Operationen og kemoterapien havde efterladt hende skaldet, tynd, grå i huden og fuld af ar.

Nu lå Kamilla Bech Holten – eller det, der var tilbage af hende – i en hospitalsseng og ventede på at blive kørt ind til skanning for at se, om hun havde vundet over kræften, eller kræften over hende.

»Bech Holten … «, sagde lægen tænksomt, mens han studerende journalen. »Er du i familie med hende Kamilla Bech Holten ?«.

»Ja, det er mig«, svarede Kamilla spagt.

»Nej, nej«, smilede lægen overbærende. »Jeg mener hende fra tv!«.

»Ja, det er mig«, prøvede Kamilla igen.

Men lægen insisterede: »Nej, nej, du misforstår – jeg mener hende, der lavede børneprogrammer med den talende burger, Den Store Klassefest, hende der er gift med ham operachefen… «.

»Ja – det er mig!«. Endelig indså lægen sin fadæse og krabbede sig skamfuldt bort. Men tilbage var erkendelsen af, at ikke alene havde hun mistet sit helbred og sin identitet – nu lignede hun ikke engang sig selv mere. Og det var kun begyndelsen.

Efter fire års kamp mod kræft i snart sagt alle organer under brystkassen, efter fem kæmpeoperationer og 38 kemobehandlinger, står 36-årige Kamilla Bech Holten i dag uden job, uden mand – og uden den mindste anelse om, hvorvidt hun er i live om et halvt år. Men med masser af tid til at overveje, hvad der egentlig er tilbage, når alt det, der betød noget, er væk – når alle lag af den gamle identitet hudløst og nådesløst er skrællet af.

»50 procent af min identitet var mit ægteskab, som var meget stort – vi var meget forelskede. 50 procent var mit arbejde, som var en stor del af min udadvendte identitet«.

Små ting har vægt Kamilla fortæller sin historie på årets første, solbeskinnede forårsdag hjemme i haven på Frederiksberg. Trods forsøg på at overbevise journalisten om det modsatte, ser hun stadig dejlig ud og stråler fortsat af den boblende varme, der også sugede tv-seerne ind.

Men hverken udseendet, tv-seerne eller alt det andet, der engang fyldte livet, betyder længere noget.

»Det, man tror, er store ting, betyder næsten intet. Jeg tænker aldrig på seertallene til Klassefesten længere. Da jeg lå i sengen og ikke vidste om jeg skulle leve eller dø, var det nogle helt andre og små ting jeg tillagde vægt. For eksempel de gange, hvor jeg havde gjort noget for andre, men hvor de ikke vidste, at jeg havde gjort det«.

Som da en veninde i folkeskolen fra dårlige sociale kår var så stolt af at have fået 10 i en opgave og spurgte, hvad Kamilla havde fået. Kamilla havde fået 11, men sagde, at hun også havde fået 10.

»Jeg kunne se, hvordan hun strålede. Eller da min toårige niece flyttede til Danmark og jeg besluttede bare at være der for hende hele tiden, selv om hun i sagens natur aldrig ville takke mig for det. Jeg vidste selv , at jeg havde gjort en forskel og kunne være stolt. Men havde jeg sagt det til nogen, ville det miste sin værdi. Det er som små diamanter indeni. Folk spørger, hvad man tænker på sit dødsleje. Jeg lå på mit dødsleje i tre måneder, og den slags var, hvad jeg tænkte på. Her kan jeg ranke min ryg. Den anerkendelse, man giver sig selv, er ti gange mere værd. Alt det, som ingen ser – det skal man samle på. Omvendt var der de uærlige ting, jeg havde gjort, men som heller ingen vidste – dem har jeg tænkt meget på, hvordan jeg kan gøre om«.

»Alt det som ingen ser«, er næsten selvmodsigende ord ud ad munden på en person, der i den grad er blevet set – i tv, i ugebladene, sammen med sin lige så berømte mand. Kamilla havde alt det, vor tids berømthedsfikserede kultur holder op for almindelige mennesker som det efterstræbelsesværdige ideal.

»Derfor synes jeg også, at samfundet er på vej et galt sted hen. Alt, hvad de unge gør, skal ses. Det er farligt for én selv at leve et se-mig-liv – som jeg jo også selv har levet. Det var sjovt nok overhovedet ikke det, der talte, når livet var ved at slutte«.

Trang til pebermynte
I starten blev de små tegn på, at noget var frygtelig galt, afskrevet som stress.

Det startede med støt stigende træthed – og en ustyrlig trang til pebermynte, der viste sig at være et tegn på en blodprocent så lav, at Kamilla til sidst næsten ikke kunne gå op ad en trappe.

