Annonce
Annonce
Kultur

100 års benægtelse af folkedrab slår revner

En ny udstilling i Istanbul og den offentlige debat tager tyren ved hornene.

Der er opstået sprækker i det bolværk af benægtelse, Tyrkiet i snart 100 år har stillet op over for anklager om, at tyrkere i 1915 begik folkedrab mod Anatoliens armeniere.

En udstilling, der netop er åbnet i Istanbul, og en voksende strøm af kommentatorer, akademikere og ganske almindelige mennesker blander sig nu i debatten og afviser den tyrkiske stats benægtelser og bortforklaringer.

»Vi kan ikke undskylde muslimers voldelige mord på tusinder, titusinder eller hundredtusinder. Vi må ikke se det som undskyldeligt«, skriver kommentatoren Hakan Albayrak i den regeringsvenlige avis Star.

»Det er et skamfuldt kapitel i vores historie, og jeg ville ønske, vi kunne rive det i stykker. Vi kan ikke rive det i stykker, men vi kan måske putte en note under det: ’Børnebørnene til dem, der begik de unævnelige forbrydelser mod armenierne, undskyldte og nægtede at ære deres fortid'«, skriver han.

Imponerende fotoarkiv
I dag er der færre end 70.000 armeniere i Tyrkiet, men frem til folkedrabet boede der op mod to millioner. Ikke bare i Anatolien langs grænsen til Armenien, men også og ikke mindst i Istanbul.

Jeg gik på et venstreorienteret, kritisk universitet, og det var først i de sidste år af min masteruddannelse, jeg blev præsenteret for tekster, der var kritiske over for statens version, og jeg tror ikke, de tekster var brugt på tidligere årgange

Asena Günal

I Tophane-kvarteret ligger stadig en armensk kirke og en skole, og forleden åbnede udstillingshallen Depo for de armenske Dildilian-brødres imponerende fotoarkiv.

Armenierne var de første til at bringe fotografiet til Anatolien i 1800-tallet, og i Merzifon var det de to brødre, der fra 1872 dokumenterede livet og hverdagen blandt muslimer og kristne.

Fotografierne viser det fredelige liv i byen omkring universitetet og det lokale hospital, et samliv på tværs af religioner og eksempler på armeniernes markante præg på landets handel, kultur og uddannelse.

LÆS OGSÅTyrkiet: Syrien står tilsyneladende bag bombeterror

Alt det er blevet fortrængt sammen med benægtelsen af det efterfølgende folkedrab. Flere års forfølgelser kulminerede i april 1915 med starten på en systematisk kampagne for at dræbe eller fordrive armenierne fra Anatolien. Det anslås, at 1,5 millioner armeniere mistede livet.

Den officielle tyrkiske version, som stat og regeringer har holdt fast i frem til i dag, er, at der var krig med mange døde på begge sider, og den tyrkiske fremfærd var et svar på en armensk revolte i byen Van.

Dildilian-brødrene blev skånet, fordi de osmanniske styrker havde brug for deres fotografiske evner, så de med billeder kunne dokumentere deres fremskridt for magthaverne i Istanbul. Bag kameraet og i mørkekammeret blev de vidner til deres eget folks udslettelse.

Forfattere retsforfulgt
At Tyrkiet er nået så langt, at billeder af døde armeniere kan vises offentligt, og at folkene bag både katalog og interview bruger ordet ’folkedrab’, er en lille sensation, for det kunne man ikke for bare ganske nylig.

Det armenske folkedrab

Fakta

I det osmanniske riges sidste år mod 1800-tallets slutning blev armenske samfund i Anatolien angrebet af soldater og civile.

Osmannerne anklagede det armenske mindretal for at lave oprør og frygtede, at provinser med store armenske befolkninger ville løsrive sig for at slutte sig til Armenien.

24. april 1915 satte den daværende regering gang i den udryddelseskampagne, der siden er blevet kendt som et folkedrab.

Tæt på hele den armenske befolkning i Anatolien blev enten slået ihjel, drevet på dødsmarcher mod Syrien eller tvunget til at konvertere til islam.

»Mændene bliver som regel skilt fra konvojen på den første eller anden dag og bliver henrettet. Kvinder, børn, ældre og forældreløse er forsvarsløse. De bliverdrevet dybt ind i Anatolien og mod syriske ørkner omkring Deir ez-Zor. De fleste bliver voldtaget eller kidnappet som stuepiger, plyndret og røvet af bander eller slået ihjel af sult, tørst, kolera eller tyfus og smidt i vejgrøfter og floder«, lyder en beskrivelse i Istanbul-udstillingens ledsagetekster.

