Som musiker og forfatter har Martin Hall, 45, som oftest bevæget sig i avantgardens nicher. Nu er han sprunget ud som landskendt dommer i DR’s ’Talent 2008’-konkurrence.

Lørdag
Står tidligt op, kl. 7.20, hjemme på Frederiksberg. Spiser min rituelle morgenmad, der består af 1 stk. ezekielbrød – en form for speltbrød – samt 1 stk. toast med marmelade med den dertil obligatoriske kande stærk engelsk te.

I aftes så jeg det andet ’Talent 2008’-program i en lobby på et hotel i Nordsjælland, hvor jeg var til møde. En glimrende kulisse til oplevelsen. Ud over mig var der kun bartenderen og to småhviskende gæster ovre i et hjørne.

Jeg var mærkværdigt uberørt af programmet, mens jeg så det – selv det sted, hvor en bosnisk dreng udstilles som lettere imbecil ved at synge forrygende falsk.

Sandheden bag klippet var dog, at fyren faktisk var helt på det rene med sine manglende talenter, men blot gerne ville synge denne her Michael Jackson-sang ’You Are Not Alone’ i tv, så hans far senere, et sted hjemme i Centraleuropa, ville have mulighed for at se klippet med ham på YouTube og dermed føle sig stolt på sønnens vegne.

Jeg ender med at være ganske rørt over bedriften og komplimenterer på det varmeste den unge fyr for hans gåpåmod og esprit, men hele den side af historien er pudsigt nok klippet væk i den endelige udsendelse: baggrund, forklaring, dimension.

Hvad man dermed i stedet er efterladt med, er indtrykket af en optrædende uden skyggen af selvkritik og en lettere forrykt dommer – mig – som sidder og kigger helt henført på ham til trods for hans sortnende ringe artistiske sans. Fantastisk tv.

Dagen bruger jeg ellers på at tjekke mail, købe ind og andre praktiske ting. Ser Ekstra Bladet, mens jeg venter på min bestilling – et friskbagt italiensk brød – i et charcuteri.

Omtalen af aftenens program fylder atter det meste af Ekstra Bladets forside. Denne gang lyder overskriften ’Talentkrig’ plastret hen over et billede af dommerpanelet.

Nedenunder stiller man så Karen Thisteds og Jan Monrads anmeldelser af programmet op foran hinanden: nul stjerner mod seks stjerner. Bummelum. Debatten raser.

Isolerer mig resten af dagen for at restituere efter de mange heftige ugers strabadser.

Weekender bruger jeg til at komme til mig selv. I det hele taget går jeg så lidt ud som overhovedet muligt. Jeg er ikke et særlig socialt menneske. Har en stor omgangskreds af bekendte, men ser meget få i privaten.

Søndag
Står op ved 8-tiden. Rituel morgenmad. Jeg har spist det samme i ti år.

Disse dage er fulde af elskovserklæringer og ringeagtsytringer mod min person. Der er læserbreve, der er myspace-henvendelser, private e-mail og på min hjemmeside.

Der er utrolig meget respons på den her grænseoverskridende performance, jeg er del i.

Det hele bliver optrappet i en grad, som gør én næsten immun. Jeg er ellers ganske nærtagende med beskeder, har i alle henseender bygget en mur op af buffers, men i øjeblikket kommer det fra alle fronter, så man kan lige så godt meet it, face on. Jeg forholder mig til kritik.

Hjernedøde hademail bliver dog sorteret fra. Jeg har forskanset mig bag hemmelige numre. Vælger at slukke mobilen resten af dagen. Kan ikke holde den ud.

Er det en frygtelig fejltagelse, jeg har begået? I dag har Ekstra Bladet f.eks. ringet til min kæreste for at spørge til privatlivet ... on a Sunday!

Det løb mig koldt ned ad ryggen, da jeg fik det at vide. Måske skulle jeg allerede nu bare kaste håndklædet i ringen og melde mig psykisk inhabil? Ti uger mere i denne tilstand virker i hvert fald ikke længere som et realistisk bud på en tilværelse.

Ellers helliger jeg søndagen til min skriveproces, som for tiden står lidt på standby. Jeg arbejder på min næste bogudgivelse.

Mandag
Sover generelt meget dårligt og vågner tit om natten, hvor jeg så ligger og læser. Søndag nat tog jeg en sovepille og sover derfor længe, helt til 8.30.

Formiddagen går med forberedelser til udgivelsen af ’Catalyst’-cd’en, der udkommer 22. september på mit eget forlag, Panoptikon.

Det er en opsamlings-cd, der består af singler gennem årene plus to nye numre. Et af numrene er med Marcel de Sade – hele Danmarks ’falske’ markis – og den navnløse forfatter, instruktør og sanger i Claus Beck-Nielsen Memorial.

Derfra til DR Byen i Ørestad, hvor jeg medvirker i P4-programmet ’Brødrene’ med værterne Søren Rebbe & Alex Nyborg Madsen til chat og livesnak.

Ikke det store revolutionerende udbytte, men overrasket over, hvor mange mail der dukker op på den konto.

På vej ud ad DR-døren ser jeg et klip med ’Spam-Bjarke’, en goth-fyr med prototypisk langt sort hår og eyeliner, der som en del af en ungdoms-tv-sendeflade snakkede med nogle piger, hvis favorit-site handlede om massemordere.

Nede på muren ved Københavns Universitet har nogen sprayet ’Foucault er bøsse’ med store, røde bogstaver. Alt synes ved det samme gode gamle.

Om aftenen er jeg med i DR’s ’Aftenshowet’, hvor jeg er i selskab med mine to meddommere, Julie og Aalbæk, som synes trætte. Julie er netop startet til prøverne på en ny omgang ’Chicago’, og Aalbæk, jamen, ud over konstant at være på forsiden af alverdens aviser i disse dage ringer hans telefon jo uafbrudt, når den er tændt.

