Jeg har fået 10.000 flere afslag, end jeg har fået penge ind på kontoen, når jeg har søgt støtte til kunstprojekter«, siger billedhugger Lone Haugaard Madsen og skubber et par kantede cognacfarvede briller tilbage på den fregnede næseryg: »Ofte kan jeg bagefter se, at det er, fordi jeg ikke har brugt tid nok på at skrive ansøgningen. Det er bare brænde på bålet til at arbejde endnu hårdere med den næste ansøgning«. Pegefingeren hviler på underlæben, og Lone Haugaard Madsen lader blikket glide over det 130 kvadratmeter rå atelierlandskab, hvor et par store mørke billedrammer hviler op ad væggen, og en håndfuld halvfærdige skulpturer med vertikale linjer fører blikket med sig opad mod loftet, der hænger næsten 4 meter over hendes korte kastanjerøde krøller.
LÆS OGSÅ Den offentlige kulturstøtte går til eliten
Den 36-årige billedhugger er en del af Danmarks kunstneriske vækstlag. I Politikens artikelserie ’Elitens kultur?’ har en række eksperter kritiseret, at kunststøtten postes i de etablerede institutioner og kunstnere på bekostning af det spirende vækstlag. Eksperterne peger på, at en større del af støtten burde være placeret i puljer, som kan lukke netop vækstlaget og de yngre kunstnere ind i varmen. Lone Haugaard Madsen har i langt over ti år knoklet for at holde skindet på næsen og er generelt ganske tilfreds med de nuværende støttemuligheder. Det er hårdt arbejde at være kunstner, men det er præmissen for den levevej, som hun har valgt. Hun peger i stedet på, at støtten bør være mere ligeligt fordelt mellem kunstarterne. For der er altid nogle, som falder mellem kategorierne. Begrænsningens muligheder Lige siden Lone Haugaard Madsen trådte sine spæde kunstnerskridt på Det Jyske Kunstakademi fra 1997, har hun kendt til kunstverdenens immanente ustabilitet. Den første dag på skolen blev hun budt velkommen med ordene: »Det kan godt være, vi må lukke, for det er ikke sikkert, vi får støttepenge fremover«.
