I love my city and my city loves me
My city always let's me in for free

Min standardrute er at slingre hjem ad Nørrebrogade, fordi jeg har glemt mit buskort eller noget. Jeg er ikke den store cykelmand.

Man kan jo falde ... Jeg er nok lidt anti-københavner på det punkt. Men hvis ikke du har stavret op og ned ad Nørrebrogade i en kæmpe brandert, jamen, så er du ikke fra København«.

28-årige Pato fortæller om sin sang 'Nighthawks', som hitter solidt efter en blåstempling som 'Ugens Uundgåelige' fra P3.

Debutalbummet 'Music For Early Birds & Nighthawks' er netop udkommet på Jokerens Flamingo Records og er rapperens første udgivelse som pladeselskabsmand.

Pato er dansk og hedder egentlig Martin Siebenhaar (læs: 'syv hår' på tysk), hvilket er meget dækkende for den pilskaldede musiker. Pato betyder and på spansk og 'lød bare fedt'.

»Vi var nogle drenge, der ville lave lidt vandalisme og tagge på skolen. Vi kaldte vores graffiti-crew for Pato, fordi det så fedt ud i en spanskordbog. Så har det bare hængt ved mig siden«.

Pato har spillet musik professionelt, siden han var i begyndelsen af 20'erne, hvor han kom med i ska-bandet Furillo, der i nogle år turnerede meget, især i Tyskland. Det er også her, halvdelen af Patos genetiske sammensætning stammer fra.

»Min far kom hertil i 60'erne og begyndte at importere cowboybukser, som han købte en container af hos den jødiske mafia i New York. Så fik han små danske hippietøser til at sy måner og stjerner på. Faktisk har Sanne Salomonsen syet for ham, mens hun sad og øvede sig forud for prøverne til 'Hair'«.

Pato voksede op »ved den sande havn i Dragør« og havde tidligt blikket fast rettet mod København, der var tæt på og alligevel langt fra.

»Distancen ind til byen opfostrede en udlængsel i mig. Der er kun 11 kilometer til Rådhuspladsen, men det er eddermame langt, når du er 13 år«.

»Jeg fik min første kæreste, da jeg var 16, og hun boede i Emdrup. Det var en ekspedition frem og tilbage. Men jeg var jo forelsket. Min første koncert spillede jeg samme år på Blågårds Plads til et fucked up Rage Against The Machine-jam. Det var vigtigt at komme ind til byen, vise sit værd og blive til noget«.

Amagers bedste ål
Derfor flyttede Pato hjemmefra til Nordvest, hvor han stadig bor. I dag er både Patos mor og far døde, så hans nærmeste familie begrænser sig til hans mormor, som spillede en aktiv rolle i Patos kapring af den eftertragtede pladekontrakt med Jokeren. Pato havde indsendt en Mp3 med en sang til Jokeren, og de havde holdt et par møder.

»Ude efter Tårnby Torv ligger Løjtehus, der har Amagers bedste ål. En dag fortalte jeg Jokeren, at jeg en gang om året spiser ål der med min mormor. »Homey, vi gør det«, sagde han så. »Dig, mig, min tøs og en dame til dig tager derud. Det bliver lir«. Da dagen oprandt, kunne hans kæreste ikke, og jeg sagde, at vi lige skulle hente min date i Dragør. Så hentede vi momse«, griner Pato.

Pato mener selv, at det videre forløb i den særprægede date beseglede hans pladekontrakt med Jokeren:

»Mig og momse tager det med ål meget alvorligt, så vi spiste sådan halvanden time rundt på urskive-tallerkenen. Jesper (Jokeren, red.) spiste i et kvarter. Min mormor gav ham lort for det. Hun havde vist set ham i Billed-Bladet, for hun spurgte, om han var noget ved musikken. »Ja, jeg har lige udgivet en plade«, sagde han«.

Til det svarede mormoren: »Nå, det er da godt, du har noget at rive i«. Og da Jokeren begyndte på noget med, at han før var med i Den Gale Pose, var responsen: »Nej, et henrivende navn«. Og »skal du ikke spise op?«.

Da Pato ringede til hende senere på dagen, sagde hun meget alvorligt: »Martin, han kunne altså ikke lide ål, han kommer ikke med næste år«.

Men trods Jokerens manglende ål-evner fik han og Pato underskrevet en kontrakt.

Musik fra underbukserne
På Patos plade spiller han de fleste instrumenter selv, og han synger også. De fleste numre er lavet hjemme i lejligheden, lang tid før Jokeren, P3 og alle andre fik øjnene op for Pato.

»Jeg sad i bogstaveligste forstand derhjemme i mine underbukser på halvdelen af pladen«.

Kan man høre det?

»Ja, der er lidt nossekløe på pladen ... Jeg vil ikke sige hvor, så kunne folk jo sample det, sådan kras, kras, ha, ha. Men på 'Nighthawks' kan man på et tidspunkt høre isterninger, der bliver kørt rundt i et glas, fordi jeg stod og indspillede den i en halvbrandert på vej i byen, det er faktisk en rimelig tydelig klir-klir-lyd. Det er sådan nogle sjove ting, som jeg selv elsker på andres plader«.

Musikken er heller ikke sådan lige til at kategorisere.

»I gamle dage gav man hinanden et mixbånd med det musik, man kunne lide. Og så var der alt muligt blandet lort på. Derfor er min plade blevet et stort sammensurium af ting, jeg kan lide. Der er decideret rock på, hvidemands hiphop, noget soul-agtigt, rocksteady, reggae, næsten twostep jungle, og så er der en sømandsvise med fodstamp og klap og hele lortet, fordi jeg kommer fra havnen, og min far engang var sømand, så den er tilegnet ham«.

Og Pato har da også en sømand i maven. Udlængsel og turnéliv med skiftende bands har givet ham et grundigt kendskab til tyske rastepladser og schweiziske punkrockbarer, hvor man optræder for en flaske tequila og en klump hash. Drømmen er derfor en stor fed Koda-check og en billet væk.

»Jeg har aldrig været uden for Europa i mit liv. Jeg gad godt se Hawaii eller Australien eller lære at surfe eller noget andet åndssvagt. Få noget sol. Jeg har ikke været på ferie i syv år«.

Indtil videre er singlen 'Nighthawks' gået over alt forventning. Pato ved godt, at en stor del af hypen omkring ham skyldes Jokerens cool faktor og mentor-rolle.

»Jeg har dyb respekt for ham og stoler på ham. Han har taget en stor chance ved at udgive mig. Det er jeg ham evigt taknemmelig for. Jeg har sprunget måske 16 led over på grund af ham. Hvor mange af den slags chancer får man her i livet?«.