Anders Riis-Hansen

Født 1963.

Dokumentarist og journalist.

Tilknyttet Danmarks Radio over flere perioder 1986-2007, først ved B&U og senest som redaktør i DR’s chefredaktion.

Skabte dokumentarfilmene og -serierne ’Høje historier’ (1998), ’Fødegangen’ (2000), ’Drengene fra Vollsmose’ (2001) og ’Diplomatiets fortrop’ (2004) til DR og TV 2.

Har 20. marts premiere i biograferne på ’Blekingegadebanden’.

»Der er intet mere kedsommeligt end et dumt svin, når man laver dokumentarfilm. Nu viser jeg dig et dumt svin, og hvor dum han er fra start til slut!«.

Og Anders Riis-Hansen ser vitterligt ud til at kede sig gudsjammerligt ved tanken, helt død i øjnene.

»Og modsat er det mest interessante menneske at lave en film over et, som du kan identificere dig med – i hvert fald noget af vejen. En, du kan finde dine egne referencer til«.

Det fandt han, og det håber han, at vi finder, i medlemmerne af den navnkundige Blekingegadebande.

Almindelige mennesker
Anders Riis-Hansen er i disse dage ved at binde sløjfen på to års arbejde med at dokumentere bandens aktiviteter over en 20-årig periode i de politisk turbulente 1970’ere og 1980’ere.

Filmen, der hedder ’Blekingegadebanden’ og står på skuldrene af Peter Øvig Knudsens to bøger, får premiere i slutningen af marts.

»Jeg kan jo se, hvad de er rundet af. De er almindelige velfungerende mennesker, og det spørgsmål, jeg stiller i filmen, er: Hvad er det, der gør, at de tager de radikale skridt? Hvem er det, der vælger at gå hele linen ud? Hvad er det for små gradvise skridt, der har virket helt naturlige og forståelige for dem, når du pludselig kigger tilbage fra postkuppet i Købmagergade i 1988 og trækker trådene helt tilbage til bandens begyndelse i 1969?«.

»Ved at forstå, hvad der lå bag de skridt, ryger man ind til kernen af, hvornår idealisme bliver til fanatisme. Hvis man beskæftiger sig med ekstreme politiske miljøer, Ungdomshuset Jagtvej 69, Glasvej i Glostrup, Vollsmose, kan man vælge at sige fy for helvede og dæmonisere det, men hvis vi skal forstå det og bekæmpe den form for ekstremisme, der truer vores demokrati, bliver vi nødt til at forstå, hvordan de tænker«.

Kender miljøet indefra
Anders Riis-Hansen er selv 46 år og kender den yderste danske venstrefløj fra Blekingegadebandens sidste år i 1980’erne indefra.

Hvor Øvig Knudsen, der skrev bøgerne om banden, i de bevægede dage var medlem af KAP, Kommunistisk Arbejderparti, var det hos DKU, Danmarks Kommunistiske Ungdom, at en purung Riis-Hansen slog sig løs.

»Men han og jeg mødtes først senere, for vi tilhørte forskellige fraktioner af venstrefløjen dengang, og derfor mødtes vi ikke. Ligesom jeg heller ikke i min research til filmen er stødt på venstrefløjsmedlemmer fra dengang, som jeg havde kendt personligt«.

Det kommer nok bag på de færreste, at Blekingegadebanden er den terrorcelle, der opererede i Danmark fra 1969 til 1989, da gruppen blev fanget efter det spektakulære røveri af Købmagergade Postkontor i København.

Stigende brutalitet
En politibetjent bliver skudt under røveriet, og i brutalitet markerer postrøveriet et klimaks i den politiske vold.

Banden blev stiftet og styret af den karismatiske marxistiske teoretiker Gotfred Appel, der også forbandt sin gruppe med det palæstinensiske terrornetværk PFLP.

»Hvordan gik det så vidt? Fra »Bøh, nu kommer vi og tager jeres penge!« i gruppens første røverier, til der ligger en død betjent på jorden?«.

