Annonce
Annonce
Kultur

En digter griber til våben

Yahya Hassan vil stikke øjnene ud på dem, der prøver at komme ham til livs. Hvad enten det er myndigheder eller muslimske bander. Han siger, det er en kamp for ytringsfrihed, men forsikrer, at han kun vil dræbe i nødværge. Er det kunst? Eller er det for alvor?

Digteren Yahya Hassan har de seneste uger ført en spektakulær kampagne på Facebook. Han optræder bevæbnet med knive og bue og pil. Han filmer sig selv, mens han erklærer bander og bandemedlemmer krig. Og han viser billeder, der skal dokumentere, at han har været udsat for overgreb og politivold.

Han har næsten 100.000 følgere på Facebook. Spørgsmålet er, om han er ved at promovere sin næste bog foran et enormt publikum. Eller om han virkelig er gået i krig?

Jeg er en forretningsmand, og jeg er en poet, og jeg er maler og musiker, og jeg er lømmel, og jeg er svindler, og jeg er det hele

Jeg har inviteret Yahya Hassan ind på avisen for at få en forklaring. Og han ankommer iklædt en sort dragt med tætsluttende hætte. Han ligner en Ninja-kriger eller en kommandosoldat, som lige har firet sig ned fra en helikopter.

Det er, som om du for tiden filmer og lægger alt ud på Facebook, hvorfor gør du det?

»For at vise, at det, jeg gør, ikke er over stregen. At det er selvforsvar, at det er nødværge. Fordi ellers tror folk bare, jeg er en eller anden voldspsykopat. Jeg viser, at jeg vitterlig bliver jagtet hver evig eneste dag af alle mulige idioter. Og nu er vi nået til et punkt, hvor vi viser dem, hvem der bestemmer. Hvis de kommer og trækker knive, så trækker vi sabler!«.

Hvem er ’vi’?

»Det er mig og mine. Og længere er den ikke«.

For mig ser det ud, som om du optrapper konflikten med alt det, du poster på Facebook?

»Jeg optrapper ikke. Alle de ting, du ser på Facebook, har været modsvar til de folk, der ringer og truer min familie, som truer mig personligt ... Og hvem er det, der bliver provokeret? Er det ikke slyngler, der bliver provokeret? Er det ikke voldsforbrydere, der bliver provokeret?«.

Jeg mener bare, at hvis du er ude på at beskytte dig selv, så ...

»Jamen, jeg vil ikke beskytte mig selv. Jeg vil ud og myrde de her folk! Forstår du, hvad jeg mener?«.

Så du er gået i krig?

»Jeg er gået i krig! Dem, der kommer nu, de tror, de er store, og tror, de er seje og tror, de kan gå rundt og afpresse folk og true folk og slå folk uden grund, dem kommer jeg til at dræbe, lige så snart de prøver på noget. Og jeg véd, jeg har retten på min side. Fordi jeg véd, jeg ikke vil skade nogen mennesker uden grund. Jeg ved, det kun vil være i lovligt nødværge, og det er jeg parat til at føre beviser for i retten sammen med mine advokater ...«.

Det virker, som om du nærmest efterlyser sådan en situation, hvor du ...?

»Har jeg ikke ret til at forsvare mig selv, hvis der kommer nogen og trækker knive på mig? Jo, det har jeg!«.

Kongerigets sikkerhed

Først foreslår Yahya Hassan, at vi bruger et kvarter på at høre en samtale, han dagen inden har optaget på sin smartphone hos Politiets Efterretningstjeneste. Han siger, han hasteindkaldte PET til et møde om regeringens og kongerigets sikkerhed.

»Det er ikke, fordi der er så meget at snakke om. I kender jo situationen«, siger Yahya Hassan på optagelsen – til nogle PET-folk, må man gå ud fra. »Som jeg ser det, er der tre muligheder ...«.

Den første mulighed er, at PET tager en snak med Østjyllands Politi og får betjentene ovre i Aarhus til at behandle ham på lige fod med alle andre borgere.

»De småforseelser, jeg laver, er ikke nok til, at jeg skal ned i hullet i tide og utide. Og at jeg skal bankes og have peber og knippelslag og alt muligt ... Det er ikke fair«.

»Det kan da godt være, jeg kører lidt uden kørekort, og at jeg tjalder den, men mere er der ikke ...«.

Anden mulighed er, at PET igen udstyrer ham med de livvagter, som Yahya Hassan for snart et år siden frabad sig. Denne gang skal det bare være på hans præmisser, understreger han.

Og så er der den tredje mulighed. Det er den mulighed, der sådan set allerede er virkelighed, og som forklarer Yahya Hassans kampklare påklædning. Det er hårdt mod hårdt.

