Annonce
Annonce
Annonce
Kultur 19. jan. 2009 KL. 11.16

Joaquin Phoenix er sprunget ud som rapper

Den pensionerede skuespiller Joaquin Phoenix har givet sin første rapkoncert. Et album følger.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Som skuespiller var Joaquin Phoenix særdeles respekteret og modtog Oscar-nomineringer for rollerne i 'Gladiator' og 'Walk the Line'.

Som rapper er han ... tja, lad os bare sige, at Eminem ikke behøver at ryste i bukserne lige foreløbig.

Koncert i Las Vegas
Phoenix gav i fredags sin første rapkoncert, siden han i oktober meldte ud, at han ville droppe skuespillerkarrieren til fordel for rappen.

Koncerten fandt sted i natklubben 'Lavo' i Las Vegas, og blandt tilhørerne var Phoenix' ven, skuespilleren Casey Affleck, som filmer en dokumentar om Phoenix' bemærkelsesværdige karriereskifte.

Ifølge Chicago Tribune leverede 34-årige Phoenix tre sange fra sit kommede album, der angiveligt skal produceres af Sean 'Diddy' Combs.

'Nogle vil synes jeg er en joke'
Før koncerten sagde Phoenix et par ord til publikum:

»Dette er mig, der udtrykker, hvem jeg er. Dette er min historie. Efter i årevis at have læst højt fra manuskripter, er det her min chance for at gøre noget, der kommer lige fra hjertet. Da jeg var ung, lyttede jeg til punkrock, men så opdagede jeg rap. Jeg elsker det historiefortællende element ved hiphop«.

»Vil nogen synes, jeg er en joke? Selvfølgelig vil de det. Vil nogen mene, at jeg stinker? Sikkert, men det kan jeg ikke bekymre mig om«, sagde Phoenix ifølge Los Angeles Times.

Faldt ned fra scenen
Og hvordan gik det så?

Jo, denne video viser en højstemt Phoenix, der prøver at fyre op under publikum, mens han rapper ind over et trommebeat. (Bemærk: Dårlig lydkvalitet).

På en anden video på YouTube ser man Phoenix tumle ned ad scenen efter et Ulrik Wilbek-lignende hoppeshow.