I gamle dage, dengang der var tv-monopol i Danmark, og vi alle sad og gloede på det samme aften efter aften, gik et helt generelt problem ud på, at alt det gode for hurtigt fik en ende.

Der var masser af Kirkeligt Forum og programmer om krigen i Mellemøsten, ligesom det heller ikke skortede på udsendelser om hollandske renæssancemalere og autentiske spillemænd fra Vendsyssel.

Men når der endelig kom et eller andet, som virkelig kunne få hele familien Danmark til at vågne op af døsen, kunne man være stenhamrende sikker på, at det kun kørte i et meget begrænset tidsrum for så derefter aldrig at blive genudsendt.

Stop mens legen er god
Dette forhold var med til at cementere myten om en guldalder – både i dansk og international sammenhæng. For det var ikke sådan, at årgang fulgte på årgang af serier.

Og vi fik i reglen kun tingene at se en enkelt gang.

Nu skal man ikke bare lamentere over, hvordan det var engang. Meget ofte afslører gensyn med forne tiders angivelige tv-skatte, at de snarere var gjort af pletsølv end at det pure guld.

Alligevel kan man af og til længes tilbage, fordi man dengang i det mindste holdt et eneste væsentligt princip i hævd: at man skal holde op, mens legen er god.

Fortsættelser i det uendelige
Sådan er det ikke længere. I dag lader man – understøttet af brugerundersøgelser, fokusgrupper og andre analyseredskaber – tv-serier fortsætte i noget nær det uendelige, hvis blot der er seere.

Uanset om figurerne så er tømt for indhold, historierne fortalt indtil flere gange, og dramaturgien for længst er udartet til det maskinelt skematiske.

På DR er der for tiden pause i spændingsserien ’Livvagterne’, som har kørt en sæson med ti afsnit. Nu venter vi på ti afsnit med mere af det samme.

Der kommer også en fortsættelse af ’Forbrydelsen’, selv om intet tilskriver det, al den stund, at vi nu har fundet ud af, hvem der slog gymnasiepigen Nanna Birk Larsen ihjel på det grusomste.

’Ørnen’ fik lov til at fortsætte hinsides enhver rimelighed. Og ’Rejseholdet’ kørte alt for længe i tomgang.

’Sommer’ fortsætter som radioføljeton, selv om den, da den omsider sluttede på fjernsynet, allerede længe havde kørt i ring.

Og på TV 2 kan man iagttage, hvordan noget til at begynde med så originalt og velfungerende som ’Desperate Housewives’ kan regredere til trist forudsigelighed.

Twin Peaks
Går man til det store udland, bliver det ikke meget bedre.

Et helt klassisk eksempel er David Lynchs serie ’Twin Peaks’, som i 1990 fornyede spændingsseriens univers ved at blande krimi med forvrængede elementer fra sæbeoperaen og hverdagsdramaet.

Den første sæson var af enestående høj kvalitet og tillod sig endog at ende med en vaskeægte cliffhanger, hvor helten, FBI-agent Dale Cooper, blev skudt, mens anden og sidste sæson gik i tomgang og blot dyrkede universets indadvendte særhed.

Romerserie forlænget
Det samme kan siges om HBO’s ’Rome’, hvis første sæson, der handlede om begivenhederne før og op til mordet på Julius Cæsar i år 44 før vor tidsregning, var intet mindre end fremragende og noget nær fuldendt som tv-serie betragtet.

Den blev en kolossal succes, og derfor lavede man yderligere en sæson, selv om man formentlig har været klar over, at det foreliggende historiske materiale ikke rummede nær de samme dramatiske muligheder for så vidt angår en stringent hovedhistorie; her vil nogle så nævne 1970’ernes tv-dramatisering af Robert Graves’ ’Jeg Claudius’, der bandt folk til skærmen i sin tid, men et gensyn med den vil afsløre, hvor grum tidens tand kan være.

Men når HBO fortsatte med ’Rome’, var det med velberåd hu. For som abonnementskanal skal der kunder i butikken, og sådanne kan man blandt andet skaffe ved at lokke med en fortsættelse af en populær serie.

24 timer - mindst 24 timer for meget
Et andet skræmmeeksempel er ’24 Timer’, et koncept, som brød med hævdvundne regler for tv-fortælling ved at foregå i realtid og operere med split screen og andre avancerede midler.

Første sæson var ualmindeligt velfungerende, mens allerede den anden forekom som en hul gentagelse og uden nogen form for nødvendighed ud over seerundersøgelsernes.

Logikken går ud på, at selv om niveauet falder, falder seertallet ikke nødvendigvis i tilsvarende omfang.

Forudsigelig som julegudstjenesten
For når tv-seere, hvad enten de er atomfysikere, butiksassistenter, togbetjente eller arkæologer, først har besluttet sig for at følge med i en serie, så skal der virkelig noget til, før de holder op igen.

Vi sidder troligt og ser John Nettles i rollen som kriminalinspektør Tom Barnaby, selv om episoderne efterhånden er lige så forudsigelige som liturgien til en julegudstjeneste.

Og går vi til komedieseriernes univers – hvor der virkelig er tradition for at gå længere end alt for langt – er forholdet til yndlingsserien og karaktererne jo nærmest som til elskede kæledyr, man holder i live, selv om det ville være mest humant og værdigt at gøre en ende på deres lidelser.

Morse holder stilen
Der er naturligvis eksempler på det modsatte.

Inden for krimiseriernes univers kan man pege på den britiske serie om ’Inspector Morse’, der holdt et påfaldende højt niveau igennem alle 33 episoder, fra ’De døde i Jericho’ (som Anthony Minghella skrev) og til svanesangen ’Et kors for Morse’.

Og dramaserien ’Præsidentens mænd’ bevarede også kvaliteten i stort set alle syv sæsoner.

Men det hører desværre til undtagelserne. For det meste er det ned ad bakke, når de første par sæsoner er forbi.

Hvilket der ikke er noget at sige til. For der er grænser for, hvor mange nye fortællemæssige krumspring, man kan foretage, uden at det virker kunstigt.

Og med mindre man griber til decideret lattervækkende midler, som det sker i de rigtige sæbeoperaer, kan der ikke komme andet end tomgang ud af det.

Alligevel kan man af og til længes tilbage, fordi man dengang i det mindste holdt et eneste væsentligt princip i hævd: at man skal holde op, mens legen er god.