Da et af Istanbuls progressive universiteter i 2005 forsøgte at arrangere en konference om folkedrabet for at diskutere den statslige version af begivenhederne, var der vrede protester i gaderne. Den daværende justitsminister sagde om arrangørerne, at »de stikker os i ryggen«, og en domstol forbød senere konferencen.

Efterfølgende blev nobelprismodtageren i litteratur Orhan Pamuk trukket i retten og fysisk angrebet af ultranationalister for et interview til et schweizisk magasin, hvor han talte om folkedrabet. Hans forfatterkollega Elif Safak blev anklaget for et udsagn om folkedrabet, som hun havde lagt i munden på en fiktiv karakter i bogen 'Bastarden fra Istanbul' (er udkommet på dansk).

Debatten nåede et makabert lavpunkt i januar 2007, da en ung ultranationalist skød og dræbte den armensk-tyrkiske redaktør Hrant Dink på åben gade i Istanbul.

Redaktøren var en markant fortaler for, at Tyrkiet og tyrkerne skulle se fortiden i øjnene. Men som en af udstillingens koordinatorer kan tale med om, er benægtelsen så dyb i Tyrkiet, at de færreste aner, at der er en anden version af historien end statens.

LÆS OGSÅBilbomber rammer tyrkisk grænseby nær Syrien

»Jeg gik på et venstreorienteret, kritisk universitet, og det var først i de sidste år af min masteruddannelse, jeg blev præsenteret for tekster, der var kritiske over for statens version, og jeg tror ikke, de tekster var brugt på tidligere årgange«, siger Asena Günal, der tog sin masteruddannelse sidst i 1990’erne.

»Jeg er fra Kappadokien, som er fuld af ikke-muslimer, men jeg hørte intet om folkedrabet fra mine forældre. Senere boede jeg i Ankara, hvor der ikke er nogen ikke-muslimer og der hørte jeg heller ikke om det. Det var først, da jeg kom til Istanbul, hvor der bor ikke-muslimer, jeg blev opmærksom på det«.

Den danske forbindelse

En ting er imidlertid civilsamfundet, noget andet er den tyrkiske stat og en hård kerne af tyrkiske nationalister, der ikke grundlæggende har ændret opfattelse. Hver gang de grusomme beretninger dukker op ude i verden, farer de hårdt frem med deres egen version, som da Det Kongelige Bibliotek i København sidste år arrangerede udstilling om folkedrabet.

Den blev mødt med krav fra den tyrkiske ambassade om også at tilgodese det tyrkiske synspunkt, og det er biblioteket klar til. Det har fået en række af Tyrkiets fremmeste intellektuelle til uden omsvøb at fordømme både statens synspunkt og den danske arrangør.

»Ved at give den tyrkiske regering mulighed for at præsentere en ’alternativ udstilling’ støtter I deres undertrykkende og intimiderende politik (…). Vi må minde jer om, at jeres støtte udgør en forhindring for demokratiseringsbestræbelserne i Tyrkiet i dag«, lyder det med direkte adresse til Det Kongelige Bibliotek.

I et svar på kritikken siger direktør Erland Kolding Nielsen, at tyrkerne skal følge bibliotekets krav til metode og dokumentation og derfor givetvis vil få svært ved at lave en udstilling, der kan godkendes.

LÆS ARTIKELObama har mistet grebet om Mellemøsten

»Fra et kritisk-metodisk synspunkt er det for mig interessant, hvordan i al verden Tyrkiet på et kvalificeret niveau i en dansk debat vil argumentere og forsøge at bevise og støtte deres sag. Derfor har jeg tilbudt den tyrkiske ambassadør i Danmark en plancheudstilling, hvis den er dokumenteret på samme niveau som den armenske«, siger han.

De skarpe vendinger gør det tydeligt, at den tyrkiske regering er ved at blive overhalet indenom af det tyrkiske civilsamfund. Efter de voldelige udfald mod folkedrabsdebattører i midten af 2000-tallet er klimaet i Tyrkiet i dag markant mildnet, så det er meget lettere og helt anderledes ufarligt at tale om folkedrabet.

Om to år er det 100-året for folkedrabet, og ikke mindst i Tyrkiet venter man international proteststorm mod benægtelsen. Imens håber civilsamfundet at lægge så meget pres på regeringen, at den endelig ser fortiden i øjnene og siger undskyld.

»Den virkelige dyd er en dobbeltundskyldning: Først en for tragedien, så en for benægtelsen«, skriver kommentatoren Yavuz Baydar fra den regeringsvenlige Zaman-avisgruppe.

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce