I internettets kroge florerer en utrolig konspirationsteori. Den handler om overvågning og bruger alle tricks i bogen.

Med en vanlig mistro og hvad-nu-hvis-logik trækker teorien fine tråde mellem Facebook, internettets opfindere og Pentagon, inden teorien uden at skamme sig hævder, at CIA har skabt Facebook for at lokke folk til at registrere personlige oplysninger helt frivilligt. Så kan onde mænd og kvinder i Pentagon samle alt i en enorm database, der får mængden af informationer i de gamle Stasi-arkiver til at ligne en fodnote.

Vi satte os for at optrevle teorien. Den lød lidt for fantastisk, og vi var overbeviste om, at vi kunne udstille den som en gal mands værk.

Våd Big Brother-drøm
Men vi blev grebet af historien om skoleeleven, der sagde nej tak til en milliard dollar, om den kriminelle admiral, der styrede USA’s mest gennemgribende overvågningsprogram og tanken om, at verdens borgere ganske frivilligt er ved at opfylde Pentagons vådeste Big Brother-drøm.

For en god ordens skyld skal det nævnes, at alle personer og hændelser i denne artikel er virkelige. Tro det eller lad være.

En milliard, nej tak
Som et sandt nørd-eventyr begynder historien om Facebook i et kollegieværelse på Harvard, USA. Her udviklede 19-årige Mark Zuckerberg sammen med sine to værelseskammerater i 2004 en hjemmeside, der gav elever mulighed for at socialisere på nettet og holde kontakten, når skoletiden var forbi. I dag kendt som Facebook.

Unge Zuckerberg fik succes. Sidste år afslog han at sælge sit koncept for en milliard dollar. Knægten spillede højt spil, men i dag vurderes hjemmesiden til at være 15 milliarder dollar værd, og Zuckerberg er for længst udråbt til at være branchens nye Bill Gates.

Og mistanken om, at Facebook arbejder sammen med CIA har da heller ikke noget med Zuckerbergs person at gøre. Det værste, han tilsyneladende har præsteret, er at få en påtale fra skolebestyrelsen, da han hackede sig ind i skolens computer for at lave et katalog over lækre piger, året før han opfandt Facebook.

Mistænkelig investering
Konspirationsteorien er opstået, fordi investeringsfirmaet Accel Partners i 2004 skød 13 millioner dollar ind i Facebook, på et tidspunkt hvor succesen var meget langt fra at være i hus.

Men Accel Partners har åbenbart kunnet se mulighederne i, at de unge studerende ganske frivilligt og med stor iver registrerede alle tænkelige oplysninger om sig selv ét centralt sted.

Og ser man nærmere på mændene bag Accel Partners tager konspirationsteorien form.

Personlige relationer
Hold tungen lige i munden, for nu kommer der en del navne, der skal holdes styr på:

Accels investeringschef Jim Breyer er ansvarlig for investeringen i Facebook. Han er tidligere bestyrelsesformand for brancheforeningen for kapitalfonde, National Venture Capital Association (NVCA), hvor han sad sammen med Gilman Louie, der er chef for det CIA-finansierede firma In-Q-Tel, der siden 1999 helt officielt har investeret i mere end 100 mindre it-virksomheder med det erklærede mål at udruste CIA med de bedste informationsteknologiske værktøjer, der findes – altså søgemaskiner, registerprogrammer etc.

Der er altså umiddelbart ingen penge direkte imellem CIA og Facebook, kun disse personlige relationer, og det er næppe bevis nok for, at efterretningstjenesten har fingrene nede i en af verdens største datakrukker.

Men følger man Jim Breyer ad konspirationsteoriens andet spor, er der mere kød på. Tråden fører direkte fra Facebook og hele vejen op til det amerikanske forsvarsministerium.

Hvert menneskes livshistorie
Jim Breyer, manden fra Accel, der skød den første store sum penge i Facebook, sidder også i bestyrelsen for det legendariske BBN Technologies, kendt som firmaet, der har opfundet det, vi i dag kender som internettet. Det var i sin tid BBN, der blev sat til at undersøge de forsvundne 18 minutter af præsident Nixons private båndoptagelser i Watergate-skandalen samt at analysere lydoptagelser fra attentatet på John F. Kennedy i 1963.

Her i firmaet BBN sidder investor Jim Breyer i bestyrelsen med endnu en central figur: videnskabsmanden, dr. Anita Jones, der er særlig rådgiver for det amerikanske forsvarsministerium samt medlem af bestyrelsen for det tidligere nævnte CIA-selskab In-Q-Tel.

Men mere væsentligt er, at dr. Anita Jones er tidligere chef for den militære enhed DARPA (Defense Advanced Research Project Agency), der har som erklæret formål »at undgå teknologiske overraskelser, der kan skade nationen«, som det skete i 1958, da russerne udviste teknologisk overlegenhed ved opsendelsen af Sputnik.