Lægerne troede, det skyldtes Krohns syge – en betændelsestilstand i tarmen. Men da hun vågnede op fra operationen, mødte Kaspers alvorlige ansigt hende med en helt anden besked: tyktarmskræft i stadie fire, der havde spredt sig til leveren og lymfesystemet. Lægerne sagde, at chancerne var 90 procent – for at dø.

»Først var jeg fuldstændig paralyseret. Men næsten med det samme bestemte jeg mig til at kæmpe. ’Jeg er stærkere end kræften’ tænkte jeg og så et billede af mig selv som Robin Hood på træstammen, der kæmper med sin kæp mod Lille John«.

Og kampen begyndte. Karrieren røg i dybfryseren. Forældrene flyttede fra Viborg til et hus på Frederiksberg fire gader væk for at kunne hjælpe. Og mellem hospitalsbesøgene løb Kamilla til så mange alternative behandlinger, at hun rent faktisk fik stress.

»Jeg havde 60 navne på behandlere. Man er i panik og siger ikke nej til noget, der måske kan redde ens liv. Jeg løb fra det ene til det andet og brugte 17.000 kroner om måneden på det. Til sidst måtte jeg sætte mig ned med en ven og luge ud i alt det, der ikke virkede«.

Netop vennerne skulle vise sig at blive en redningsplanke af de helt store. De strømmede til med alt fra blomster og breve til tilbud om at komme forbi med mad hver tirsdag. Navnlig de praktiske, helt konkrete tilbud om hjælp til at købe ind, hente dvd’er og den slags, var uvurderlige i en hverdag, der var brudt totalt sammen.

Mange af dem satte ligefrem hjælpen i system indbyrdes.

Så var der de gode råd – og de dårlige. Mange fik en ustyrlig trang til at fortælle om alle dem, de selv kender, der er døde af kræft. Den form for medfølelse fandt Kamilla egentlig ikke opbyggelig. Til gengæld levede hun højt på dem, der mindede hende om, hvor livskraftige de var i hendes familie, og hvor stærk hun altid selv havde været.

Og så var der en ven, der skrev:

»Husk at leve i nuet. Det er kun, når ens bevidsthed beskæftiger sig med fortiden eller med fremtiden, man kan være ulykkelig. Hvis du virkelig sørger for at være i nuet, kan du ikke være ked af det«.

Man trænger til ro
»Det råd var afgørende midt i al elendigheden. Den øvelse gik jeg ind i de næste tre år. Det er en øvelse, som jeg synes, jeg mestrer nu. Ja, jeg får bivirkninger og ved ikke, om jeg er her om et år – men lige nu har jeg det hyggeligt. Som kræftpatient trænger man enormt til ro i sindet. Og det kan man ikke få nogen steder – bortset fra lige nu «, fortæller Kamilla i den varme sol på terrassen, og har tydeligvis ikke tænkt sig at spekulere på det nye kemohelvede, der begynder om bare tre dage. Evnen til at holde døden ude af bevidstheden er væsentlig mere veludviklet nu end da det begyndte. »I starten vågnede jeg om morgenen og var lykkelig i ti sekunder. Så kom virkeligheden og sygdommen. Det er så forfærdeligt, at det ikke kan beskrives. Man lever midt i sit mareridt«.

Kamilla havde dårlig nok modtaget sin næsten-dødsdom, før et andet mareridt begyndte. Kun to dage efter diagnosen ringede Se og Hør – og kort efter fulgte alle de andre blade, der lever af at holde befolkningen løbende informeret om kendtes intime liv. Alle forsøgte de at presse Kamilla til at berette om hendes kamp for livet.

»Du må hellere selv fortælle os din version af historien, for ellers gør vi det for dig«, lød truslen.

»Jeg følte mig personligt invaderet. Det tog mig i forvejen en måned at fatte, at jeg havde kræft. Og jeg ville gerne have lov til at være alene med det«.

Det fik hun lov til – takket være teaterchef Michael Christiansen, der personligt greb ind og brugte sine juridiske muskler til at fortælle Se og Hør og de andre, at hvis de skrev om hendes sygdom, ville de blive trukket igennem samtlige retsinstanser i kongeriget. Det fik dem til at klappe i.

Ganske kort efter læste Kamilla et interview i Weekendavisen med Se og Hørs chefredaktør Henrik Qvortrup. På spørgsmålet om, hvorvidt han overhovedet havde etiske grænser, svarede han:

»Jo, det er der selvfølgelig. Jeg kan give dig et eksempel. For øjeblikket ved vi med sikkerhed, at en yngre, meget kendt dansker er alvorligt syg af kræft. Det er en historie, vi ikke bringer«.

