Annonce
Annonce
Annonce
Kultur 17. aug. 2012 KL. 07.27

Dommens dag for Pussy Riot: Det handler om ikke at blive til grin

Hensynet til Putins og det russiske retssystems image kan afgøre dommen over punkbandet, vurderer lektor.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Sagen kort

  • 21. februar: Fem medlemmer af punkbandet Pussy Riot fremfører en protestsang i Moskvas store katedral iført farverige elefanthuer. Sangteksten beskylder kirken for at være alt for tæt forbundet med regeringen og beder jomfru Maria om at 'fordrive Putin', der nu er landets præsident, men som dengang var i valgkamp op til præsidentvalget
  • 5. marts: To af bandmedlemmerne, 24-årige Maria Alekhina og 22-årige Nadezhda Tolokonnikova, bliver anholdt for religiøs hooliganisme, der kan give op til syv års fængsel. Senere bliver et tredje bandmedlem, 30-årige Yekaterina Samutsevich, også anholdt
  • 22. april: Den russisk ortodokse præst Kirill holder en tale for tusindvis af fremmødte, hvor han beskylder Pussy Riot for at have krænket de religiøse affekter i katedralen med deres protestsang
  • 27. juni: Omkring 100 russiske kulturpersonligheder underskriver en anmodning, der kræver de tre bandmedlemmer frigivet, fordi sagen mod dem "miskrediterer det russiske juridiske system"
  • 20. juli: Retssagen mod de tre bandmedlemmer begynder under stor offentlig bevågenhed. Anklageren kræver tre års fængsel for "optøjer motiveret af religiøst had2. august: Præsident Vladimir Putin siger, at han ikke går ind for en hård straf for de tre kvinder
  • 7. august: Popikonet Madonna siger under en koncert i Moskva, at hun beder for de tre bandmedlemmer. Andre internationale stjerner, der bakker op om Pussy Riot, er Sting, Pet Shop Boys, Björk, Red Hot Chili Peppers og Yoko Ono.

Kilde: AFP, Reuters.

Når de tre kvinder fra protestbandet Pussy Riot i eftermiddag får deres dom i den stærkt omtalte retssag i Rusland, vil straffen afhænge af, hvordan den vil få systemet til at fremstå.

Sagen mod de tre kvinder, hvis forbrydelse er, at de sang anti-Putin slagord i Moskvas Kristi-Frelser Kirke, har vakt stor opmærksomhed både i Rusland og internationalt.

De tre kvinder har opnået status som protestsymboler, og selv retssagen, som er blevet livetransmitteret, ses som et vidnesbyrd om Putins hårde kurs over for politiske modstandere, siden Putin han vendte tilbage til præsidentposten.

Anklageren kræver tre års fængsel
I første omgang risikerede kvinderne op til syv års fængsel, men senest har anklagemyndigheden krævet tre års fængsel.

I sidste ende vil straffen blive afgjort af, hvordan retssystemet under Putin vil pleje sit image, vurderer Rusland-kenderen Karsten Fledelius, der er lektor ved Københavns Universitet.

»På den ene side vil man ikke blive til grin og fremstå svag ved at give en lav straf, men på den anden side vil man ikke risikere at få vendt folkestemningen mod sig med en alt for hård straf«, siger han til Ritzau.

LÆS OGSÅDen Lille Havfrue maskeret i russisk aktivistkamp

De tre kvinder stormede i februar katedralen i Moskva, hvor de fremførte en protestsang mod præsident Putin, som dengang var i valgkamp op til præsidentvalget. Smædesangen kritiserede kirkens støtte til Putin og Co.

Kvinderne er anklaget for 'religiøs hooliganisme'. Står det til det russiske folk, skal straffen ikke være hård. Og stemningen i befolkningen er vendt under retssagen.

Ifølge det uafhængige meningsmålingsbureau Levada Centre mener omkring hver anden russer, at de tre kvinder skal slippe med en bøde eller idømmes samfundstjeneste. Tilbage i marts mente knap halvdelen, at de skulle have mindst to års fængsel.

LÆS OGSÅ Russisk ambassade-ansat hælder Pussy Riot-protestbreve ud på fortovet

Det er i høj grad den store internationale opmærksomhed omkring sagen, der er skyld i ændringen, vurderer Karsten Fledelius.

Men selv om han mener, at Pussy Riot kun er »toppen af isbjerget i en stigende bølge af kritiske holdninger til Putin«, tror han ikke, at sagen for alvor vil kunne true Putins magt.

»Men den kan give ham ubehagelige ridser i lakken - både udadtil og indadtil«, vurderer Fledelius.

Noget tyder på, at Putin skal forberede sig på flere ridser. Ifølge et af de resterende medlemmer af Pussy Riot, der fortsat er på fri fod, fortsætter protestaktionerne uanset hvad fredagens dom lyder på.

»Idéen med Pussy Riot er, at man ikke kan anholde os alle sammen, og at der vil komme flere og flere af os«, siger et anonymt medlem af gruppen til nyhedsbureauet Reuters.

LÆS OGSÅRussisk topchef: Madonna er en »tæve«

ritzau