Peter Viskinde fortæller om den forgangne uge til Mikkel Fyhn.

Lørdag
Mine fire helt vildt søde hvid-sorte hvalpe prøvede at gø for at vække mig. De gør det ikke helt overbevisende endnu, men de skal nok lære det. Jeg har givet dem navnene Tyksen, Priksen, Pjevsen og Pjoksen. Lørdag morgen var afslappet og helt anderledes end fredag, hvor jeg vågnede usædvanlig tidligt. Måske var det spændingen og forventningens glæde over, at jeg skulle i studiet og afslutte sidste miks af mit nye Big Fat Snake-album. Eller måske var det et af mine utallige mareridt. De tager ofte udgangspunkt i min ufrivillige adskillelse fra mit gamle orkester Big Fat Snake.

Jeg har gennem den seneste måned tænkt en del over, om det nu også var den rigtige beslutning at indspille mit eget Big Fat Snake-album uden de andre. Nu er der så to bands, der hedder Big Fat Snake, men det var mig, der fandt på navnet inspireret af en Bob Dylan-tekst, og de andre har bevæget sig væk fra rock og mod pop, så jeg når altid frem til, at mit eget Big Fat Snake-projekt er det eneste rigtige, hvis jeg skal blive en glad mand igen. Men lørdag morgen var der ikke noget mareridt.

Hver morgen venter jeg på, at min Nescafé får den rette temperatur, og så bruger jeg den til at skylle mine fire morgenpiller ned. En fiskeolie, en Calcium-Magnesium med D-vitamin, en blandingsvitaminfætter og en C-vitamin. Så stopper jeg min bedste pibe med Rød Orlik og læser morgenens nyhedsmail. Som regel handler de om finanskrise. Breaking news.

Efter morgenritualet lørdag tog jeg forbi byggepladsen, hvor mine 14 ansatte er ved at færdiggøre seks ejerlejligheder. De bliver nok ikke solgt, men så kan de måske lejes ud. Listen af problemer på sådan en stor byggeplads er næsten uendelig, og jeg bandede lidt for mig selv over at have rodet mig ud i det her byggeri på det dårligst tænkelige tidspunkt.

Jeg slog et smut forbi mit galleri i Jægergårdsgade 58, hvor min gode bekendte Janni også har sin frisørsalon, Troldspejlet. Når hun ikke klipper, passer hun galleriet. I disse krisetider går det bedre med at få klippet folk end med at få solgt malerier. Mine malerier er måske også lidt dyre, men jeg har måttet sætte priserne højt alene af den grund, at jeg har en ret lille produktion.

Lige nu drejer det sig også mest om musik. I går fik jeg det færdige miks af min nye Big Fat Snake-plade, og jeg spillede årets første koncert i aftes i Nysted på Lolland med mit soloorkester, og vi spillede fire Big Fat Snake-sange.

Søndag
Der var søndagsåbent i Århus, så jeg kørte en tur til Shoppit for at købe lidt møbler til en af mine møblerede udlejningsejendomme. Efter frokost kom jeg i tanke om, at Pepsi Light er en drik, der sammen med pibetobakken Rød Orlik burde få en plads blandt grundstofferne i det periodiske system. Og så er sødestoffet efter sigende blodfortyndende. Godt for min aldersgruppe.

Jeg har ikke spist kød i snart et år. Kun fisk, grøntsager og brød. Jeg har ikke, 7-9-13, været forkølet, haft influenza siden, og mit tilbagevendende sorte vinterhumør er næsten udeblevet. Til gengæld røg humøret ned, da jeg mistede min gamle kammerat Anders Blichfeldt i starten af december sidste år, da han ringede og fyrede mig fra Big Fat Snake.

Resten af dagen brugte jeg på lidt maleri, oprydning, guitarspil og intens skøn piberygning. Piberygning burde ophøjes til en pligt for alle os neurotikere.

Mandag
Sms om to sygemeldinger på byggepladsen. Ærgerligt. Mine håndværkere tager nok ikke de rigtige vitaminer, og måske har de ikke har forstået, at de skal holde sig fra kød.

Den stod på telefonsamtaler og mail mandag. Booking af mastertid til mit Big Fat Snake-album i København, debat med elektrikeren vedrørende byggeriet, syv gallerier, der skulle have besked om det næste års udstillinger af mine malerier, forhandling om tv-annoncer for mit nye Big Fat Snake-album ’REEL 1’, de sidste cd-cover-tjek med grafikerne Maria og Anna Viskinde, mine døtre, plus alt det andet, der bare skulle svares på.

Tirsdag
På en ellers stille og rolig tirsdag mødte jeg en journalist og en fotograf fra Ekstra Bladet, der stod og ventede ved min port, da jeg kom kørende hjem for at få min fiskefrokost. De fortalte mig, at Anders Blichfeldt havde sagt, at han havde fyret mig fra Big Fat Snake. Jeg var målløs over, at Anders bare var gået til pressen med det uden at spørge mig, for jeg troede, at vi på et eller andet tidspunkt skulle udsende en fælles pressemeddelelse. Jeg holdt den rare Marie Lade fra Ekstra Bladet hen med snak og spillede uvidende. Jeg fik lidt dårlig samvittighed over at smålyve over for hende, men jeg var simpelt hen nødt til at vinde lidt betænkningstid.

Det gik op for mig, at jeg ville få travlt med at planlægge, at albummet kunne sendes ud til pressen allerede onsdag.

Klokken 21 nåede jeg endelig frem til sofaen med en af mine skønne Fender Stratocastere (guitar, red.) i hånden, og en nyhentet 7-Eleven-kaffe og min pibe ved siden af. Med benene oppe lyttede jeg til min færdige nye Big Fat Snake-cd. Meget højt.