Samme militære enhed har bl.a. opfundet navigationssystemet GPS, som vi i dag bruger i vores biler og telefoner.

Interesse i Facebooks oplysninger
Selv om konspirationsteoretikerne på dette tidspunkt i fortællingen ser skæg og blå briller overalt, så beviser forbindelserne mellem Accel Partners, den militære enhed DARPA og CIA’s firma In-Q-Tel ikke, at Facebook arbejder sammen med regeringen.

Til gengæld er der ingen tvivl om, at militærenheden DARPA er interesseret i den slags oplysninger, som Facebook ligger inde med. Før Facebook blev opfundet, ledte DARPA nemlig selv efter dem.

Mystisk admiral
Knap havde støvet lagt sig efter angrebet på World Trade Center 11. september 2001, før den amerikanske regering og DARPA gav sig til at arbejde på skitserne til et omfattende overvågningsprogram.

De 19 terrorister bag angrebet 11. september havde ganske ubemærket taget ophold i USA, og den form for naiv gæstfrihed havde vist sig farlig. Aldrig mere måtte det hedde sig, at efterretningstjenesten havde sovet i timen.

Derfor etablerede forsvarsministeriet et såkaldt early warning system med den formulerede mission at kunne »kortlægge ethvert individs livshistorie«.

Med informationer fra teleselskaber, flyselskaber, skattemyndigheder, banker, biblioteker, biludlejning, lægejournaler, uddannelsespapirer og lignende ville myndighederne vide:

Terror skabte behov for ny information
Hvem kender hvem, hvorfra og hvorfor? Tror de på Gud, kender de nogle muslimer, er de politisk aktive, hvilken musik hører de, hvilke bøger læser de, hvor mødes de, hvilke vaner har de?

I terrorbekæmpelsens hellige navn efterspurgte DARPA altså en række informationer, som millioner af mennesker i dag frivilligt registrerer på Facebook – den digitale poesibog.

Umiddelbart har myndighederne ikke adgang til private netværk som f.eks. Facebook, så på den måde er der ingen ko på isen.

Det skulle da lige være, hvis man ansatte en forbryder med speciale i it til at lede dette nye officielle overvågningsprogram Total Information Awareness. (TIA)

Og det gjorde man så ...

John M. Poindexter. En højtdekoreret viceadmiral, tiltalt og dømt som bagmand i den største udenrigspolitiske skandale i 1980’erne, Iran-Contra-affæren. En sag, der viste, at Poindexter går egne veje og får gjort arbejdet færdigt uanset folkestemning, officiel politik eller demokratiske spilleregler.

Poindexters forbrydelse
I maj 1984 blev Facebook-stifter Mark Zuckerberg født i New York. Samme måned vandt svenske Herreys det internationale Melodi Grand Prix med sangen ’Diggi-loo diggi-ley’, og i Det Hvide Hus var den første spæde udgave af internettet, ARPANET, fuldt funktionelt under præsident Ronald Reagan.

Det var også i maj 1984, at terrorister med tilknytning til Iran begyndte at tage amerikanske gidsler.

Gidseltagningen fik John Poindexter, der dengang var en af Reagans nærmeste sikkerhedsrådgivere, til at sende adskillige e-mail til kollegaen Oliver North, der var sikkerhedsrådgiver for vicepræsident George Bush senior, og sammen planlagde og udførte de to sikkerhedsrådgivere den såkaldte Iran-Contra-skandale. Kort fortalt gik sagen ud på at bytte missiler for gidsler.

Samtidig tjente de to lidt ekstra på missilerne, og pengene brugte de på at sende våben til Nicaragua, hvor guerillagruppen Contra havde brug for hjælp til at bekæmpe kommunister. Begge dele var stik imod amerikansk og international lovgivning, men ikke helt upraktisk i en politisk fastlåst situation.

Hele manøvren syntes så langt ude, at man dengang slog det hen som en konspirationsteori. Indtil det iranske præstestyre bekræftede historien og hovederne begyndte at rulle.

Præsidenten benægtede kendskab
Ronald Reagan nægtede ethvert kendskab, og Poindexter tog skraldet:

»Jeg tog helt bevidst den beslutning ikke at fortælle præsidenten noget, så jeg kunne isolere ham fra beslutningen og give ham muligheden for at benægte, hvis det nogensinde skulle komme frem«.

John M. Poindexter blev dømt for konspiration, for at forhindre rettens arbejde, for at lyve under ed, for at vildlede regeringen samt at ændre og ødelægge bevismateriale. Fire år senere måtte myndighederne dog officielt frikende Poindexter, da han havde tilstået sine synder under immunitet og teknisk set ikke kunne straffes for det.

