Annonce
Annonce
Annonce
Kultur 14. mar. 2007 KL. 11.38 opdateret 14. mar. 2007 KL. 14.13

DR´s chefer skal læse nyheder op

DR's nyheder på tv udgår som følge af arbejdsnedlæggelserne. Men cheferne holder timenyhederne i radioen kørende.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

DR-sagen kort:

  • DR Byen i Ørestaden skulle oprindeligt have kostet 3 mia. kr. Men efter flere budgetskred er prisen nu oppe på 4,7 mia. kr.
  • I 2004 kom den første overskridelse. Den var på 300 mio. kr og skyldtes især vanskeligheder med koncertsalen. Overskridelsen kostede daværende generaldirektør Christian Nissen jobbet. Senere valgte bestyrelsesformand Jørgen Kleener at forlade posten.
  • Da Kenneth Plummer tiltrådte som generaldirektør i 2005 varslede han strammere økonomistyring. Alligevel kom det frem et år senere, at byggeriet var skredet med yderligere 600 mio. kr. Det fik økonomidirektør Bent Fjord til at tage sin afsked. Senere fyres den ansvarlige for DR-byggeriet, Kjeld Boye Møller, forud for et bestyrelsesmøde, hvor Rigsrevisionen vurderer DR's økonomi.
  • I februar 2007 kommer det frem, at økonomien i hele byggeriet i alt er skredet med 1,7 mia. kr.
  • Tirsdag 13. marts fremlægger DR-ledelsen en spareplan, der indebærer fyringer af 300 medarbejdere og besparelser på 300 mio. kr. årligt fra 2008. Dagen efter nedlægger DR's medarbejdere jobbet i protest.

DR's nyheder bliver stærkt påvirket af journalisternes arbejdsnedlæggelser i dag.

På DR1 og DR2 bliver der slet ikke sendt nogen nyhedsudsendelser i løbet af dagen, mens timenyhederne i radioen, tekst-tv og nyhederne på internettet vil blive opdateret.

Efter at DR's journalister til formiddag besluttede at nedlægge arbejdet i protest mod fyringer og nedskæringer, er det kun cheferne, der er tilbage på redaktionerne. De får dagen igennem travlt med at holde nyhedsmøllen gående.

Uerfaren oplæser
Da Radioavisen blev læst op klokken 11, var det med chefen Jens Holme som oplæser. Han havde et kvarter inden udsendelsens start fået at vide, at de sædvanlige oplæsere og journalister ikke ville møde op.

»En efterkritik kunne godt have påpeget nogle svage punkter i min oplæsning«, siger han.

Sammen med ledelsen fra P3 Nyheder vil Radioavisens chefer dagen igennem sørge for, at nyhederne kommer ud hver time. Og det bliver nok ikke i den sædvanlige kvalitet, erkender Radioavis-chefen.

»Det er klart, at vi vil være meget afhængige af telegrambureauerne«, siger Jens Holme.

Også journalistpraktikanterne kan arbejde under konflikten, men ifølge Radioavisens chef har man forståelse for, at praktikanterne står i en klemt situation mellem deres journalist-kolleger og ledelsen. Derfor vil praktikanterne også få lov til at gå.

Direktør forstår frustration
DR's programdirektør Lars Vesterløkke forstår godt sine medarbejderes frustration.

»Jeg forstår godt folks vrede, og at de er kede af det og stærkt berørte. Men jeg forstår ikke helt, at de reagerer sådan her«, siger han om arbejdsnedlæggelserne.

»Det er lidt diffust, hvad de gerne vil have ud af det«, mener han.

De journalistiske medarbejdere på DR's redaktioner i DR-Byen vender tilbage til deres arbejde ved midnat. På flere af de regionale stationer mødes journalisterne igen torsdag morgen for at vurdere situationen.

Jarlen i stedet for TV-A
DR oplyser, at TV-Avisen klokken 18.30 erstattes af 'A-hA Grand Prix' med Jarl Friis Mikkelsen.

I stedet for nyhedsudsendelsen klokken 21 viser DR1 filmen ’Kærligheden har to sider’.

Også 'Magasinet Penge' og håndboldkampen mellem Aalborg DH og GOG udgår.

På DR2 bliver Deadline klokken 17.00 erstattet af en genudsendelse af ’Jersild & Spin’, mens Deadline klokken 22.30 og ’Den 11. time’ klokken 23.00 bliver afløst af en videnskabsdokumentar om månen.