Hvem er den eneste store danske skuespiller, som ikke har medvirket i ’Matador’? Vel at mærke en, som burde medvirke?

Svaret er naturligvis Henning Moritzen.

Det skal siges, at han samtidig var med i tv-serien ’En by i provinsen’, som efter sigende gav bedre honorarer. Men alligevel!

Det er vel også den eneste reelle mangel, man kan komme i tanker om, når man siger Henning Moritzen, 80 år.

»Megen medgang at slås med«
Så gammel? Det skulle man ikke tro. De store samtidige i teaterkunsten er afgået ved døden – Mogens Wieth og Erik Mørk først og fremmest, og omkring sig har han i dag kun Jørgen Reenberg, som aldrig har bejlet til det samme repertoire.

Aladdinmyten har klæbet til Henning Moritzens hoved hele livet. »Dyppet i ynde«, har Ghita Nørby sagt. »Megen medgang at slås med«, er et andet kendt dictum om skuespilleren.

For mere end tredive år siden holdt Politikens teateranmelder Harald Engberg tale for Moritzen: »Det er ikke nødvendigt, som H.C. Andersen mente, at gå så gruelig meget igennem for at blive berømt. Man kan også hedde Henning Moritzen«.

Katolsk barndom
Det samme mente forældrene. Engang da familien havde haft en religiøs, ’stille stund’ om morgenen – dvs. de lå under sengene og bad – sagde Henning Moritzen efter seancen: »Jeg prøvede også at folde tæerne«. Reaktionen var: »Oh, det søde barn«.

Her kan den første distance, nogen vil endda sige kynisme, have sneget sig ind i barnesindet. Da forældrene var blevet skilt, flyttede Moritzen ind i klostret på Bernstorffsvej og kørte på cykel byen rundt, fra Jagtvej – et andet kloster, hvor madpakken lå – til Bernstorffsvej til Ordrup Skole og tilbage igen, som troende katolik. Siden fik han det svært med den uforbeholdne tro.

Optaget på elevskole som 18-årig
Først var han et sted, hvor hans ældre bror var ansat, Varedirektoratet. Så debuterede han som jazzpianist, uden egentlig at kende noderne. Så gik han til prøve efter at have læst hos den navnkundige Blanche Funch, men blev afvist af Thorvald Larsen på Folketeatret: kun 17 år gammel.

Det følgende år prøvede han igen. »Nå, og hvor gammel er De så i år?«. Moritzen svarede »nitten« og blev optaget.

Man lærer meget på en elevskole, men man lærer kun at blive skuespiller på en scene. Og det føles, som om Henning Moritzen har stået på en scene hele livet, hver dag.

Nogle af os husker især forestillingen ’Te og sympati’ på Folketeatret, hvor han for første gang slog igennem som dansk teaters unge mand, ham, som teaterpublikummet altid har i hjertet – i hvert fald kvinderne. Hvad gør man for at blive ham?

Medfødt lethed
I Henning Moritzens tilfælde måske ikke så meget. Hans musikalitet og lethed er medfødt, hans udseende ligeså, så nydelig som en blond student, men også sikker på sin sag. Allerede som helt ung lærte han at løfte sin rolle op i en sfære af ironi, som lagde en sikker afstand til det fersk elegante.

Et gøglergen, en spontan lyst ved fantasien, en munter given sig hen, har altid gjort elegancen menneskelig og balanceret. Fra 1955 og 20 år frem var han Det Kongelige Teaters uovertrufne lykkebarn, i gang med klassiske lystspil, som rent ud sagt aldrig siden har nået lignende fremstillinger. ’Genboerne’, ’Elverhøj’, ’Flagermusen’, og hans elskede Holberg, som ikke mindst omfatter Henrik-rollerne.

Med Karin Nellemose spillede han i 1962 ’Den vægelsindede’ med en helt original og ganske velfornøjet terapeutisk Henrik, som fører journal over sin vægelsindede frue. I ’Maskerade’ er han nået hele turen igennem – Leander først, så Henrik, så hr. Leonard, og til sidst den gamle Jeronimus. Han kan formentlig stykket udenad.

