Hver gang pensioneret tandlæge, dr.odont. Merete Vigild sætter sig til rette i et af sæderne i Operaen på Holmen i København, støtter samfundet hende med mere end 1.000 kroner.

Hver gang elektriker og it-konsulent Knud Bidstrup går til koncert på spillestedet Mojo Blues Bar nogle få kilometer derfra i Københavns Indre By, udløser det omkring 15 kroner i støtte fra samfundet.

Sådan er det med kulturstøtten.

Det er de højtuddannede og dermed ofte også bedst lønnede, der er storforbrugere af den kunst, som udløser den største offentlige støtte per gæst. Mens ufaglærte arbejdere og håndværkere i langt mindre omfang bruger de klassiske og dyre kulturtilbud som for eksempel ballet, opera og teater.

Det viser en brugerundersøgelse baseret på interview med 1.026 danskere, som Megafon har lavet for Politiken og TV 2.

Kulturstøtten skulle gå til hele folket
Siden Kulturministeriet blev oprettet for 50 år siden – 19. september 1961 – har det ellers været et klart mål, at kulturstøtten skulle brede kulturen ud til hele folket. En målsætning, som det har været svært at leve op til, konstaterer professor Jørn Langsted, der er leder af Kulturpolitisk Forskningscenter ved Aarhus Universitet.

»Alle skal ikke alt. Man skal ikke proppe finkultur ned i halsen på folk, hvis de ikke vil have det, men det er da dybt deprimerende, at så mange års kulturpolitik ikke har ført til, at de sociale og økonomiske skævheder er blevet mere udjævnet«, siger Jørn Langsted efter at have studeret Politikens undersøgelse.

Mens for eksempel 26 procent af kandidaterne fra universiteterne har været til opera inden for det seneste år, så gælder det 6 procent af håndværkerne og 9 procent af de ufaglærte.

Modsat ser næsten alle dramaserier og danskproducerede film på tv, og forskellene på højtuddannede og ufaglærte er også mindre udtalte, når det gælder biblioteker og museer.

Altædende kulturforbrugere
Mens målsætningen om at få finkulturen ud til folk med kort uddannelse ikke er blevet opfyldt, så er de højtuddannede omvendt gået på rov i populærkulturen.

Forskerne kalder simpelthen dagens højtuddannede for »altædende« kulturforbrugere. De bryder grænserne ned mellem populær og finkultur ved at være de største forbrugere af stort set alle typer af kultur, som det også fremgår af Politikens brugerundersøgelse.

Den ene dag går de til George Michael-koncert i Jyske Bank Boxen. Den næste dag køber de en billet til Operaen i København. At være en altædende kulturforbruger signalerer overskud.

INTERVIEW MED TANDLÆGEN MERETE Merete elsker Det Kongelige Teater

Siden midten af 1970’erne har lektor Peter Duelund fra Københavns Universitet forsket i kulturpolitik, og han var forskningsleder for et 17-binds værk om ’Kulturens politik’, som udkom i 1990’erne.

»De højtuddannede og de nye mellemlag er ikke længere enten til pop eller klassisk, men til begge dele. Alligevel er der stadig kolossale sociale forskelle, for de lavtuddannede bruger sjældent de klassiske kulturaktiviteter«, siger Peter Duelund.

Lektor frygter større forskelle
Det er dog ikke ensbetydende med, at målet om at udbrede kulturen har været helt forgæves, understreger forskerne.

Dels har mange flere fået en længerevarende uddannelse de seneste 50 år, og dermed er gruppen af storforbrugere af kultur vokset, dels er det lykkedes for de nordiske lande at få en væsentlig bredere del af befolkningen til for eksempel at benytte biblioteker.

For eksempel har 64 procent af danskerne lånt bøger, musik eller film på biblioteket inden for det seneste år, mens det typisk er langt under halvdelen af befolkningen, der går på biblioteket i europæiske lande uden for Skandinavien.

Peter Duelund frygter, at de sociale forskelle bliver større i fremtiden.

Som flere andre eksperter peger han på, at danske politikere i løbet af de seneste ti år er gået fra at fokusere på lighed til at se kultur som en motor for turisme og økonomisk vækst i byerne. Man forsøger med gode kulturtilbud at tiltrække veluddannede og købestærke turister og skatteborgere.

»Man er på vej væk fra overordnede mål om lige muligheder for borgerne og fokuserer i stedet på, om kunsten kan betale sig. Det kan du for eksempel se på resultatkontrakterne for kulturinstitutioner, som nu fokuserer på turisme og på at tiltrække sponsorater fra erhvervslivet«, siger Peter Duelund.

Paladser i sten og glas
Eksperterne slår syv kors for sig, når man spørger dem, om man helt bør fjerne tilskuddet til elitens dyre kulturtilbud som ballet, teater og opera og i stedet bruger pengene på biblioteker, museer og dramaserier på DR, som når ud til flere.

Dels skal kulturpolitikken netop understøtte kultur, som ikke kan klare sig på markedsvilkår.

Dels er den smalle kultur vigtig, fordi den gør os rigere og giver store dybe oplevelser og bevarer kulturskatte for eftertiden.

Og endelig er det dyrere at have et orkester og et ensemble og sætte en helt ny forestilling op end at hyre et rockorkester.

Men når det er sagt, så er det ekstremt vigtigt, at vi får en reel diskussion af, hvad vi bruger pengene til i kulturpolitikken, siger eksperterne. Der er nemlig en klar tendens til, at kommuner og staten bygger store flotte kulturpaladser i sten og beton som Musikhuset i Aarhus, ARoS og Det Kongelige Teaters nye skuespilhus og Operaen.

Det binder kulturstøtten til drift af de store etablerede institutioner frem for at støtte det nye vækstlag, det eksperimenterende og dem, som går på tværs af kunstarter og tiltrækker et bredere publikum.

Klik her for at se tilskudsoversigten i stor størrelse

»Kafkamodellen«
Christian Have er medierådgiver, reklamemand og bestyrelsesmedlem og har i årtier arbejdet med at profilere kunst og kultur. Han hæfter sig ved, at hele 67 procent af danskerne ifølge Politikens undersøgelse enten vil bevare eller øge kulturstøtten. Men han frygter, at den brede opbakning til kulturstøtten vil forsvinde.

»Vi er nødt til at tage diskussionen nu, fordi vi har en kunst- og kulturstøtte, som er baseret på, hvordan kulturlivet så ud for 50 år siden. Man gør, som man plejer, og støtter det gamle frem for det nye, som kan lukke de unge ind«, siger Christian Have.

INTERVIEW MED ELEKTRIKEREN KNUD Knud er vild med rock

Han kalder det danske støttesystem for »Kafkamodellen«.

»Vi har masser af mursten, drift, velfungerende administrative processer, human relations og dygtige controllere. Til gengæld har vi ikke for én krones forståelse for, at der også skal puttes noget kunst ind i de fine nye kulturpaladser«, siger Christian Have.

Have: Støt RAW og Stella Polaris
Christian Have vil have støttemodeller, hvor man skruer ned – ikke fjerner, men skruer ned – for den del af den samlede kulturstøtte, der er bundet i faste bevillinger til museer og teatre og musikhuse. I stedet skal en større del af bevillingerne gå til puljer, hvor ansøgerne skal argumentere for, hvorfor de skal have støtten igen til næste år.

Det skal åbne for, at det kulturelle vækstlag kan søge støtte på lige fod med de etablerede institutioner.

»I dag støtter vi det enkelte museum med en bevilling frem for at støtte dem, som går sammen, eller som finder nye udtryksformer, som kan trække et nyt publikum ind. De kan måske få projektstøtte, men den forsvinder igen, og så er man tilbage til driften. Jeg mener også, at det bør være et krav for at få støtte, at man kan formidle kunsten. Det er ikke nok at have en kunstform. Den skal også nå et publikum«, siger Christian Have.

Som eksempler på støtteværdige projekter i vækstlaget nævner Christian Have rave-festivalen RAW, hvor etablerede og nye navne spiller på syv scener i Carlsbergbydelen i København.