De store advarselslamper begyndte at blinke i arbejdet med filmen, når Anders Riis og hans samarbejdspartner, klipperen Kenneth Kainz, fornemmede, at politisporet i historien begyndte at fylde for meget.

»Hver gang, vi nærmede os noget, der kunne minde om almindelig organiseret kriminalitet som hos mafiaen eller rockerne, holdt vi igen, for det var ikke det, filmen skulle handle om, men altså identifikationen. Hvis du og jeg havde tilhørt det miljø sidst i 1960’erne og først i 1970’erne, var vi også gået til Vietnamdemonstrationer, og måske havde vi kastet en sten. Om det så var politibetjenten, der var efterforskningsleder på Blekingegadesagen, rendte han selv rundt til de der demonstrationer! Men herfra var der nogle, der gik endnu videre og endte i træningslejr i Jordan, hvor de lærte alt om sprængstof«.

Fra Vietnam til Irak
Når man beskæftiger sig med Blekingegadebanden, når man ser traileren til ’Blekingegadebanden’ på Bastard Films hjemmeside på nettet, eller når man bladrer i Øvig Knudsens bøger, er det slående, som den politiske virkelighed i terrorgruppens tidlige år ligner vores i dag.

Inden man får holdt igen, bliver ’Vietnam’ i ens hoved til ’Irak’, Rote Armee Fraktion og Blekingerne bliver til mujahediner og al-Qaeda. Og så fremdeles.

»Jeg vil sige, at referencerne til vores tid ligger som en interessant undertekst i filmen, men jeg laver ingen konkrete paralleller. Og de kan være farlige at drage frem. For når du siger Irak og det ekstremistiske miljø omkring Glasvej i Glostrup, så har vi pludselig nogle konflikter og nogle mennesker, som vi sagtens kan holde ud i strakt arm og sige: De er ikke en del af vores verden, dem deler vi ikke værdisæt med. Det, der gør Blekingegadebanden så interessant, er, at de taler samme sprog som dig og mig, og deri ligger nøglen til at forstå, hvad der ligger bag og til at forsone os med dette voldsomme, tragiske kapitel, det mest voldsomme kapitel i efterkrigstiden«.

’Blekingegadebanden’ er en 100 minutter lang dokumentarfilm, og den er udgangspunktet for to timelange afsnit af en miniserie, der bliver vist på DR.

'Sjakalen'
Anders Riis-Hansen har interviewet alle nøglepersonerne og dertil en række mennesker, der befandt sig i yderkanten af centrum, men som kendte til f.eks. PFLP’s træningslejre.

Han har lånt overvågningsvideoer fra PET og fået fat i f.eks. radiokommunikationen mellem postbilerne og politiet under Købmagergade-røveriet.

For første gang kan vi se bandens detaljerede tidsplan over kidnapningen af den svenske milliardærsøn og høre trusselsbåndet til faren, og for allerførste gang fortæller den venezuelanske terrorist ’Carlos’ alias ’Sjakalen’ om sin opfattelse af Blekingegadebanden.

Dertil har Anders Riis-Hansen og Kenneth Kainz dramatiseret en håndfuld af bandens største kup, fra Lyrskovgade 1976 over kidnapningsforsøget af en svensk milliardærsøn i 1985 og rullestolsrøveriet i Herlev samme år til kuppet på Købmagergade Postkontor.

Det mytiske præg
Alt er skudt på de oprindelige locations, på nær bandens tilholdssted i Blekingegade nr. 2, 1. sal på Amager. Fordi filmholdet ikke kunne få adgang til den egentlige lejlighed, brugte de en identisk lejlighed hos overboen.

»Kuppene tegner en kurve over en tiltagende kynisme og en fornemmelse hos Blekingegadebanden af, at de nærmest kunne gå på vandet, fordi de trods intensiv overvågning af PET ikke bliver standset. Og de får et mere og mere spektakulært og ... mytisk præg, fordi de involverer en del rollespil. Manden i rullestol ude foran Herlev Postkontor og med et oversavet jagtgevær gemt under slumretæppet på skødet. Kuppet i Daells Varehus, hvor de er forklædt som håndværkere og dukker op over flere dage for at være helt forberedt«.

»I vores fortælling bruger vi alle de filmiske elementer, man kender fra kriminalfilm, og selvfølgelig er materialet klippet op, sådan at vi kan veksle i tempo. Men ønsket er at tilstræbe dokumentarisk værdi. Ikke for at gøre Blekingegade-nørderne tilpas, men fordi vi gerne vil adskille os fra et fiktionsprojekt. I de uniformer, banden møder op i, da de skal røve postkontoret i Købmagergade, ligner de ikke rigtige kriminalbetjente, men det syntes postfunktionærerne, der aflagde vidneudsagn, heller ikke, at de gjorde! Hvis du synes, de uniformer ser lidt kedelige ud, så er det bare sådan. De havde sådan nogle mærkelige lange Sherlock Holmes-frakker på og kasketten trukket ned i panden ...«.

Ikke for egen vindings skyld
På spørgsmålet, om Anders Riis-Hansen selv har kunnet lade være med at tænke på Amdi Petersen og Tvindbevægelsen, mens han researchede, svarer han:

»Man oplever, at alle sekter har de samme elementer. Gotfred Appel var et menneske, der kunne få folk til at gøre hvad som helst. Jeg vil ikke sige, at Amdi er Gotfred Appel, men du finder de samme tendenser hos dem. Men det er farligt med den der ’der kan du bare se’, for hvad så med AK81, Hells Angels eller Ruth Evensen og Faderhuset? De har deres egen dynamik og deres egen historie, og man er nødt til at se på det konkrete for at ryge ind bag pandebrasken på dem. Der, hvor Blekingegadebanden adskiller sig, er, at de ikke gjorde det for egen vindings skyld«.

Anders Riis illustrerer Blekingegadebandens form for idealistisk kriminalitet efter målet helliger midlet-tanken ved hjælp af en PET-agent, der foretog rumaflytninger hos et af medlemmerne:

»Og en søndag eftermiddag hører han, at medlemmet går rundt og snakker med konen, mens barnet render rundt og leger på gulvet. De begynder at tale om, at han skal til tandlægen i næste uge, og »Jeg håber ikke, det bliver dyrt. Det kan måske løbe op i 500-600 kroner ...«. Det er altså de samme mennesker, der lige har røvet 13 millioner kroner! Det vidner i hvert fald, som PET-agenten siger, om, at de ikke har taget af kassen, i hvert fald ikke den del af kassen, der skal til PFLP!«.

Højrevolutionær patos
Anders går over køkkengulvet. Over til ghettoblasteren i vindueskarmen.

»Du skal altså lige høre ...«, siger han.

Og tænder for båndsamtalen med terrorist-’Carlos’, ’Sjakalen’, som hang ud i Jordan hos PFLP på samme tid som danskerne fra Blekingegade.

Anders understreger igennem journalistens begyndende fascination, at han selv ikke er fascineret af ham og hans våben og hans machismo. Eller hans helt autentiske højrevolutionære patos.

»Med revolutionære hilsener«, står der i det brev, Anders Riis-Hansen har modtaget fra ham.

En mørk, atletisk fokuseret stemme lægger sig ind over køkkenet.

En snakkesalig knap 60-årig venezuelansk terrorist, der ikke har talt med andre end fængselsvagter i måske dagevis, boomer igennem:

»Holá, como estás?«.

Det er, som om historien om Blekingegadebanden har fået sit isnende, endnu mørkere spejlbillede manifesteret i et køkken på Nørrebro.

’Sjakalen’ syntes, Blekingegadebanden var en flok svagpissere, selv om han er for høflig og for formel til at bruge den slags udtryk.

I et køkken på Nørrebro er det, ja, er det, som om de revolutionære ender samles.