Da Tiger Woods i november 2009 blev afsløret i at have mindst 11 udenomsægteskabelige forhold, gik der ikke længe, før golfstjernen blev indlagt på et behandlingshjem til afvænning for sexafhængighed. Tiger Woods var ikke et løgnagtigt, egoistisk menneske; nej, han var offer for en sygdom. Andre berømtheder har efter lignende pinlige offentlige episoder erklæret, at de lider af sygdomme som manglende evne til at kontrollere vrede eller forskellige former for afhængighed. Vi vil være tilbøjelige til at affærdige dem med et hurtigt grin uden at tænke videre over det, men rent faktisk har de jo ret. De har ikke selv ønsket at tage narko eller at ødelægge deres ægteskaber og karrierer med raserianfald. De har aldrig valgt, at de ønskede det liv. Netop i disse år finder videnskaben genetiske og neurologiske forklaringer på dispositioner for: • Alkoholisme og andre former for misbrug • Manglende koncentrationsevne • Dårlige sociale evner • Overdrevne vredesudladninger • Forskræmthed • Selvoptagethed • Initiativforladthed • Og et væld af andre menneskelige svagheder Den nyeste neurologiske og genetiske forskning har vist, at alle disse karaktertræk har en fysiologisk basis, og at hvis det overhovedet er muligt at ændre dem, så er det ikke noget, der kan gøres alene ved at 'tage sig sammen'. Vi lever derfor i en tid, hvor vores fælles billede af, hvad det vil sige at være et menneske og have et ansvar, er i rasende udvikling. Vores måde at opfatte vores umulige søn (adhd), vores fordrukne løgner af en onkel (addictive personality) og vores lyseslukker af en mor (skjult depression) forandres. Hvem er de? Og hvordan skal vi forholde os til dem, når de ikke selv er skyld i deres handlinger? I løbet af de næste få år vil langt flere menneskelige egenskaber blive tæt koblet med neurologiske funktioner og dysfunktioner. Det kan vi vide med fuldstændig sikkerhed, for det er en uundgåelig følge af de enorme gennembrud i hjerneforskningen. Hvis et menneske f.eks. er dovent, vil vi måske kunne måle i dets hjerne, hvad der forårsager dovenskaben. Og måske vil mange dovne mennesker endda blive i stand til at forandre sig ved at tage en pille. (Ligesom vi allerede kender det fra den enormt udbredte angstdæmpende medicin og antidepressionsmedicin, og fra koncentrationsfremmende medicin til børn med adhd). Det samme vil helt sikkert ske for mange andre personlighedstræk; vi ved bare endnu ikke, i præcis hvilken rækkefølge trækkene vil blive kortlagt. Det kunne f.eks. være mennesker, der er løgnagtige eller stivsindede eller dårlige til at langtidsplanlægge. Nogle af disse personlighedstræk vil kunne ændres ved medicinsk behandling. Personligheden vil dermed blive noget, man kan købe og vælge; og visse efterstræbte personlighedstræk vil kræve de nyeste og mest avancerede behandlinger - måske endda kirurgisk eller elektromagnetisk indgriben i hjernen. Disse menneskelige egenskaber kan dermed om et par årtier blive statussymboler, sådan som dyre kosmetiske operationer allerede er blevet det i løbet af de seneste år. Denne udvikling er ikke abstrakt eller fjern fremtid, den er godt i gang, og om få år vil den tage ekstrem fart. Se f.eks. på, hvor hurtigt vores forhold til depression, hyperaktive børn og mandlig impotens har ændret sig - efter at have stået nogenlunde stille i årtusinder.

Selvfølgelig er det svært, nærmest umuligt, at spå om, hvordan vores kultur vil reagere på den nye viden om, hvordan vi virkelig fungerer, men det følgende tankeeksperiment kan give et fingerpeg: Forestil dig, at du kender to mænd, som begge har et alvorligt alkoholproblem, og som slår deres kone og børn, når de er fulde. Du er dybt oprørt over den måde, de har behandlet deres familier på. Hjerneskanninger viser, at den ene er neurologisk normal. Den anden derimod er neurologisk ekstremt disponeret for alkoholisme og vold, faktisk vil eksperterne på baggrund af hans skanninger forvente, at han opfører sig mindst så slemt, som han gør. Hvordan vil du forholde dig til hver af de to mænd? Vil du være mere tilgivende over for den ene end den anden? Vil du kunne være ven med den ene, men ikke den anden? Hvem af de to er det? Tag dig god tid til at tænke over spørgsmålet, for det er bestemt ikke ligetil. Din reaktion på den neurologisk normale af mændene minder om, hvordan mange mennesker så på voldelige alkoholikere for 20 år siden, hvor langt færre var opmærksomme på, at alkoholisme kan ses som en sygdom. Manden har truffet nogle forfærdelige valg og påkaldt din største moralske fordømmelse. Din reaktion på den neurologisk unormale af mændene derimod giver et fingerpeg om, hvor vores kultur står om 20 år - ikke kun i forhold til vold og alkoholisme, men også i forhold til utallige andre menneskelige karaktertræk, som til den tid vil være neurologisk kortlagt. Mange af os vil føle en vis medlidenhed med manden, der er et viljeløst offer for sine neurologiske brist. (Hvor må det være forfærdeligt at være tvunget til altid at skade dem, man elsker). Vi vil være tilbøjelige til at tilgive, for lægerne sagde jo, at han mindst ville opføre sig så slemt. Måske har det krævet en ekstrem kraftanstrengelse af ham, at han ikke ligefrem har slået familien ihjel? Han har taget sig sammen og gjort det så godt, han kunne. Sagen er imidlertid mere kompliceret end som så: Hvis der endnu ikke er udviklet en medicinsk behandling for den neurologisk unormale mand, vil vi gøre alt for at holde ham ude fra vores arbejdsplads, og for at han ikke skal gifte sig ind i vores familie og vennekreds. For hans hjerne tillader jo ikke, at han udvikler sig. LÆS OGSÅHjerne-Madsen: »Videnskab stopper ofte derude, hvor det bliver interessant« Modsat med den neurologisk normale mand: Måske taler han sandt, hvis han siger, at han angrer dybt og har lagt alt i sit liv om. Vi kan ikke vide det, for han har hjernen til at komme på ret køl. Skal han så ikke have en chance? På den måde risikerer vores kultur i fremtiden at blive langt mere kuldslået i sin behandling af afvigere; og det sker alene, fordi vi lærer mere om os selv og vores hjerner. På overfladen er der en venlighed i den uundgåelige udvikling af vores menneskesyn, men nedenunder risikerer vi en nådesløshed og mangel på medfølelse. Når nogle mennesker ikke længere regnes for at have en fri vilje til at slå eller ikke slå deres kone og børn, er de så overhovedet mennesker? Kan vi så ikke bare udstøde dem af alle sociale sammenhænge: familier, arbejdspladser osv.? Efterhånden som vi vænner os til den ny måde at se os selv og andre på, bliver det desuden nærliggende at tænke, at der sikkert også må være en skjult grund til, at den anden af de to mænd slår sin familie. Ingen ønsker vel af egen fri vilje at være sådan? Er han ikke offer for barndomstraumer, en personlighedsforstyrrelse eller neurologiske afvigelser, som videnskaben bare endnu ikke er i stand til at vise i en skanning? Er de to mænd ikke i præcis samme grad underlagt hjerneprocesser uden for deres kontrol, selvom processerne endnu kun kan måles i den ene? Det må de vel være. Har de så ikke begge fortjent den samme tilgivelse og medfølelse?