Ingen kan vel være i tvivl om, at Akropolis i Athen er en vigtig del af Europas historie. Men gælder det også skanserne ved Dybbøl? Øresundsbroen? Eller for den sags skyld den danske højskolebevægelse?

Disse spørgsmål kan danskerne hjælpe med at svare på. Kulturstyrelsen – den tidligere Kulturarvsstyrelse – opfordrer til, at alle – kommuner, privatpersoner, hvem som helst – kommer med bud på, hvilke steder i Danmark der er en del af den fælles europæiske historie og dermed fortjener at få EU’s kulturarvsmærke, som er en slags europæisk pendant til Unescos verdensarvsliste.

Afkast i form af turisme
Imposante byggerier er ikke nødvendigvis et direkte adgangstegn – et af de steder, der har fået kulturarvsmærket, er for eksempel skibsværftet i den polske by Gdansk, hvor solidaritetsbevægelsen Solidarnosc blev født.

»Det handler ikke om store katedraler. Det handler om at pege på steder, som gennem deres udtryk og formidling er med til at fortælle den europæiske historie«, siger konstitueret kontorchef Michael Lauenborg fra Kulturstyrelsens Center for Kulturarv og Arkitektur.

LÆS OGSÅKritik: Regeringen svigter dansk kulturarv

Og selv om der ikke følger støttekroner med EU’s kulturarvsmærke, regner Lauenborg med, at det kan have et økonomisk afkast i form af stigende turisme.

»Vi kan både se, høre og måle, at interessen for vores kulturarv er stærkt stigende, og vores søsterorganisationer i udlandet oplever det samme. I dag er der folk, der rejser målrettet efter at besøge kulturarvsstederne«.

Han er ikke meget for at lufte de forslag, Kulturstyrelsen selv har, for der er trods alt mere end en måned til 30. juni, som er sidste frist for, at danskerne kan aflevere deres ideer. Han vil dog godt gå så vidt som til at sige, at »dele af den sønderjyske historie er eksempel på noget, der kunne være interessant«.

De store klassikere
Anderledes åbenmundede er de tre historikere, Politiken har talt med. Uffe Østergaard, der er professor ved CBS, mener, at det vil være oplagt at indstille alle de »store klassikere«: Jellingstenene, Roskilde Domkirke og Kronborg i Helsingør. Alle tre er dog allerede på Unescos verdensarvsliste.

»Men man kunne også tage noget, der ligger uden for Danmarks grænser: Det første europæiske universitet, der blev bygget i Indien, i 1819, var faktisk dansk. Og i Rigsarkivet ligger det eneste og bedst bevarede register over en slavebefolkning, nemlig den på De Vestindiske Øer«, siger Uffe Østergaard, der ligesom Michael Lauenborg peger i retning mod Sønderjylland.

»Skanserne ved Dybbøl har stor betydning. Havde det ikke været for slaget ved Dybbøl, var tyskerne ikke blevet samlet og Hitler ikke kommet til magten«.

LÆS OGSÅKonservator: Malingen skal nok komme af Jellingstenen

Historiker og forfatter Steffen Heiberg, der er specialist i renæssancen, peger ikke overraskende på to af Danmarks renæssanceslotte, Frederiksborg og Kronborg. Også Rosenholm Slot på Djursland og Lerchenborg ved Kalundborg kan slå en hvilken som helst engelsk herregård, mener han.

For ikke at tale om de danske landsbykirker. Skal han nævne ét sted, bliver det dog Gjorslev Gods på Stevns, som blev bygget af Roskildebispen Peder Jensen Lodehat i 1400.

»Det er en af de ældste europæiske herregårde. Den er lige så gammel som de allerførste italienske renæssancevillaer og er ligesom dem bygget til afslapning og ikke til at forsvare sig. Den er bygget under Margrete I, som forbød herremændene at bygge borge, for en privat borg var et problem for kongemagten, og hun ville have fred«, siger Steffen Heiberg.

Er Jellingstenene egentlig noget?
Historikeren Jes Fabricius Møller foreslår den danske andels- og højskolebevægelse, som i hans øjne er unikt dansk. Samtidig med at den har haft en betydning, der især rækker ind i Polen, Finland, Norge og Sverige.

»Men der ligger et paradoks i selve den idé at vælge noget nationalt, der har en europæisk betydning«, siger han.

»For hvis det skal være noget markant og særligt for Danmark, er det jo ikke noget, der findes i det øvrige Europa. Og hvis det skal være noget europæisk, er det jo noget, de også har alle andre steder end her«, siger Jes Fabricius Møller, der heller ikke mener, at man kan undgå, at der går politik i udvælgelsen.

»Alle har jo deres egen lille Hassan. Sådan er det også med Unescos verdensarvsliste: Den er jo ikke objektiv. Vi holder for eksempel meget af Jellingstenene, men dem har de altså 100 af i Sverige«.

FACEBOOK Bliv ven med Politiken