»Hvordan kan det egentlig være, du bor i Harboøre«, spørger Københavneren.

»Her er stille og roligt. Og hvor fanden skulle man ellers flytte hen?«.

»Det er vel også fedt at kunne se ud over havet?«.

»Æ haw? ... Den ligger der jo bare«.

»Det kan man vel sige ... Og hvad med København, har I det fint nok med det, der foregår ovre hos os?«.

Det er her, selskabets ældste mand kaster sig ind i samtalen.

»Nej!«, siger han. »Det er derovre, alt lortet kommer fra!«.

Navnet er Ove Eriksen, men han kaldes ’Isbjørnen’, fordi han som barn mirakuløst overlevede at falde gennem isen. Han har et ansigt, der leder tankerne hen på en egeskov efter et artilleriangreb.

Om forholdet til alkohol
Efterhånden er hele Pubben involveret i samtalen. Trioen fra avisen fortæller, at de er i byen for at lære noget om moral og de betydelige ting i tilværelsen. De smører snakkesaligheden med flere omgange øl.

De fleste ryger smøger.

»Skriv lige, at det med rygepolitik, det skider vi højt og helligt på. Her er ikke-rygerne nødt til at gå udenfor og få frisk luft«, siger den mand, damen er gift med. Han er entreprenør og bærer kasket.

LÆS OGSÅVestjysk parti vil i Folketinget

»Så man tager lidt lettere på regler og love herude?«, fisker Københavneren.

»Narh ...«, svarer damens mand. »Det er bare sundere her. Man behøver ikke alle de regler«.

Han tænker lidt over det. Og siger så:

»Vi har stor respekt for spirituskørsel herovre i Vestjylland. Vi griber ind, hvis vi ser, at en har tænkt sig at køre hjem i en brandert. Og sådan er det hele vejen igennem«.

Her spidser Vestjyden ører. Endelig er der håb for moralen. Et lovende gennembrud for socialt etisk adfærd.

»Så ingen af jer kunne drømme om at køre spritkørsel?«, siger han.

»Aldrig!«, lyder svaret.

’Isbjørnen’ råber ud i lokalet:

»Bent, er det dig, der har givet den her omgang?«.

Byens  missionshus. Foto: Astrid DalumBent nikker. Damen hvisker noget om, at Bent ellers er ret nærig.

»Skal vi ringe efter en ambulance«, spørger entreprenøren. »Trænger du til en gang hjertemassage, Bent?«.

Bajerne ankommer i forrygende tempo. Snakken bevæger sig ind på indre mission og den religiøse dimension som sådan.

De missionske kunne aldrig finde på at komme ind på »æ Pub«. Men deraf kan man ikke slutte, at de ikke drikker, påpeger man langs bardisken.

»De trækker bare gardinerne for derhjemme, når de skal have en bajer«, mener en.

»Ja, og man skal da bare tage til Lemvig eller Holstebro, så møder man mange af dem på bar, og de er helt vild’ og tovli’, fordi de ikke er vant til at drikke. Men dernede er der jo ingen, der ser dem, og så går det åbenbart fint«, siger en anden.

»Det der er bare ondsindet sladder«, mumler Vestjyden til Københavneren, som sidder og fniser ned i en Tuborg.

Det er ikke så let at holde rede på, hvad folkene på Pubben selv har oplevet, og hvad der bare er almindelig vedtaget folkevisdom.

Bent fortæller, at der går et rygte i byen om, at den lokale præst – som ellers er en »møj flink fyr« – er gået ned med stress på grund af de missionske. »Dem«, som Bent bare kalder... dem.

»Der er nogle, der synes, det er for dårligt, at han har set gennem fingre med, at også missionske nu bliver skilt her i byen«.

»Det er vel missionen, der har sørget for, at Pubben lukker klokken 18 til hverdag, ikke?«, siger Vestjyden.

Men nej, lyder svaret. Det er, fordi ejerne – to damer, der kommer udenbys fra – ikke gider at holde åbent om aftenen.

»Ikke alt er, hvad det ved første øjekast ser ud til at være«, siger Oraklet. Det er også ved at være længe siden, vi har hørt fra hende.

’Isbjørnen’s overjordiske evner
’Isbjørnen’ ser på Oraklet og siger:

»Hvis jeg var 30 år yngre, ville jeg fri til dig på stedet«.

Han er 65 og var fisker fra 1960 til 1992, hvor han solgte sin kutter i frustration over fiskekvoter og socialdemokrater. Han fortæller Oraklet, at hans far var en tysk soldat, som døde i Anden Verdenskrig. Inden ’Isbjørnen’ blev født.

»Jeg er en rigtig horeunge«, siger han og rører let ved Oraklets skulder.

»Jeg kan mærke, du har ondt i skulderen. Skal jeg ordne det?«.

Oraklet ser skeptisk på ’Isbjørnen’.

Isbjørnen.  Ove Eriksen faldt gennem isen som barn og har siden heddet ’Isbjørnen’. Han var fisker og sætter stadig åleruser ud hist og her. Og så er han klog mand.»Hvordan kan du vide, jeg har ondt i skulderen«.

»Det kan han bare«, griner damen ved baren. »Han er byens heksedoktor. Bare slap af for satan, og lad ham ordne det«.

»Du behøver ikke tage tøjet af«, beroliger ’Isbjørnen’.

Oraklet vender ryggen til ham. Han fører sine barkede næver ned over hendes ryg. Gentager behandlingen flere gange.

»Jeg overtager hendes dårlige energi«.

»Det er fandeme langt ude«, siger Københavneren, som er den jordbundne type og kun har spot tilovers for mennesker, der hævder at have særlige evner.

»Han kan også give varme«, siger Bent, den store fisker. Han siger det, som var det at give varme en dagligdags ting på linje med at barbere sig.

»Give varme?«, siger Københavneren.

»Vis ham det, ’Isbjørn’«, siger fiskeren.