Poul Anker Bech

Født 13. april 1942 i Tårs, Nordjylland.

Uddannet på Det Jyske Kunstakademi, 1967.

Cand.mag. i historie og kunsthistorie fra Aarhus Universitet i 1973.

Arbejdede som gymnasielærer fra 1973-87, men har været fuldtids billedkunstner siden 1987.

Medlem af kunstnersammenslutningerne Jylland, Vrå-Udstillingen og Corner.

Research: Politikens Bibliotek

Foto: Lars Worm Beck

Poul Anker Bech. Foto: Lars Worm Beck

Poul Anker Bech er spændt.

Klokken er kun omkring otte om morgenen, da vi ruller lige så stille fra Aalborg og op mod hans hjem på Bastrup Møllevej uden for Vrå, men hans tanker er allerede tolv timer længere fremme.

På det tidspunkt skal et af hans malerier på auktion i København.

Ikke at han selv har noget i klemme.

Han malede det i 2004, og det blev solgt, næsten før malingen var tør.

Sådan går det med alle hans billeder. Uanset om det er et billede af en flyvende kornmark mellem monumentale skyer, eller det er en ko, der står og glor ud over et tåget strandlandskab

Folk står i kø for at købe malerierne, der emmer af melankoli og længsel.

En månedsløn
Vurderingen af billedet på aftenens auktion er 50.000 kr.

Poul Anker Bech siger, auktionsfirmaet er meget spændt på, hvordan priserne vil arte sig.

»Hvad sker der med alle dem oppe i Nordsjælland, der mærker finanskrisen? Sælger de ud af kunsten?«

Han ønsker næsten, at finanskrisen kan lægge en dæmper på priserne.

Foreløbig har han været nødt til at sætte sine egne priser op, selv om han har en idé om, at et almindeligt billede kun må koste en månedsløn. Det gør det ikke mere.

I dag koster et billede signeret af Bech 60.000 kroner. Et af de større koster 110.000 kroner.

»Jeg kan ikke længere selv sætte prisen. Da jeg udstillede hos Asbæk i 2006, kostede nogle af billederne 30.000 kroner, og få dage senere solgte køberne dem på auktion for det dobbelte. Så var jeg jo nødt til at sætte prisen op«.

Evige værdier? Det er noget fis
Han siger det som den nordjyde, han er. Underspillet.

Som om han ikke selv har nogen aktie i, at priserne stiger og stiger.

At det også for ham er lidt sært, at folk år efter år flokkes om en kunstner, som ikke alene bor langt ude på landet, men også i kunstverdenen er isoleret i sit helt eget hjørne.

Det er Poul Anker Bechs popularitet, der har bragt os til Nordjylland for at høre, hvordan han selv har det med, at folk kræver at blive skrevet op til det næste skilderi, og hvordan han selv ser på, at prisen på hans billeder er ude af hans kontrol.

At det er ligesom med aktiemarkedet, at kursen kan styrtdykke, som den måske gør på aftenens auktion hos Bruun-Rasmussen i København, eller om malerierne kan fortsætte med at stige, mens resten af verden ser finanskrisen lige i øjnene.

Asfaltseranade,  2002. Foto: Lars Worm Beck

Selv synes han ikke, den kontante pris på billeder har meget at gøre med, om det er god eller dårlig kunst. Det er nogle helt andre faktorer, der er i spil. At moderne kunst kan blive dyrket, talt om og beskrevet i et omfang, så priserne stiger med en fart, så tankerne går tilbage til it-boblen.

»Men folk køber jo kunst, fordi de ser det som nogle evige værdier«.

Er det da ikke det?

»Nej, det er noget fis. Jeg plejer også at sige til folk, at de risikerer at spilde deres penge. Auktionsprisen er som regel lavere end købsprisen. Det er kun to-tre procent af kunsten, der stiger«.

Alt er lånt og set før
Bruun Rasmussens auktion er i gang. International moderne kunst. Kl. 18.08: De første billeder sælges til vurderingsprisen eller under. Færøernes Samuel Joensen-Mikines går for 77.000. Vurdering: 100-125.000 kr.

Hjemme i den gamle skole ved Tollestrup sydøst for Vrå viser Poul Anker Bech rundt i atelieret, hvor flere færdige billeder hænger i rammer, og andre stadig er i proces.