Med cd’en har jeg fået mine vigtigste gamle Big Fat Snake-sange hjem igen. Jeg har det som en mor, der ser sine børn igen, efter at de har været bortført i ti år til sydlige himmelstrøg af en ondsindet far, og hold da op, hvor de østjyder Niels Nello Mogensen, Jesper Berg, No og Palle Hjort dog swinger.

Imens jeg lyttede, rejste tankerne til de dage i januar, hvor vi i al hemmelighed indspillede de 10 nye Big Fat Snake-sange. Det var de mest positive sessions i mange år, og jeg er så glad for, at jeg på den her måde har fået vendt fyringen til noget positivt.

Bruddet med Big Fat Snake er første gang i mit snart lange liv, at jeg har skullet tackle ondskab. Sært. Jeg troede kun, at ondskab var noget, man havde i film og bøger.

Onsdag
Klokken 8 så jeg de første aviser og deres respektive netaviser. Anders har været ude med en hoven Kaj Holger fra DR’s ’Krøniken’-attitude, og proklamerede i B.T., at han har fyret mig fra vores band. Før dagen var omme, var historien på samtlige avisers net.

Jeg talte i telefon hele dagen med samtlige medier uden afbrydelse. Hovedpinen kom, og jeg blev meget træt. Imens var jeg online med min datter Maria, som hjalp med at rundsende grafik og mp3-filer til interesserede journalister. Samtidig skulle jeg sammen med Steffen Van Norde og min søn Jakob Viskinde løbende tjekke maksimeringen af lyden på albummet.

Klokken 19 var jeg direkte på i programmet ’Aftenshowet’ på DR 1. Anders B og Co. optrådte videofilmet i hans arkitekttegnede førerbunker i Hillerød, og jeg skulle kommentere det, han sagde. Han lignede nu endnu mere Kaj Holger fra ’Krøniken’ med de tre spytslikkende underdirektører i Bella stående bagved med nogle smil, der afslørede deres uhæderlighed og chok over at være blevet taget med fingrene nede i kagedåsen. Mens jeg prøvede at svare med en positiv attitude på værtindens spørgsmål, tænkte jeg på den egentlige grund til, at jeg er blevet fyret. Den historie må jeg huske at fortælle.

Da jeg kom ud fra studiet på Rådhuspladsen, kunne jeg se, at Politikens berømte lysavis havde historien rullende hvert andet minut. Igen noget om fyringen/ikke-fyringen i Big Fat Snake.

Torsdag
Medier, mail og telefoninterview hele dagen, og jeg fortalte min version af historien. Igennem de seneste tre-fire år har jeg været vidne til, at de fire andre er daffet væk i den hvide turbus 10 minutter efter vores koncerter med mig stående tilbage, og så kunne jeg ellers glatte ud over for de måbende arrangører, der tydeligvis tænkte: Hov, hvor blev de af, de havde da travlt med at komme væk.

Jeg har gjort det til rutine at bruge en times tid med arrangører, drikke kaffe med dem og forsikre dem om, at det kun var lige nu, de andre havde så travlt. Jeg har takket dem, altså arrangørerne, for at vi måtte komme. Man kan fandeme ikke været andet bekendt over for de hårdtarbejdende gode folk, der laver rockarrangementer rundt omkring i det danske.

Anyways, de seneste par år har jeg hørt flere og flere bemærkninger om, hvorvidt det gamle Big Fat Snake overhovedet havde lyst til at være et rockband. I september sidste år foreslog jeg så Anders B, at vi tog en juletur til små spillesteder for at genoprette vores tidligere gode rygte som Folkets rockorkester med Anders’ store charme tilbage på de små scener. Men svaret var nej tak. Der var ikke nok penge i det, og vi skulle holde lav profil og ikke overspille. I oktober fandt jeg så ud af, at den virkelige grund til, at Anders sagde nej til vores miniklubtur, var, at han havde lejet sig selv ud til store firmajulefrokoster til en tårnhøj gage for 20 minutters afliring af Elvis-sange.

Da Asger Stenholdt (bassist i bandet, red.) så småt bakkede mig op, måtte Anders fyre mig for ikke at tabe indtægt og ansigt. De andre fulgte med ham, fordi de regnede med, at dér, hvor Anders var, var pengene. Jeg forstår sådan set godt, at de tre underdirektører i BIG FAT BELLA bakkede ham op, for de har alle sat sig hårdt i det med jagthytter i Sverige, ferielejligheder i Sydfrankrig osv. Der skal en god løn til det cirkus. Så hellere dolke gode gamle mig efter 20 års tro tjeneste. 20 års sammenhold og gode sange, og så forsøger de at købe mig ud med en kompensation på to millioner kroner, som om det var det, der betyder noget. De spiller på guitarer, jeg har købt til dem, og mine malerier hænger i deres stuer.

Fredag
Det første, jeg så, da jeg vågnede, var, at hvalpene havde lært at hoppe ud af kassen, og de tissede som besatte på de aviser, jeg havde lagt på gulvet. Jeg spiste mine helsepiller og tog mig et længe ventet karbad. Egentlig skulle fredag have været en afslapningsdag, men jeg blev nødt til at forhandle nogle ting på plads på byggepladsen. Stilladset er nu endeligt taget ned, og min blikkenslager Brian Blik har fået styr på de sidste detaljer.

Jyllands-Posten fik sit interview, og så kunne dagen ellers rundes af med en koncert i Skørping. Det er jo det, det hele handler om.