Hverdag fra helvede
Det var i 2005, og siden er det blevet hverdag. Nok hverdag til, at Kamilla nu tør fortælle åbent om, den hemmelighed, hun i starten gjorde så meget for at bevare. En hverdag fra helvede, som nu fortsætter på tredje år.

Før i tiden var man enten død eller rask efter et år. Men mirakuløst og imod alle odds er Kamilla stadig i live – men ikke rask. Det er et ufatteligt pres hele tiden at leve i undtagelsestilstand. Den form for hverdag tærer på omgivelserne. Og nogle af omgivelserne er efterhånden så gennemtærede, at de er brudt sammen:

»Kasper forlod mig under kemobehandling nummer 38. Før da var han blevet fjernere og fjernere. Sådan et sygdomsforløb er den hårdeste prøve, man kan udsætte et forhold for. Der var så meget kærlighed, at jeg troede, den ville overkomme alt. Man er meget privilegeret, hvis andre mennesker vil være der i modgang, også selv om det trækker ud«, siger Kamilla og vender tilbage til billedet af Robin Hood og Lille John på træstammen.

»I starten var vi to, der kæmpede på træstammen. Når jeg trængte til at hvile, tog Kasper over. Men pludselig står man alene og kæmper hele tiden med sin kæp. Man håber, at en eller anden vil træde op og hjælpe, men man er ikke sikker. Før vidste man, at der stod én – og det var så rart«.

Alt det, der betød noget, er væk. Men hun står stadig på benene. Og efter at have oplevet, hvad det betyder at have – eller ikke at have – folk, der er villig til at kæmpe for én til den bitre ende, er hun selv blevet en bedre ven.

»Folk drømmer om at blive bedømt på deres intentioner. Men de bliver det på deres handlinger. Det er blevet meget vigtigt at være der for mine venner, når det er vigtigt for dem. Som da en ven skulle forsvare en ph.d-afhandling, som jeg næsten intet fattede af. De fleste af hans venner kom bare til festen om aftnen, og ikke til forsvaret. Men for ham var det i forsvaret, at det gjaldt. Det handler om at skifte fokus væk fra sig selv – det er afgørende for at kunne være glad«.

Femte runde med kemo
I disse dage er Kamilla på vej ind i endnu flere måneder med hårtab, træthed og uafbrudt kvalme. Det er femte runde med kemoterapi, for selv om de foregående behandlinger har slået kræften ned, er den indtil nu blevet ved med at vende tilbage.

Folk, der har prøvet kemo, siger, at døden nogle gange kan virke som et attraktivt alternativ. Og de har typisk ’kun’ været igennem 10-15 kemobehandlinger. Når Kamilla om nogle måneder er færdig med denne omgang, runder hun behandling nummer 50. Hun aner ikke, hvordan overlevelseschancerne er.

»I øjeblikket ved jeg kun, at jeg kan have det sjovt indtil torsdag (for tre dage siden, red). Derefter starter kemoen igen, og jeg ved, at de næste seks måneder bliver forfærdelige, men måske med lyspunkter indimellem. Måske går det ned ad bakke derefter, og de kommende tre dage viste sig at være de sidste gode dage, jeg havde«.

Det er en god dag. Vi sidder i solen og drikker te og spiser chokoladekiks, mens solsorten synger. Det er så varmt, at vi sidder i skjorteærmer. Mor er klar med frokosten. Formår man at leve i nu’et, bliver det faktisk ikke meget bedre. Og Kamilla gør alt, hvad hun kan for ikke at opholde sig andre steder end lige nu:

»Jeg tør ikke rigtig lave planer. Jeg vil ikke skuffe mig selv. Hvis jeg bliver rask, skal jeg gøre noget godt for verden. Jeg vil gerne hjælpe andre med kræft, støtte forskningen – gøre en forskel. Men jeg vil ikke være konkret, for det er et stille håb – først og fremmest håbet om at overleve. Men med alt hvad jeg har kunnet holde til fysisk og psykisk, glæder jeg mig til at komme ud og angribe dagen – ud og fyre den af! Men det er drømmen – for det er lidt svært med kemo og drop«.

Drømmene må vente, for Kamilla har et fuldtidsjob at passe: kampen mod kræften. Venner, spil og 50’er-møbler fylder resten af tiden ud og er blevet det, der giver livet mening lige nu, hvor job, mand og fremtid alle er en luksus, hun ikke har.

»Sygdommen skræller alting af. Du er kun dig. Du skal arbejde meget med at kunne lide dig selv uden alt det, man lægger ovenpå. Men når man har accepteret sig selv, er det så stor en styrke. Jeg føler mig stærkere nu end nogensinde«.