Ovre langs væggen står en åben papkasse med eksemplarer af den samtalebog, kunstneren netop har fået udgivet sammen med journalist Poul Blak.

Det virker, som om han er glad for bogen, men på ægte nordjysk facon får han alligevel punkteret vigtigheden af projektet, da han siger, at den jo nok alligevel står i kassevis og på tilbud uden for boghandlerne om et års tid.

Sådan er det hele vejen igennem med Bech.

Det ene øjeblik er han stolt over sit kunstneriske projekt. Det næste øjeblik river han tæppet væk under sig selv med en bemærkning om, at måske har hans kritikere i virkeligheden ret.

»Hvis jeg skulle stille mig kritisk an, ville jeg sige, at alt er lånt og set før. Gamle romantiske klicheer fra (Caspar David) Friedrich og hele det 18. århundrede. De mest sentimentale elementer fra romantisk kunst har han lånt af og citeret fra og dækket sig ind under med, at det er postmodernisme, hvor man har ret til at låne lidt her og der. Og så har han prøvet at redde sig ved at kombinere det med nogle effekter fra vores egen tid«.

Altid i tvivl
Sådan lyder hans egen rå dom, når han bliver opfordret til at afsige den, men tag ikke fejl.

Selvfølgelig synes han, det er godt. I hvert fald i små øjeblikke af tilfredshed, inden selvkritikken igen får gnavet sig frem i sindet.

Altid i tvivl, konstant parat til at se modsætningen til det vedtagne og derfor også en mand, der hader tidens trang til skråsikre meninger.

På den ene side er han glad for at kunne være i fred langt ude på landet.

På den anden side skinner det igennem, at han indimellem har spurgt sig selv, hvad der mon var sket, hvis han var blevet i København dengang i starten af 1960’erne, da kunstscenen eksploderede, og den nye gruppering ’Eks-skolen’ viste sig at udklække det ene store navn efter det andet.

»Jeg udstillede på Sommerudstillingen i 1962, og de var der alle sammen. Per Kirkeby, Bjørn Nørgaard og Poul Gernes. Da de året efter lavede Eks-skolen, som skulle være et eksperimenterende sted, blev alle fra Sommerudstillingen inviteret, men jeg turde ikke«.

Frygten for at gå med i kunstnerfællesskabet skyldtes ikke, at han var i tvivl om, hvorvidt han brændte for kunsten, for det havde han i en vis forstand gjort, siden han som seksårig lå og tegnede på stuegulvet på gården ved Tårs uden for Vrå.

Pludselig var papiret ikke bare papir, men et vindue til en ny verden, hvor alt kunne ske og sættes i scene.

Længsel
Men han var ud af en bondefamilie, hvor ingen dyrkede hverken kunst eller kultur. Som mange andre på landet var drømmene om kunsten noget, han måtte gå alene med.

Han blev i stedet uddannet amtsstueassistent og malede ved siden af. Der var ingen forbindelse mellem de to verdener.

Alligevel stod han så pludselig der, 20 år gammel, ved siden af generationens kommende stjerner.

»Allerede på Sommerudstillingen kunne jeg se, at jeg ikke kendte en sjæl. På et tidspunkt stod der en flok kunstnere og snakkede. Jeg gik derhen og gav også mit besyv med i diskussionen, men jeg havde dårligt åbnet munden, før alle vendte sig om mod mig, og så blev der helt stille«.

»Siden har jeg aldrig søgt nogen af de kredse. Men jeg har også været frygtelig vægelsindet, for jeg både ville og ville ikke. Min fornemmelse var jo, at det var en klostertilværelse, og jeg turde ikke afgive munkeløftet. Derfor kan man også sige, at al min snak om længsel også er længslen efter alt det, jeg alligevel ikke har turdet«.

Stort set alle Poul Anker Bechs billeder bærer denne længsel i sig.

Marken og skyerne
Bruun Rasmussen, kl. 18.48. Wilhelm Freddie, 1958. Vurdering 40.000. Solgt for 25.000 kr. 18.50. Richard Mortensen-relief vurderet til 40.000 får hammerslag ved 23.000 kr.

Selv hans mest trøstesløse billeder fra 1970’erne, da han malede små udsnit af tomme loftsværelser med brun linoleum, lampetter og fodlister.

