Endelig er det slut. Det lange, larmende tilløb. I tre øredøvende uger har vi set voksne mennesker råbe tal efter hinanden og skændes om noget, vi ikke engang kunne nå at tælle nullerne på.

Men nu er det forbi. For nu er det her endelig. Valget. Og som altid, når man træder ind i boksen, lader det blå klæde falde bag sig og griber blyanten, kommer det på en måde alligevel som lidt af en overraskelse, at: Valget er dit. Men er det nu også det? Stemmer vi på de kandidater og partier, som bedst repræsenterer vores synspunkter? Eller er vi til fals for billige tricks og charme? For gruppepres og tillærte præferencer? Eller er vores holdninger måske ligefrem nedarvede?