Og Stella Polaris, som er en såkaldt chill out-festival for mere stilfærdig elektronisk musik i Østre Anlæg i København. En festival, som blandt andet har samarbejdet med Statens Museum for Kunst.

LÆS REPORTAGEDen tunge rytme lagde sig over Østre Anlæg

Christian Have mener også, at der skal være speciel fokus på de kulturinstitutioner, som giver mulighed for samarbejde på tværs af kunstarter, og som inddrager borgerne. For eksempel fremhæver han Kulturværftet i Helsingør, som har to multisale, et bibliotek, værftsmuseum, udstillingsrum, møde- og konferencefaciliteter, loungeområder samt værksteder.

Glas og beton uden sexappeal
I 2009 skrev lektor Lasse Andersson fra Aalborg Universitet en ph.d.-afhandling, hvor han satte spørgsmålstegn ved, om det var fornuftigt at binde kulturmidler i glas og beton. Han omtalte blandt andet den nye Opera og det nye skuespilhus i København, som havde for få tilskuere.

»De store kulturinstitutioner lider kort efter deres åbninger af posttraumatisk åbningsstress. De mangler den sexappeal, de oplevede, mens mørtelen stadig var fugtig og nyhedsværdien var helt frisk«, skrev han.

Og så stillede han det retoriske spørgsmål: »Hvad kunne man ikke skabe af kultur og havneliv hvert år for alle de penge, som nu bindes i glas og mursten?«.

I dag foreslår han, at man adskiller omkostningerne til drift af husene og til kunst, så det bliver tydeligt, hvad man støtter. Det vil være et godt udgangspunkt for en diskussion om prioritering, mener han.

Lasse Andersson argumenterer ikke for, at nogle af det Kongelige Teaters kunstformer bør undværes, men bevillingerne bør indgå i en reel prioriteringsdiskussion.

»Der bør ikke være automatik i støtten, så nogle har vundet hævd på den«, siger Lasse Andersson.

Svært at vende supertankeren
Henrik Kaare Nielsen er professor i æstetik og kultur ved Aarhus Universitet. Han kalder kulturpolitikken for en »supertanker«, som det er praktisk taget umuligt at vende.

»Når de dominerende partier i årevis har stået bag en kulturpolitik, som foretager denne her specielle fordeling, så virker det selvforstærkende. De har investeret politisk prestige, de har investeret skatteydermidler, de har opført bygninger, og de har ansat kunstnerisk personale. Det er en supertanker«, siger han.

Professoren taler ligefrem om en Matthæuseffekt. Det betyder, at den, som har i forvejen, skal have endnu mere, mens den, som ikke har, skal have endnu mindre.

»I øjeblikket henviser vi vækstlaget og de bredere ungdomsstrukturelle ting til den kulturpolitiske periferi. De midler, samfundet er villigt til at sætte af til kunst og kultur, er bundet i supertankeren. Der er for eksempel en underskov af små teatre med en meget presset og usikker økonomi, selv om de er nyskabende på en måde, de store, gamle teatre ikke er«, siger han og nævner som eksempler egnsteatret Carte Blanche i Viborg og Hvid Støj Sceneproduktion i Aarhus, som er henvist til at søge separat produktionsstøtte til hvert enkelt af deres projekter.

Ikke rindalister
Ifølge professor Jørn Langsted er det svært at rejse prioriteringsdiskussionen uden at blive stemplet som kunsthader.

»At snakke om penge er i dag fy-fy. Men på teaterområdet bruger man næsten halvanden milliard kroner, og der er under 100 millioner kroner frie midler. Det vil sige, at under 10 procent af budgettet er til rådighed for at opfange det nye og eksperimenterende. Alt det andet er plejers kulturpolitik. Sådan kan du gå område efter område igennem, og det er plejer, der styrer. Sådan undgår vi de ømme diskussioner om prioriteringer. Vi gør, som vi plejer«, siger han.

Jørn Langsted har et stort ønske til den kommende kulturminister efter valget.

»Det ville være klædeligt, hvis den nye kulturminister kunne lægge op til en fordomsfri diskussion, uden at vi ryger ned i grøfterne og kalder nogen for rindalist«, siger Jørn Langsted.