Dejligt med de to som lynafledere. Man svinger jo fra det udmattede til det maniske. Lige nu er jeg på opretgående kurs.

Som godnathilsen får jeg lige en mail med et citat fra dagens læserbrevsdebat i Ekstra Bladet om, hvordan folket tilsyneladende betragter min person:

»Den android-lignende dommer Martin Hall, der sætter en ære i at elske folk, der er mere sær end ham selv«. Man rødmer af stolthed.

Tirsdag
En dag med kontorarbejde. Har et møde med Alarm Distribution. Flere forberedelser omkring den kommende plade.

Jeg savner generelt en stille periode på dagen, hvor jeg kan skrive. Formiddagen er normalt et helle, men den rytme er brudt i øjeblikket.

Onsdag
Får at vide, at min ’Kommunikaze’-bog vil blive genudgivet som billigbog til oktober. Udmærket.

Lang snak med komponisten Else Marie Pade (pioner inden for den elektroniske musik, red.) over telefonen i dag. Jeg lavede et stykke musik med hende sidste år, og kontakten har så udviklet sig til et venskab.

Hun har været en svær periode igennem, men er nu atter på vej ud i lyset. Gudskelov. Hvad der dog overraskede mig mest at høre, var, at hun er en stor ’Talent 2008’-fan!

Om aftenen får jeg sushi og vand på Sticks’N’Sushi i Øster Farimagsgade. Jeg spiser generelt sundt og enkelt, men går ikke voldsomt op i mad. No big deal. Det sker, at jeg laver mad, men jeg vil ikke kalde mig selv en god kok. Jeg overlever.

Men det er altså en sær fornemmelse, når ungdomssløvsindramte teenagere falder i staver over synet af én på en restaurant, og man til sidst må knipse med fingrene for at få dem til at snappe ud af det.

Det er uappetitligt at blive betragtet på den måde! Det er jo optrappet helt ekstremt. To uger, og det føles allerede, som om det meste af verden kender mig. Man er under konstant bevågenhed.

For en person, der har været så nichebundet, er det en noget ekstrem oplevelse pludselig at være en så let genkendelig størrelse på gaden. Nogle dage er det sært, for det meste er det en anelse anstrengende, og nogle dage er det så helt Disney-agtigt, filmisk.

Det gode ved den type berømmelse er, at det er forsvundet, i samme øjeblik tv-showet er lukket ned.

Nogen spurgte mig, hvad jeg ville sige, hvis DR spurgte, om jeg vil være med i endnu en sæson ... det vil jeg lade stå hen i det uvisse. Tanken om at skulle forholde mig til et ’Talent 2009’-show lige nu, det er uoverskueligt. Jeg pløjer mig gennem dagene som en muldvarp.

Torsdag
Jeg er begyndt at lægge mærke til ugebladenes overskrifter. Et ganske ildevarslende symptom. Dagens Se og Hør-forside er prydet af Anne-Mette Rasmussen i fuld færd med at løfte lidt op i kjoleslidsen.

Hertil teksten: »Statsministerfruen oser af sex: Nu er hun klar til at vise trusser«.

Det bliver en lang dag. Først er jeg til tv-optagelser ude hos produktionsselskabet Blu – dem, der står for ’Talent 2008’, hvor jeg sammen med de andre dommere skal kommentere klip med samtlige 32 semifinalister.

Klippene er optaget i de forgangne uger – først 26. september begynder liveudsendelserne, og det ser jeg frem til i det her fortløbende sociale eksperiment.

Fortryder jeg det? Nej da, det er alt sammen lige tilpas grænseoverskridende nok til at være interessant, og der er mange erfaringskilder i det, som jeg glæder mig til at tappe.

Det særeste, denne konkurrence bringer med sig, er dog helt klart alle de venligtsindede kommentarer og meldinger, som jeg – trods alt – også får.

Det pudsige ved konkurrencen er, at folk i starten enten troede, at jeg skulle være den onde Blachman, eller at jeg slet ikke kunne klare mig i sådan et program.

Nu er det blevet vendt til, at jeg er den diplomatiske, den sympatiske, og det ultimativt surrealistiske vil jo være, hvis jeg ender med at stå som den folkekære! En tur med forvandlingskuglen.

På grund af tv-aktiviteterne dukker jeg først ved 21-tiden op hos Marcel de Sade, der generøst byder på champagne og fade fulde af delikatesser i forbindelse med en smykkepræsentation.

Misser af samme grund, bitterligt, en optræden med Suzanne Breuning og mesteren selv ved pianoet, hvor de i fællesskab fremførte klassikere som ’Lili Marleen’ og ’O Tannenbaum’.

Alt sammen, fordi jeg skulle sidde der og kommentere jodlende dansere og slangemennesker.

Der havde efter sigende allerede været et hav af mennesker, såsom hele den kulørte presse, idet det var den første åbne fest hos markisen siden jeg-ved-ikke-hvor-længe.

Set i det perspektiv er jeg såmænd helt glad over at være forsinket. Men det er befriende atter at vandre rundt i dette vidunderlige Frederiksberg-hjem oven på den seneste tids horder af børnesangere og dansegrupper.

Fredag
Er i studiet med den føromtalte navnløse forfatter, instruktør og sanger i Claus Beck-Nielsen Memorial, som indsynger sange om døde mennesker og længsler, der får Jorden til at skælve. Jeg producerer, laver musikken.

Det tager det meste af dagen, så jeg får ikke tid til at se ’Talent 2008’ i aften, men sørger for at få det optaget. Bliver jo ligesom resten af Danmark nødt til at følge med i vanviddet.

Fortalt til Mette Olsen