Selv dengang lå der i det skrå ovenlysvindue – eller et andet vindue – et surrealistisk kig ud til en anden verden.

De seneste mange år har han dyrket et andet udtryk.

Marken, stranden, skoven og skyerne.

Ikke sjældent hænger markerne og svæver et sted i luften og er kun forbundet med verden af en stribe træer i et tykt læhegn eller udkanten af en plantage.

Storladent skal det være. Hans markante skylandskaber skal vise, hvor skrøbeligt alt er.

Efterårsmail  fra en kabeltromle. Foto: Lars Worm Beck

At alt kan være forandret om et øjeblik, markerne er affyringsramper for universelle drømme. Et sus fra verdensrummet.

Og han ved godt, det er romantik.

»I det traditionelle billede går du fra jorden og lige ind i billedet, men i mine billeder får du den eksistentielle angst, for du skal ligesom tage et spring for at hoppe på. Du står over for det store verdensrum, men hvis du springer ud på marken, så har du også solgt din skæbne, for du ved ikke, hvad der sker. For mig er det eksistentielle spændende. Længslen væk fra nuet går igen i alle mine billeder«.

Konstraster og modsætninger
Bruun Rasmussen, kl. 19.10. Per Kirkeby, 1971. Komposition vurderet til 250.000-300.000. Hammerslag ved 230.000 kr.

Et typisk Bech-billede begynder med en lille blyantskitse på et stykke papir, hvor han hurtigt ridser elementerne op. En mark, en gavl og i forgrunden et dødt fjernsyn.

Eller en kystlinje, en kvinde og i forgrunden en rusten kompressor.

»Det er et grundelement i mit virke, at alt er kontraster og modsætninger. Når man forsøger at fjerne knasterne, høvler man af livet. Der er ikke en skid ved en sommer, der fortsætter i en uendelighed. Drømmen om det gode og kontrastfrie liv er udelukkende en drøm. Livet er disse modsætninger og ikke en skid andet«.

Det er også derfor, han konstant afbalancerer sine billeder med tilsyneladende grimme ting.

Affald er rørende
Et lidt for pænt landskab får en opskyllet stol eller plastikdunk – eller en hel kabelrulle – lige midt i idyllen.

»Men der er ingen litterær fortolkning af mine billeder, selv om folk er helt syge for at fortolke dem. De mener, det må være en kommentar til forureningen eller brug-og-smid-væk-samfundet. Det er ikke mit signal, men folk kan jo have ret, hvis det er de forestillinger, billederne vækker«.

»For mig er affald rørende og sødt. Udtryk for menneskets liv. Mit rod og mit affald er mere en oase, end det er noget, der skal skaffes af vejen så hurtigt som muligt, men hvad hjælper det at tænke sådan, når publikum ser noget andet«.

Han går ikke ind i, hvorvidt det er derfor, mange elsker hans billeder, men ofte hører han, at de kan genkende hans billeder og stemningen i dem, uanset hvor de ser dem.

Og de er parate til at overbyde hinanden for at få dette skud af nordjysk tristesse hjem over sofaen.

Isoleret
Bruun Rasmussen kl. cirka 19.20. Buddene på et værk af Wilhelm Freddie går så langsomt, at auktionarius spørger: »I kender godt Freddie, ikke?«. Ligesom de to foregående numre af Hans Henrik Lerfeldt når det aldrig på listen over solgte værker.

I dag føler Poul Anker Bech sig isoleret i den danske kunstverden.

Han ser selv forbindelseslinjerne bagud til Niels Lergaard, Edward Hopper, Arnold Böcklin og L.A. Ring.

Til gengæld siger meget af samtidskunsten ham ikke en bønne. Jo, Kvium har han respekt for, men meget af det andet er tomt.

»Hvis man nu stillede en hundelort lige her på bordet og iscenesatte den tilstrækkelig stærkt med en hærskare af folk, der priser den og beskriver den, så ville der efterhånden ende med at være en magi ved den hundelort. I andre tilfælde kan man lave noget imaginært omkring tre søm i et bræt og sige, det er kunst. Men det er lige meget, hvis man kan bilde folk ind, at det er kunst, så de får en oplevelse«.

Som fortjent
Når han ser samtidskunsten fra sin udkigspost ved Vrå, ser han en hærskare af folk, der italesætter nye navne, så folk synes, deres værker er interessante.

Ingen kreds af kunsthistorikere har skrevet hans egne værker op, men det beklager han ikke. Han tror på, at alle stort set får den skæbne, de har fortjent, og han føler ikke, at nogen har været efter ham.

Det ville også være svært, eftersom han har fået Kunstfondens livsvarige ydelse og, som han selv siger, gudhjælpemig også Ridderkorset.

Og de købeivrige kunder skal man heller ikke glemme.

»Om det så er stor kunst, ved jeg ikke noget om. Jeg kan ikke engang sige, at det afgør tiden, for det er helt tilfældigt. Vores moderne museer er blevet vor tids kirker med en kolossal kreds af skriftkloge og ypperstepræster, og hvert femte år skifter vi guderne ud. Det er jo komisk«.

Åndelig geologi
Dybest set mener Poul Anker Bech, at folk mener det, de får besked på at mene af de skriftkloge, og han tror ikke, 95 pct. af de mange besøgende på Louisianas aktuelle Kirkeby-udstilling forstår, hvad de ser.

Selv mener Bech, at Kirkeby bare opsummerer det 20. århundredes maleri.

»Det har været præget af en angst for illusionen og det sentimentale, og Kirkeby slutter århundredet af med at lave sin store apoteose for denne angst ved at klistre sine ting til med farver og smøre ovenpå, lag på lag på lag, hver gang der kommer et tilløb til en illusion eller noget, der forestiller noget. Det er en slags åndelig geologi, det er et flot symbol på en tendens, der har været i det 20. århundrede, og som sådan er han meget interessant kulturhistorisk og kunsthistorisk, men hvis du ikke har den historie med, er der ingenting. Folk kan falde i svime over farverne, men gå ud i en efterårsskov; den er da meget mere righoldig at se på end Per Kirkeby«.

Ups.

Lige da han siger det, kan han godt høre, hvordan han taler tiden imod. Og de skriftkloge.

Hvad der straks får ham til at tilføje, at folk vil slå ham ihjel, hvis det her kommer på tryk.

Ikke noget for de virkelig fine
Det sjove er, at han selv har læst kunsthistorie, og han indrømmer gerne, hvad der løber gennem hovedet på ham, når han læser tekster om kunst. Også om egne malerier.

»Det meste er jo ordskvalder. Når Politiken skriver, at mine billeder er værre end det værste, man kan finde på de billigste steder i udlandet, så er det jo ren røv at trutte i. De virkelig fine har aldrig kunnet lide mine ting, og det kan da også godt ske, det ikke er rigtig godt. Det tænker jeg da, når jeg indimellem er blevet rasende over, hvad nogen har skrevet, men efter nogle år tænker jeg, at man måske ikke kan fortænke dem i, hvad de har skrevet«.

Nogle år. Det er længe at skumle?

»Det er da altid noget, hvis man kommer til forsoning med sine kritikere. Det hele er jo et spørgsmål om statistik, for vi er mange, der byder os til med kunst, og vi kan da for dælen sige os selv, at så mange er der ikke brug for. Spildprocenten er stor, og inden man forpester sit liv med bitterhed, skal man også tænke: Jamen herregud, jeg får da lov til at lege lidt med«.

Sætter ikke produktionen op
Bruun Rasmussen, kl. 19.38. Poul Anker Bechs billede lægger ud med bud på 35.000 og når hurtigt 44.000. Efter en kort tænkepause i salen springer sidste bud direkte op på 65.000 kr. ’Hold da op. Det har vi ikke været vant til i aften’, siger auktionslederen.

Nej, Poul Anker Bech får ikke sit ønske opfyldt.

Han må leve med det fortsatte pres, at der konstant er folk, som vil betale prisen for hans billeder.

»Hvis man havde været i møbelbranchen, havde man bare øget produktionen. Det kan jeg jo ikke, men jeg kunne ansætte nogle svende, ligesom Tal R gør. Det er utroligt, at de gør det, men det er jo en del af iscenesættelsen og med til at øge mystikken og magien omkring en kunstner. Jeg ville ikke have den mindste lyst til at øge mine indtægter og blive rig«.

Og nu har du skuffede kunder, som ikke alle kan få et maleri?

»Kom igen om to år, når krisen har nået sin bund, så ser det givetvis anderledes ud«.