»Jeg er forberedt på det hele, og det bliver ikke sjovt for nogen. Jeg bliver forfulgt af bander og myndigheder. Og jeg er ligeglad. Hvis nogen kommer for at kidnappe mig, ligesom Østjyllands Politi har gjort over 10 gange, så er der ikke nogen kære mor ...«.

»Når folk kommer for at brænde min families bolig ned og sætter hele opgangen i fare, og når jeg bliver forsøgt stukket ned med to dages mellemrum, så er situationen tilspidset«.

Endnu en dag

Opslået af Yahya Hassan på 23. februar 2016

PET-folkene siger ikke ret meget. De vil ikke blande sig i de østjyske kollegers arbejde. De beklager, at de ikke har mandat til igen at udstyre ham med livvagter. Og så kommer de ellers mest med bemærkninger i stil med: »Vi hører, hvad du siger ...« og »budskabet er modtaget«.

»Hvis folk kommer for at dræbe mig, så bliver jeg nødt til at reagere på det«, sammenfatter Yahya Hassan.

Mødet slutter uden nogen konklusion. »Ja okay, det var godt at se dig ...«, siger en af PET-folkene. »Og held og lykke med skriveriet«.

Politiet er en plage

Vi er tilbage på avisen. Yahya Hassan bekræfter, at situationen er spidset til, siden han for et par uger siden blev ekskluderet fra Nationalpartiet, fordi partiformand Kashif Ahmad mente, der var for meget »tumult« omkring digteren.

Hvis du er så truet, hvorfor har du så frabedt dig PET-beskyttelse?

»Fordi politiet begyndte at blive en belastning for mig. Socialt. Alt skulle være planlagt. Jeg skulle ringe en time før og orientere om, hvornår jeg var færdig. Og hvordan ved man, hvornår man er færdig med at drikke te med sin bedstefar? Hvordan ved man lige præcis, hvornår man er færdig med at bolle? Og så videre ...«.

»De begyndte at holde øje med mig og gå meget, meget tæt på mig hele tiden og ville slet ikke give mig noget privatliv ... Derfor frasagde jeg mig livvagterne«.

Nu lever du så til gengæld under konstant trussel?

»Ja, men jeg er en fri mand. Jeg kan gøre, hvad der passer mig ... Og hvis der kommer nogen, så får de!«.

»Jeg er nødt til at tage kampen op med de korrupte politier, som jagter mig og slår mig og anholder mig og frihedsberøver mig«, taler Yahya Hassan videre. »Og med bandemedlemmer og slyngler og lømler, som bliver ved med at prøve at overfalde mig og dræbe mig og trækker knive på mig og alle mulige våben og ting og sager. Fra nu af, hvis folk kommer og trækker våben på mig, så bliver de dræbt! Forstår du? Så bliver de dræbt!«.

Det, jeg ikke forstår ...

»Jeg har noget på mig, som kan vise dig mine skader ...«.

Han finder en lægeerklæring frem, som blev udstedt i forbindelse med en anholdelse 10. februar. Lægen bekræfter, at Yahya Hassan har skader, der »stemmer overens« med at være blevet banket med knipler og sprøjtet med peberspray.

»Jeg har også flere optagelser af politiet ... Har du set den der, hvor jeg stikker af fra dem i bilen? ... Og se her, jeg har også en optagelse fra den anden dag, hvor de dukker op på en rasteplads klokken fire om morgenen. Ved Slagelse. Hvordan kan de finde mig klokken fire om morgenen på en rasteplads i Slagelse?«.

De standser ham, fordi han »udviser mistænkelig adfærd«, oplyser betjentene. De beder om at se Yahya Hassans kørekort. Han roder i sine papirer efter det. Længe. Politifolkene ved godt, han ikke har noget kørekort, for det kan de se på skærmen. Det er inddraget »administrativt«.

Hvad ender den episode med?

»Det ender med, at de anholder mig og tager mig med ned i hullet. Og så henter de en vagtlæge, der prøver at erklære mig psykisk syg. Så erklærede jeg hende psykisk syg. Og så blev jeg løsladt«.

Det gælder ytringsfriheden

Når det ikke er politiet, der er efter ham, så er det den bande, der hedder Black Army, beretter Yahya Hassan. Han er sikker på, det var en Black Army-fyr der i sidste uge forsøgte at stikke ham ned på gågaden i Aarhus Og at det var Black Army, der to dage senere stak ild til den opgang, hans mor og søster bor i.

Han prøver at finde en videostump mere. Måske fra brandnatten. Han bliver ved med at tale om, hvor velforberedt han er.

»Jeg er pakket med både det ene og det andet, og jeg er klar til det værste. Og hvis folk gerne vil have et lynkursus i døden, så skal jeg gerne give dem det ...«.

Hvad er du pakket med?

»Det hele! Jeg har det bedste i sikkerhedsudstyr, og jeg har de bedste mordvåben. Længere er den ikke«.

Og skudsikker vest?

»Det hele«.

Det lyder som en høj pris at betale for at være en fri mand?

»Sådan er det. Det er sådan her, man kæmper for ytringsfriheden i praksis. Det er ikke, som Pia Kjærsgaard gør, og som Søren Espersen gør, og som de der grise og de der svin gør. Hvis man gerne vil have sin ytringsfrihed i praksis, så skal man være villig til at tage kampen op med spøgelser og bandemedlemmer og røvhuller på gaden, som kommer for at myrde og forulempe én på grund af lovlige, demokratiske aktiviteter og helt lovlige poetiske ytringer. Jeg tager kampen op. Der er ikke nogen af jer, der har nosser nok til at skrive en digtsamling. Det er derfor, det er mig, der skriver en digtsamling. Det er derfor, det er mig, der tjener penge. Det er derfor, det er mig, der holder tingene kørende. Det er derfor, det er mig, der er vigtig her i samfundet. Vigtigere end så mange andre skæve eksistenser«.

Og hvad så med digtene?

Hvor langt er du med din næste digtsamling?

»Jeg har et manus på over 50 sider nu ... Men lige nu kan jeg ikke skrive. Jeg går og patruljerer og holder vagt og banker folk, der prøver at banke mig«.

Så det her handler ikke om at samle stof til bogen?

»Nej, nej, og nu skal jeg fortælle dig hvorfor, og hvis du skriver det her ned, så er der aldrig nogensinde nogen, der vil stille det spørgsmål igen. Altså, det er jo ikke mig, der laver mit liv efter bogen. Det er jo bogen, der bliver lavet efter mit liv«.

Okay ... Hvad siger du så i øvrigt, når psykologer og andre råder dig til at passe bedre på dig selv? Siger, at du bare har brug for en krammer?

»Det fylder mig med foragt, og det fylder mig med aversion, for de prøver bare at umyndiggøre mig, og de prøver at lave et karaktermord, og de prøver at få mig til at se ud, som om jeg bare er ude af balance. Jeg ved da udmærket godt, hvad jeg laver, mand! I kan da ikke klare jer både inde på de bonede gulve og ude på gaden. I er sgu da bare nogle tilforladelige svæklinge, ikke. Og det er fint nok at være, men så skal man ikke komme og spille smart over for et trestjernet mandfolk ... I vil alle sammen nasse på min fame, fordi I ved, jeg er den eneste, der laver en million views på to uger, når jeg lægger en video ud ... Jeg er en forretningsmand, og jeg er en poet, og jeg er maler og musiker, og jeg er lømmel, og jeg er svindler, og jeg er det hele«.

Men det kan da ikke være pisseskægt at skulle gå rundt og være nødt til at beskytte sig på den måde?

»Jeg tager kampen op på de præmisser, der nu engang foreligger, og så må vi se, hvad de kan i praksis. Når det kommer til stykket, så prikker jeg øjnene ud på folk og bider deres ører af. Og hvis de ikke er hurtige nok, så ryger næsen også«.

Yahya Hassan digter om Østjyllands Politi

Kilde: politiken.tv / Kjeld Hybel

Må jeg lige spørge om en sidste ting ... Du har jo begået noget kriminalitet?

»Nej, jeg er ikke dømt for noget. Politiet sigter mig for alt i øst og vest ...«.

Yahya Hassan folder lægeerklæringen sammen og lyner jakken op. Vi er vist ved at være færdige.

»... Jeg har ikke engang styr på, hvad jeg er sigtet for mere. Så jeg er sådan set ligeglad med, hvad de bøsserøve har at sige ... Vil du høre mit nye digt? Jeg har sådan set skrevet om det. Det er et af digtene fra min nye bog ...«.

»ØSTJYLLANDS POLITI«, begynder han.

»DE GAMLE SIRENER HYLER BAG MIG, JEG SYNKER MIN UTRYGHED OG HOLDER IND TIL SIDEN. VOLDELIGE HOMOER MED TJENESTEVÅBEN IFØRT FOR KORTE VESTE OG FOR LANGE ÆRMER ANTASTER MIG. SØNNER AF LUDERE OG LOMMETYVE BAGBINDER MIG MED HÅNDJERN OG PAKKER MIG NED I BILEN MED KNÆ OG ALBUER OG KNIPLER...«.

Østjyllands Politi ønsker ikke at kommentere Yahya Hassans anklager.

For abonnenter
Redaktionen anbefaler

Da Yahya Hassan blev digter

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce