Annonce
Annonce
Annonce
Kultur 5. aug. 2012 KL. 17.21

Borgerkrig i Syrien kan smadre exceptionel kulturarv

Arkæologiske skatte kommer i skudlinjen eller bliver til tyvekoster. Ekspert frygter uoprettelige tab.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Fakta: Verdenskulturarv

Syrien figurerer seks gange på Unescos liste over verdens kulturarv: Korsridderborgen Krak des Chevaliers samt fæstningen Saladins slot; de historiske bykerner i hovedbyerne Aleppo og Damaskus; ruinbyen Palmyra, for sin græsk-romerske og parthiske arkitektur; den sydsyriske by Bosra med romersk teater, kristne kirker, moskeer og koranskoler, og ca. 40 landsbyer i Nordsyrien, alle romerske og byzantinske bondesamfund.

Mens blod flyder og lemmer kvæstes, lider også mosaikker, marmorsøjler og fæstningsmure overlast.

Sådan er det gået for sig under tidligere væbnede konflikter i regionen, og sådan sker det også nu, under borgerkrigen i Syrien.

Ud under den primære tragedie om menneskelige tab siver historier om arkæologiske mindesmærker, der gennemhulles af patroner og granater, og om antikviteter og kunstskatte, der røves og forsvinder.

Syriens arkæologiske kulturarv hører til blandt de rigeste i verden på grund af landets historisk centrale placering som forbindelsesled mellem øst og vest.

Kultur fra tre kontinenter
Silkevejens ældgamle handelsruter har aflejret kultur, handel og kunst på deres vej gennem området, der gennem tiden har været indflydelsessfære for blandt andre sumerere, babyloniere, egyptere, assyrere, persere, grækere, romere, korsfarere og muslimer.

Og mens den aktuelle borgerkrig fortsætter, frygter kendere for monumenterne og antikviteternes skæbne.

»Syrien har så meget. Det er en kulturens korsvej. Kultur fra tre kontinenter er landet i Syrien igennem de sidste 100.000 år. Der er meget på spil, og skaderne vil være uoprettelige, når borgerkrigen forhåbentlig en dag slutter«, siger Ingolf Thuesen, institutleder på Tværkulturelle og regionale studier ved Københavns Universitet.

Han er som uddannet arkæolog kommet i Syrien gennem 20 år og ved fra bekendte med forankring i den syriske antikvitetstjeneste, at kulturskatte destrueres og forsvinder på grund af borgerkrigen. Han understreger imidlertid, at det er umuligt at få verificeret historierne, der udgår fra det krigshærgede land.

LÆS OGSÅ Øjenvidne fra Aleppo: De eneste på gaden er unge mænd på jagt efter brød

I marts måned udsendte FN-organisationen Unesco en appel til konfliktens parter om at beskytte den truede kulturarv. Men at dømme efter internationale mediers sporadiske historier er det ikke første prioritet under borgerkrigen.

For eksempel offentliggjorde pressebureauet Agence France Presse i starten af juli måned et tv-indslag om oprørssoldater, der forskanser sig mod regeringsstyrkernes ildkraft i den velbevarede korsridderborg Krak des Chevaliers, vest for byen Homs.

»Det er jo borgens funktion og har altid været det, så det er nærliggende at bruge den til formålet, men den er jo ikke bygget til moderne våben. Derfor går det helt galt«, kommenterer Ingolf Thuesen.

I juni beskrev avisen Frankfurter Allgemeine, hvordan den antikke oaseby Palmyra, 100 kilometer øst for Homs, skamferes. Assad-regimets soldater har indkvarteret sig i en borg fra tolvhundredetallet, der troner over Palmyras ruiner.

Herfra »hedder det sig, skyder de på alt, hvad der bevæger sig mellem ruinerne. Pragtgadens korintiske søjler, triumfbuen og Baal-templets ydermure er alle gennemhullede af skud. Om natten løber gravrøvere rundt i landskabet og forsøger at uddrive kostbarheder af undergrunden, indtil geværilden fordriver dem igen«, skriver avisen.

Universel kulturhistorie
Palmyra er, ligesom Krak des Chevaliers, en ud af seks syriske lokaliteter på Unescos liste over verdens kulturarv. Og ifølge Ingold Thuesen en uerstattelig skat.

»Palmyra var jo en kosmopolitisk by, der forbandt Iran og Indien i øst med Romerriget i vest. Derfor afspejler ruinerne et kæmpe stykke verdenskulturhistorie – meget større, end vi er vant til andre steder i verden. Hver gang der bliver ødelagt et stykke af de ruiner eller stjålet noget fra undergrunden, mister vi et stykke af verdenshistorien og ikke blot et stykke af Palmyras historie«, siger han.

Ud over både oprørere og regeringstroppers manglende hensyntagen til arkitekturhistoriske mindesmærker døjer Syrien altså også med røvere, der desperat søger en indtægtskilde i jorden, der kan sælges videre på et sort marked.

»Infrastrukturen er kollapset, så der er ingen til at passe på stederne mere. Og i de rige arkæologiske lande i Mellemøsten er der en tradition for at finde en indtægtskilde dér. Selv under normale tilstande, inden borgerkrigen, foregik der illegale plyndringer«, siger Ingolf Thuesen, der mener, at den illegale trafik består af oldtidssager som segl, mønter, lertavler med kileskrift, våben, små skulpturer og andre ting, det er nemt at fragte og afsætte til samlere i Vesten, Rusland eller Mellemøsten.

Vurderer tabene
Men tyvene holder sig ikke kun til de diskrete genstande.

I maj udstedte Interpol en efterlysning på en række byzantinske mosaikker fra Apamea-ruinerne i byen Hama. Og mosaiktyveriet er ikke uden fortilfælde, fortæller Ingolf Thuesen.

»Apamea er meget berømt for mosaikker. Allerede i 1990’erne var der en stor skandale. En to meter stor mosaik af en løve blev stjålet og smuglet til Canada. Der har været en tradition for trafik af mosaikker, og det er nok den, der får mulighed for at blomstre op, nu hvor der ikke er noget politi længere«.

LÆS OGSÅKampe rykker ind midt i verdens kulturarv

Dengang blev løvemosaikken opstøvet og vendte tilbage til Syrien. Endnu er de seneste tyvekoster ikke kommet op til overfladen, og Ifølge Ingolf Thuesen, der arbejdede for Unesco med at vurdere de kulturelle tab efter Irakkrigen, vil der gå lang tid, inden man har overblik over plyndringerne.

»Lige nu kan vi ikke gøre noget. Vi må bare håbe, at det internationale samfund finder en løsning på de forfærdelige blodsudgydelser. Jeg har det selv problematisk med at sige, at det er forfærdeligt, at noget af verdens mest værdifulde kultur er truet på grund af borgerkrigen, når jeg ser hver aften i tv, hvordan børn og uskyldige bliver massakreret«.