Det er jo bare en økse og en vinkelsliber.

Som de står der i glasmontren ligner de almindeligt værktøj, dog sært æstetisk fremhævet. Det er først, når man bevæger øjnene ned til skiltet i hjørnet, at almindeligheden forsvinder.

»Øksen Peter Lundin parterede sine ofre med«, står der.

Og: »Vinkelsliberen som Peter Lundin gennemskar sine ofre med«.

SKRIVEr det i orden at udstille Lundins mordvåben?

Pludselig er de to genstande symboler på en af Danmarks mest bestialske forbrydelser begået en sommerdag for snart 12 år siden.

Da politiet 16. juni 2000 mødte op på Marianne Pedersens bopæl i Rødovre, hvor Peter Lundin havde dræbt sin samlever og hendes to drenge og parteret ligene, så lejligheden lignede et »slagtehus«, som formiddagsaviserne skrev på forsiderne.

I al deres nøgen grus
Værktøjet er det første, man møder, når man træder ind på særudstillingen ’Ondskab’ på Politimuseet i København.

Politiken besøger udstillingen, et par dage før den i morgen åbner for publikum.

Straf.  Overgrebsmanden i Malene-sagen, Theodor Frede Sander Jensen, blev tvunget til at sidde på denne kogeplade. På udstillingen vil museet konfrontere de besøgende med hidtil hemmeligholdte genstande fra en række drabssager og lade dem møde sagernes kendsgerninger »i al deres nøgne gru«, som det hedder i museumshæftet. Formålet er at sætte begrebet ondskab til debat, forklarer museumsleder Frederik Strand, mens vi går rundt på den lille udstilling.

»Vi vil gerne give folk en nuanceret opfattelse af, hvad det onde er. De skal ikke alene blive kloge på sagerne – som jo i sig selv er fantastisk interessante – men også på, at ondskab egentlig er utrolig komplekst og et begreb, som kan få os til at sætte spørgsmålstegn ved meget i vores samfund«, siger Frederik Strand, ph.d. på en afhandling om kriminalpolitiets historie.

Æstetisk kontrast til temaet
Lundinsagen er en af flere drabssager, som museet viser ved hjælp af centrale objekter.

Heriblandt er resterne fra et mumificeret brændt barnelig fra Dagmar Overby-sagen, kvinden, der i begyndelsen af det 20. århundrede myrdede en række spædbørn og er en af de få kendte kvindelige seriemordere i Europa.

På den anden side af rummet står den engang glohede kogeplade, som Theodor Frede Sander Jensen blev tvunget til at sidde på af sine medfanger, efter at han i 1982 var blevet dømt for drab og voldtægt af den 10-årige pige Malene.

»Malenesagen rejser spørgsmålet om, hvordan vi håndterer det onde. Den dømte fik sin straf, men han fik også en ekstra straf i fængslet. Det er også et spørgsmål om, hvordan vi forstår og reagerer på ondskab – kan vi håndtere det inden for vores retlige rammer? Skal folk, der har begået forbrydelser, der betragtes som onde, straffes på en bestemt måde? Det vil jeg gerne have, at folk reflekterer over, når de kommer herind«, forklarer Frederik Strand.

Væggene i de små lokaler er holdt i sort, så de få genstande, der knytter sig til hver sag, står frem i al sin enkelhed. Museumslederen forklarer, at museet har gjort meget for at holde udstillingen æstetisk flot. Som en kontrast til temaet.

Laget under vinkelsliberen
På skærme i rummet toner de involverede drabsefterforskere og retspsykiatere frem og fortæller om deres overvejelser og udfordringer under arbejdet i sagerne.

Var Peter Lundin strafegnet? Var drabene sket i et øjebliks ukontrollabelt raseri, som han selv hævdede?

I en dokumentar i rummet ved siden af bliver begrebet ondskab taget under behandling med drabssagerne som eksempler. Som et supplement til udstillingen arrangerer museet en række foredrag, hvor emnet bliver behandlet mere filosofisk og teologisk, fortæller Frederik Strand.

LÆS MEREFilosof: Hvis det kun handler om våben, er det lige meget

Hvad hvis folk bare kommer for at se vinkelsliberen?

Museumslederen smiler og lader et øjeblik øjnene vandre op i loftet.

»Ja, det håber jeg ikke, de gør. Men selv hvis de gør... Så er håbet jo, at de går fra vinkelsliberen til at overveje, hvad der ligger i laget neden under genstanden. Hvad er det onde, og hvad forårsager det her«, svarer han og holder et øjebliks tænkepause.

»Selvfølgelig har det været et enormt vanskeligt spørgsmål, om vi skulle vise ... især Lundintingene, det må jeg sige. Fordi det ligger stadigvæk tæt på«.

»Men det har været centralt for os, at der har været utrolig meget fremme i medierne, hvor sagens detaljer er blevet nævnt. Det kommer ikke bag på nogen, at de her redskaber er blevet benyttet«.

Amagermanden ikke med
Det ville derimod være noget andet at vise genstande fra den nylige sag om Amagermanden, mener Frederik Strand. Fordi der er meget i sagen, der endnu ikke har været fremme. Sagen ville også blive fravalgt af hensyn til de nulevende voldtægtsofre.

Af samme grund har museet fravalgt voldsomme overgrebssager som Tøndersagen, fordi de involverede børn stadig lever.

Spørgsmålet om tid – hvor lang tid skal der gå, før en tragedie bliver til kultur – har senest har været voldsomt debatteret, da CaféTeatret ville vise Anders Behring Breiviks manifest som en forestilling. Frederik Strand mener ikke, at tiden er den væsentligste faktor, når det gælder drabssagerne på udstillingen.

LÆS OGSÅVoldsofre: Lundinvåben udstilles for tidligt

Han peger over mod en montre i hjørnet, hvor en revolver svæver i luften. Med den revolver dræbte en ung mand med to skud i 2005 sin søster, den unge, nygifte Ghazala Khan på Slagelse station. For at redde den danskpakistanske families ære.

»Den sag er yngre end Peter Lundin-sagen. Men jeg kan forestille mig, at folk primært vil diskutere etikken i forhold til Peter Lundin og ikke Ghazala Khan. Det tyder på, at problematikken også har noget at gøre med, hvilken forbrydelse der har fundet sted, og hvilken genstand man udstiller«, siger han.

Besøgstal skal ikke påvirke etikken
Selv om især øksen og vinkelsliberen kan være grænseoverskridende for nogle, mener Frederik Strand, at hensynet til offentligheden må gå forud for hensynet til dem, der kan blive stødt.

»Museerne skal sætte problemer til debat. Politimuseet er sat på Jorden for at vise de her sager. Lundinsagen fortæller mange interessante sider af både det onde og det gode og viser en dyssocial personlighed, der sætter problematikken om begrebet ondskab i relief. Skal man vise sagen, synes jeg, det er vigtigt at have de centrale genstande med«.

LÆS OGSÅ»Fascinationen er den samme som i gyserfilm«

Hvilke argumenter var der for at undlade at vise dem?

»At familien kommer ind og ser det. Eller at nogen med relation til familien hører om det og kommer ind og ser det. Det er en vanskelig problematik, og det er næsten det værste. Der er ikke noget personfølsomt i det, vi fremhæver. Men der er ikke nogen tvivl om, at vi selvfølgelig har overvejet, at familien eventuelt skulle se det«.

Men er det tvingende nødvendigt for udstillingen at vise den økse og vinkelsliber som to børn er blevet parteret med?

»Det er voldsomt, ja. Men det får jo alligevel dig til at stille spørgsmål til det. Det får dig også til at overveje udstillingen. For at museet kan aktualisere de her ting, er vi nødt til at vise en række genstande fra drabssagerne. Hvis det tilmed får en debat frem om, hvad man må vise, så er det i princippet også en interessant diskussion at få med«, siger Frederik Strand.

Er det bare for at sælge flere billetter?

»Selvfølgelig vil museer gerne have opmærksomhed og få folk ind på museet, det er jo klart. Men det skal ikke være på bekostning af de etiske standarder. Det er vigtigt. Der ligger et element af provokation i det, og jeg ved ikke, hvordan folk vil tage det«.

Skolebørn skal lære om ondskab
Når udstillingen åbner i morgen, er der udarbejdet materiale til de besøgende, så de kan læse om sagerne og om meningen med udstillingen.

Museet har lavet materiale om udstillingen til skoleklasser, og Frederik Strand mener, at udstillingen er god til at give børn fra 7. klasse en forståelse for, at »ondskaben eksisterer i samfundet«.

Barnelig.  Resterne af et mumificeret barnelig, som seriemorderen Dagmar Overby brændte i starten af 1900-talllet.Hvad ville udstillingen være uden Peter Lundin-sagen?

»Den ville være noget andet. Den ville på en måde mangle et aktualitetspræg. Sagen knytter for eksempel mere an til Amagermanden end Ghazalasagen gør, selv om den er ældre. Der er ingen tvivl om, at der stadigvæk er en bevidsthed om Lundinsagen i offentligheden. Den har et centralt element af begrebet ondskab, og derfor ville der gå noget af udstillingen uden den«.

Hvad ville udstillingen være uden øksen og vinkelsliberen?

»Det, at han kunne skære dem i stykker på den måde og partere dem med øksen, fortæller noget meget centralt om forbrydelsen og om forbryderens psyke og karakter. Ingen af os ville kunne gøre det, og det får man indtrykket af, når man ser de to genstande«.

FACEBOOKBliv ven med Politiken