Annonce
Annonce
Kultur

Sprogforskerne fandt en skat i skoven

I de svenske skove gemmer sig et nordisk sprog, som næsten ingen kender til, men som er en guldgrube for sprogforskerne.

Sådan lyder elvdalsk. Kilde: Københavns Universitet

Elvdalsk er virkelig en gave. Det har så meget at fortælle os om den nordiske sproghistorie

Sprogforsker og lektor i svensk, Yair Sapir

I 2002 rejste sprogforsker og lektor i svensk Yair Sapir til Älvdalen i de midtsvenske skove for at få ro til at skrive sin ph.d. om moderne islandsk orddannelse. Og opdagede noget, der næsten var mere interessant. Nemlig sproget elvdalsk, som han trods sine stærke kundskaber i både islandsk, dansk og svensk ikke forstod et ord af og aldrig før havde hørt om.

»Men min fornemmelse var, at det her var noget helt specielt, som fortjente opmærksomhed«, fortæller Yair Sapir.

Det viste sig, at han havde ret.

Elvdalsk er en blanding af oldnordisk og moderne sproglige træk, som man ikke kender til i resten af Norden. Beskyttet af et bjerg og en masse midtsvensk skov gemmer sig et næsten ukendt nordisk sprog, som kun 2.500 mennesker taler, men som er blevet en skattekiste for nordiske sprogforskere. Elvdalsk har nemlig beholdt sproglige træk, som ikke engang var bevaret i vikingetidens oldnordisk. Og som for længst var forsvundet ud af oldnordisk, da de islandske sagaer blev skrevet ned i 1200-tallet.

»Elvdalsk er virkelig en gave. Det har så meget at fortælle os om den nordiske sproghistorie«, siger Yair Sapir, der har været primus motor i udforskningen af elvdalsk.

Da han havde forsvaret sin ph.d., tog han tilbage til Älvdalen for at lære sproget, som han i dag taler flydende. I 2004 arrangerede han den første konference om elvdalsk og var med til at stifte det elvdalske sprognævn, som i 2005 skabte en elvdalsk retskrivning og et alfabet på 35 bogstaver, der er udstyret med nasale vokaler og det bløde d, man kender fra islandsk.

Sproglig dybfryser

I de senere år er en række andre nordiske sprogforskere også begyndt at interessere sig for elvdalsk, der blandt andet bruges til at studere træk i oldnordisk, som forskerne hidtil har måttet rekonstruere sig frem til.

»Elvdalsk er en guldgrube. Det fungerer nærmest som en sproglig dybfryser, hvor man kan få et indblik i oldnordiske træk, der for længst er forsvundet i de øvrige nordiske sprog. Det har bevaret meget gamle træk, som vi måske ikke engang vidste eksisterede, hvis ikke vi havde elvdalsk«, fortæller sproghistoriker Bjarne Simmelkjær Sandgaard Hansen, som er medarrangør af en international konference om elvdalsk på Københavns Universitet torsdag og fredag i denne uge.

Kall og kelingg

På elvdalsk bruger man stadig det oldnordiske verbum ’yöpa’, som på dansk, svensk og norsk er blevet udskiftet med det plattyske låneord ’råbe’. På elvdalsk har man også holdt fast i det bogstavelig talt oldnordiske ’werda’, mens de skandinaviske rigssprog bruger det plattyske låneord ’blive’. Der er heller ikke noget, der hedder en mand på elvdalsk, sådan én kalder man en ’kall’, mens en kvinde bare hedder en ’kelingg’.

Før sprogforskerne blev opmærksomme på elvdalsk, var det kun en afhandling om islandsk fra 1200-tallet, der beskrev et oldnordisk sprogligt træk, som minder om de nasale vokaler, man har på fransk, hvor ’vin’ kommer til at lyde som ’vang’.

»Men det troede sprogforskningen ikke på. Indtil man kom til Elvdalen og hørte nasale vokaler i hver eneste sætning. Nu må vi konkludere, at de har været almindelige i hele det nordiske sprogområde. Det ville vi ikke have vidst, hvis ikke vi havde haft elvdalsk«, siger Yair Sapir.

Sit eget alfabet

Elvdalsk er komplet uforståeligt for de fleste svenskere. Selv folk fra nabosognene Mora og Orsa, som har været mere udsat for påvirkning fra svensk, må spidse ører for at forstå elvdalsk.

Og rejser elvdalingerne 100 km mod sydvest, hvor man taler vestdalmål, kan de slet ikke forstå hinanden, selv om de tilhører samme dialektgruppe.