Poindexter tilbage i folden
13. februar 2002 kaldte den nuværende præsident George W. Bush selv samme Poindexter tilbage i tjeneste.

Ingen af betydning spurgte, hvorfor Bushregeringen af alle mennesker valgte kontroversielle Poindexter til at overvåge verdens befolkning, for både befolkningen og medierne var i disse dage fuldstændig på hælene pga. nye konkrete trusler mod USA.

Det var tirsdag 12. februar 2002, og man frygtede, at tolv mænd fra Yemen ville sprænge sig selv og nogle tankbiler i luften. FBI havde sat nationen i højeste alarmberedskab, men de slap med skrækken. Midt i al forvirringen kunne Poindexter sætte sig i chefstolen.

For ekstremt
Først året efter, i 2003, begyndte det politiske USA at diskutere Poindexters overvågningsprogram Total Information Awareness (TIA).

Et enstemmigt Senat smækkede pengekassen i, da Pentagon ikke kunne godtgøre, at deres metoder ikke forbrød sig mod amerikanske statsborgeres privatliv.

Flere af de demokratiske senatorer, der stod bag forslaget om at lukke overvågningen, hævder, at Poindexters projekter fortsætter i andre afdelinger af amerikansk efterretningsvirksomhed, hvor budgetterne ikke er offentlige.

Avisen Washington Post afslørede i december 2006, at det amerikanske justitsministerium har et arkiv med mere end en million sagsmapper på folk, som havde udvist mistænkelig adfærd. Ifølge planen skulle arkivet tredobles inden 2010, men det er nu i høj grad til diskussion.

Privatsfæren i høj kurs
Så jo, USA hungrer efter informationer. Og ja, Facebooks 50 mio. brugere deler gerne ud af privatsfæren.

Ringen mellem Facebook og CIA sluttedes, da ugemagasinet National Journal i februar 2006 trykte en artikel baseret på dokumenter, der påviste, at private firmaer, der før udviklede teknologi til overvågningsprogrammet TIA, havde tegnet store kontrakter med efterretningstjenesten National Security Agency (NSA), omtrent på samme tid som Senatet lukkede TIA.

Det gælder bl.a. firmaet SAIC Corp., hvis underleverandør Dust Networks er delvis finansieret af CIA-firmaet In-Q-Tel, hvis direktør, Gilman Louie, som tidligere nævnt har siddet i bestyrelse med Jim Breyer – manden, der skød penge i Facebook.

Puslespillets brikker
Så er det rigtigt, når konspirationsteoretikerne udruller historien om, at CIA er involveret i Facebook?

Vi fandt ingen konkrete beviser, der linker hverken CIA eller Poindexter til Facebook. Umiddelbart er teorien kun et spind af påfaldende tilfældigheder, en masse magtfulde mænd, nogle skræmmende perspektiver og fanden på væggen.

Sådan er det som regel med konspirationsteorier.

Men sådan sagde man også om Watergate og Iran-Contra-affæren, indtil de blev bevist.

Overflødig teori
Så hvad skal man tro?

Tja, det pudsige ved denne artikels konspirationsteori er, at den dybest set er overflødig. Altså teorien – ikke artiklen.

Lad os lige forklare:

Hvis vi antager, at CIA rent faktisk står bag Facebook, så vil de amerikanske myndigheder i givet fald være indehavere af et register med enorme mængder personfølsomme oplysninger fra mere end 50 mio. mennesker – et tal, der stiger med ca. 100.000 om ugen. Og fakta er, at de amerikanske myndigheder meget gerne vil have personlige oplysninger om alle verdensborgere. Det var det officielle mål med Total Information Awareness.

Hvis CIA ikke står bag Facebook, er resultatet faktisk det samme.

Huller i bolværket
For det eneste, der forhindrer myndighederne i at snuppe oplysninger på Facebook, er såkaldte firewalls, en digital mur, der skal holde ubudne gæster væk.

Men flere gange har der været huller i bolværket, og i 2005 lykkedes det sågar to MIT-studerende at skaffe sig ubegrænset adgang til Facebooks computere og brugernes private oplysninger. Det har de offentliggjort en 76-siders rapport om.

Så mon ikke CIA også er i stand til bryde igennem firewall’en.

Ellers kan de jo ringe til John M. Poindexter. Han er stadig beskæftiget med dataovervågning og sidder i dag i bestyrelsen for BrightPlanet, et firma, der reklamerer med at kunne »finde, høste, sortere og analysere data på begge sider af firewalls«.

Vores spor i cyberspace
Derfor er det lige meget, om CIA går i seng med Facebook eller ej.

Alt, hvad vi siger og gør i cyberspace, sætter evige spor, og de, der vil have fingrene i informationer om os, skal nok få det.

Som Poindexters firmaslogan siger:

»It’s all out there«.

Men vi er stadig selv herre over, hvor meget vi fodrer dyret.