Han husker ikke, om det var i træningslejren i Beirut i 1970-71, eller om det var allerede inden da i Jordan.

Men jo, ’Sjakalen’ husker glimrende de danske terrorister i Blekingegadebanden.

Han husker dem som ’tuffah-kammeraterne’ efter ordet for æble på arabisk, ’tuffah’.

»Deres røverier var kendt af alle«
Det var den danske celles karismatiske leder, Gotfred Appel (’æble’), der lagde navn til gruppen i mange udenlandske sammenhænge.

»Men de var ikke frontlinjesoldater«, siger ’Sjakalen’ eller ’Carlos’, alias den livstidsdømte venezuelanske terrorist Ilich Ramírez Sánchez, til den danske dokumentarist Anders Riis-Hansen, der har interviewet ham til sin kommende film, ’Blekingegadebanden’.

I interviewet fortæller ’Carlos’, at han faktisk undgik danskerne og husker, at der på et tidspunkt var mistanke til en dobbeltagent blandt deltagerne i træningslejren, og danskerne syntes, det var i overkanten at likvidere ham:

»Det var mig, der gjorde alt det hårde arbejde, men jo, de var revolutionære, og deres røverier var kendt af alle«.

Kontakt via 'Carlos'' kone
Det lå helt klart, ikke mindst efter Peter Øvig Knudsens to bøger om Blekingegadebanden, som Riis-Hansens film bygger over, at båndene mellem Appelgruppen og Folkefronten til Palæstinas Befrielse, PFLP, var særdeles tætte.

Banden eksisterede i vid udstrækning for at give penge og våben til PFLP.

Riis-Hansen funderede over, hvorvidt den stærkt venstreaktivistiske ’Carlos’ faktisk havde mødt danskerne i en PFLP-lejr, hvor man bl.a. lærte at håndtere sprængstof.

Og over, om Appelgruppen var PFLP’s opfindelse eller en selvstændig organisation, der tog kontakt til PFLP.

Han kontaktede ’Carlos” advokat og kone, Isabelle Coutant-Peyre, i Paris og fik sat et telefoninterview op fra hendes kontor, et af to numre ’Carlos’ har lov til at ringe til fra sit fængsel, hendes og den venezuelanske ambassades.

»Han skulle have ringet en formiddag kl. 10 19. december 2007, men tiden gik«, siger Anders Riis-Hansen, »og da han endelig ringede, var der gået tre kvarter over tiden«.

Turde ikke gå ind på fristaden
På optagelsen af det halvanden time lange interview taler Riis-Hansen og den meget snakkesalige ’Carlos’ først spansk for derefter at slå over i engelsk.

Efter høflighedsfraser som »Cómo estás?« (Hvordan har du det?) fortæller ’Carlos’, at han – løsrevet fra historien om Blekingegadebanden – faktisk har været i Danmark, hvor han var i Tivoli og ville besøge Christiania.

Han turde imidlertid ikke gå ind på fristaden, fordi der vrimlede med politi, selv om han ved selvsyn havde konstateret, at det danske politi var meget nødtørftigt bevæbnet.

’Carlos’ var nok den mest eftersøgte forbryder i verden, men var ikke selv bevæbnet i København:

»Det er jeg kun, når det er nødvendigt«.

Carlos: Fashion
»Jeg kan ikke, efter at have talt med ’Carlos’, sige, at der er belæg for, at han personligt har mødt Blekingegadebanden«, siger Anders Riis-Hansen.

»Men han kendte tydeligvis til dem allerede fra først i 1970’erne. Han fortæller helt åbent, at de ikke var »i samme liga« som han selv, og at der var nogle af de meget hårdhændede metoder, som de tog afstand fra. »De var lidt af en jovial, tilbagevendende joke«, siger han om dem. Og da jeg spørger ham, hvordan det kan være, at så mange unge mennesker fra Vesteuropa blev fascineret af PFLP, svarer han henkastet: »Fashion!««.

Anders Riis-Hansen glæder sig til at folde hele interviewet ud på ekstramaterialet til dvd’en til ’Blekingegadebanden’, når den en dag udkommer.