Senere – i 1964 – kom hans ’Erasmus Montanus’, som blev til et rørende ungt menneske, fortabt i sin philosofie. Mere varm – og mere naiv og ung og arm! – end højrøvet akademicus. Moritzen gav ham sin sympati – den lidt skødesløse intelligente generøsitet, kombineret med tolerance, han har meget let ved at beherske – og udtrykke.

Baggårdskat og entertainer
Samt det slyngelagtige! I 1962 opnåede Det Kongelige Teater for første gang kontakt med et helt nyt publikum med Ernst Bruun Olsens og Finn Saverys musical ’Teenagerlove’.

Popmusikken blev tidens hotteste kulturdilemma, og satiren løb på ruller med Finn Saverys musik, som lige akkurat skulle være antipop, og dog fed musik. Moritzen viste sin personality, skrev Harald Engberg i Politikens anmeldelse, han blev entertaineren og baggårdskatten, som kunne udlevere og forsvare Billy på én gang. Billy blev altings prostitution – men han blev også et menneske.

Moritzens energi og rige evner har sat ham i forbindelse med svensk publikum – og Ingmar Bergman, som han formåede at hente til København til iscenesættelsen af ’Misantropen’. Han blev Alceste (den rolle ville Ebbe Rode så gerne have haft!), og ellers gik tiden med at anvise Ingmar Bergman forskellige hotelsenge ... det endte med Angleterre. Siden kom han til at instruere i Sverige. Den sidste afgørende store hovedrolle havde han som Niels Bohr i Michael Frayns ’Copenhagen’ på Betty Nansen. Alene at lære forholdsvis komplicerede ord om kernefysik? Her har Moritzen ingen medlidenhed med forkomne skuespillere – fordi tekst og mening er og bliver skuespillets salt og mening. Lær det så!

Samtlige danske film
For tiden virker det – i hvert fald når man ser DK4 – som om Henning Moritzen har medvirket i samtlige danske film, lige fra Poeten i ’Poeten og Lillemor’, over ’Forelsket i København’ med svenske Siw Malmkvist, over den første danske farvefilm ’Kispus’ (student igen!), over ’Harry og Kammertjeneren’, til ’Dansen med Regitze’ og ikke mindst ’Her i nærheden’ (2000), en fin film lavet af Kaspar Rostrup, med en meget usædvanlig og yndefuld taberrolle til Henning Moritzen.

Og samtidig med alle filmene var der ’Karlsens kvarter’ i radioen – 12 år i samspil med Moritzens elskede hustru gennem 40 år, Lise Ringheim.

Hotelpatriark hos Vesterberg
Og mens man måske var parat til at se Moritzen lukke ned og slukke, kom hans seneste fremragende hovedrolle i filmudspillene: hotelpatriarken i Thomas Vinterbergs ’Festen’ (1998).

Den rolle havde Henning Moritzen svært ved at påtage sig, men okay, har han sagt, jeg er jo skuespiller. Han lånte noget uhyggeligt et sted indefra, han leverede en isnende, sleben, kuldslået præstation, hans venlige charme blev snerrende, han fremstillede en psykopat, og han blev en hverdagspsykopat.

Rollen er fremragende (også fint udført af andre skuespillere, f.eks. Jesper Langberg), men historisk – er den hans.

Vi har jo alle indtrykket af, at det, som ser forbløffende let ud, også må være let at udføre. Har man det medfødte talent, så ... Jeg går ud fra, at Henning Moritzens mangel på forfængelighed vil tilskrive ham at tie med de vanskeligheder, han har haft. De er jo ikke publikums sag.

Ukrukket fødselar
Han følger med interesse teatrets udvikling og potentiale, han går gerne til premierer i følge med sin søn, skuespilleren Michael Moritzen og eventuelt en stok til benet.

Ukrukket vil være det første ord, man tænker. Han har heller ikke grund til krukkeri. ’Tilpas højrøvet’ hed den bog, der udkom i 2004 i dialog med vennen Niels Birger Wamberg. Den kunne have heddet ’Tilpas overlegen’.

Henning Moritzen har været en uvurderlig hovedkraft i dansk teater i 60 år. Stof til rolig eftertanke.