»Der ligger et bjerg imellem med en masse skovbevoksning på, så der har ikke været nogen bevægelighed imellem dem. Derfor må de tale svensk sammen, det er helt utroligt«, siger Yair Sapir.

En sprogforsker fra Stockholm har målt afstanden mellem svensk og elvdalsk ordforråd. Og konstateret, at det elvdalske ordforråd ligger lige så langt fra svensk, som det islandske gør.

»Elvdalsk ligger tættest på sine nabodialekter og på oldsvensk. Det har mange træk til fælles med oldislandsk og det har også mange moderne, særegne træk, der adskiller sig fra de øvrige nordiske sprog. Det er derfor, det nærmest er uforståeligt for udenforstående«, siger Yair Sapir.

Hvor de skandinaviske rigssprog og Älvdalens nabodialekter er enige om, at en elg hedder en elg, kalder man eksempelvis sådan én ’brinde’ på elvdalsk.

Vi skal tale elvdalsk

Elvdalsk har i det seneste århundrede været under massivt, svensk pres fra radio og tv, et svensktalende skolesystem og den almindelige stigmatisering af alt andet end rigsmålet.

Men de to dialekter, der ligner elvdalsk mest, orsamål og moramål, ligger mod øst og syd og er blevet påvirket langt mere af rigssvensk, mens elvdalsk har ligget mere afsondret mod den gamle norsk/danske grænse.

Også elvdalsk er blevet fortyndet med svensk, men i 1980’erne opstod der i Älvdalen, hvad Yair Sapir kalder »en renæssance«, hvor foreningen Ulum Dalska – ’vi skal tale elvdalsk’ – tog initiativ til at fremme elvdalsk. Siden er der både blevet udgivet børnebøger og opført musicals på elvdalsk. Og Ulum Dalska uddeler sprogstipendier til elever i 3., 6. og 9. klasse, hvis de kan bestå en prøve i elvdalsk.

»Det har fået en del børn til at blive ved med at bruge deres sprog og andre til at lære det. Flere forældre er begyndt at tale elvdalsk til deres børn – nogle af børnene taler kke andet, når de begynder i børnehaven, og til efteråret åbner en afdeling i den lokale børnehave, hvor det hele foregår på elvdalsk«, fortæller Yair Sapir, der i dag forsker i de yngste elvdalingers sprog på Høgskolan Kristianstad i Skåne.

DEBATDet danske sprog forsvinder

Tidligere har man betragtet elvdalsk som en dialekt. I dag er de fleste sprogforskere enige om, at elvdalsk har alle de træk, der skal til for at være et selvstændigt sprog, både når det gælder bøjning, sætningsopbygning og ordforråd. Ydermere er elvdalsk så specielt, at sprogforskere og elvdalingerne har en fælles interesse i at bevare det. Derfor har sprogforskerne hjulpet elvdalingerne med at prøve at overbevise de svenske myndigheder om, at elvdalsk skal anerkendes som minoritetssprog.

»Det er ikke lykkedes, men folk i Elvdalen er blevet meget bevidste om, at de har noget, der er rigtig, rigtig specielt og som er deres eget«, siger Yair Sapir.

Eksempelvis har galicisk, baskisk og catalansk, der tidligere var dialekter, fået status af mindretalssprog i Spanien.

»Hvis man følger de samme kriterier, så kvalificerer elvdalsk sig som sprog. Hvis færøsk og islandsk ikke havde fået status af sprog, ville de måske være forsvundet – færøsk betragtede man førhen nærmest som en dansk dialekt. Älvdalens ulempe er, at den hverken ligger på en ø eller er en stat, så derfor får sproget ikke de privilegier og den ankerkendelse som eksempelvis færøsk og islandsk«, siger Yair Sapir.

LÆS OGSÅKøbenhavnerne har magten over det danske sprog

Det er ikke bare for sprogforskernes skyld, at folk i Älvdalen skal blive ved med at tale elvdalsk

»Sproget er en abstrakt men vigtig del af vores kulturarv. Ellers kunne vi jo lige så godt erstatte dansk med engelsk, det er jo meget mere praktisk«, siger Yair Sapir.

Sig det med træ

Det er ikke kun fortidens gloser, elvdalingerne har bevaret. I Älvdalen har man også brugt runer helt frem til begyndelsen af det 20. århundrede – altså 600 år længere end i resten af Sverige. Dog ikke i sten men i træ. På bænke og runestave har folk i Älvdalen skrevet beskeder til hinanden med runer indtil for 100 år siden.

Torsdag og fredag i denne uge er der international konference om elvdalsk på Københavns Universitet. Den kan man læse mere om her.

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce