Jeg ånder lettet op, da postbuddet Eric ser forelsket på sine gamle ’blue suede shoes’.

Et par flotte blå sko, som den gamle Manchester United-fan ikke har haft fremme, siden han var ung og dansede rock’n’roll.

Det må da være et godt tegn her få dage efter, Manchester United har genvundet mesterskabet, tænker jeg, og vipper med tæerne i mine nye blå sko.

Det er det på en måde også.

Jeg er stadigvæk lettere rystet over mødet med Lars von Triers ’Antichrist’.

En film, jeg næppe nogensinde slipper af med, og som jeg måske vil være dybt i tvivl om til mine dages ende.

En ukompliceret fornøjelse
Så det er med ukompliceret fornøjelse, at jeg ser Eric Cantona score nogle af sine mange fantastiske mål for De Røde Djævle.

Der er nemlig to gange Eric i Ken Loach-filmen ’Looking For Eric’.

Eric Bishop er et lille skravl af en mand, der er ved at miste grebet om sit liv.

Anført af vennen Meatballs prøver kollegaerne at hjælpe Eric med lidt psykologi. De skal hver især udse sig et forbillede. De vælger Nelson Mandela, Fidel Castro, Frank Sinatra og Sammy Davis, Jr.

Eric vælger Eric Cantona. Den temperamentsfulde franskmand, der blev folkehelt på Uniteds hjemmebane, Old Trafford.

Med fødselshjælp fra sønnens hemmelige lager af fygræs toner Cantona rent faktisk frem som Erics skytsengel.

Gode råd fra Cantona
Den filosofisk anlagte fodboldspiller har mange gode råd til sit kyllingeskrog af en navnebror. Man skal spille for holdet og stole på kammeraterne.

Man skal selv tage hånd om sagerne. Man skal turde satse. Og langsomt bliver Eric et nyt menneske, der så småt magter at tage hånd om sine mange problemer:

Eric lider af panikanfald, som får ham til at føle sig håbløs og handlingslammet.

Han tør ikke kontakte sin ekskone. Han forsømmer sine venner, overser sine teenagesønners voksende problemer og er endda holdt op med gå til Manchester Uniteds hjemmekampe.

Sød, sjov, solidarisk
’Looking For Eric’ er en sød, sjov og solidarisk film om tage fat ansvaret for sit eget liv med fodbolden og dens fankultur som enkel og rummelig metafor.

Nærmest en elskelig film, hvor Loachs miljøskildring og Paul Lavertys dialog naturligvis er uden mislyde.

Engang var Ken Loach socialkritisk uden nåde. I ’Looking For Eric’ er han forvandlet til social hyggeonkel og langt fra det intensitetsniveau, han senest opviste i 2002 med ’Sweet Sixteen’.

Men ’Looking For Eric’ varmer hjertet uden at varme bolden, og så har man den efterhånden sjældne og tiltrængte fornøjelse at se en film, hvor instruktøren målrettet går efter en ikkevoldelig løsning i en skydegal tid

Eric  Cantona flankeret af hustruen Rachida Brakni og den britiske instruktør Ken Loach. Foto: APElegant komposition og spil
Som Loach er også Pedro Almodóvar mest optaget af at hygge om publikum.

Efter fire modne hovedværker på stribe – ’Alt om min mor’, ’Tal til hende’, ’Dårlig dannelse’ og ’Volver’ – er ’Los Abrazos Rotos’ (’Brudte favntag’) en slags returbillet til den mere intrigante og soapskummende Almodovar.

Fortællingen om, hvordan det gik til, at filminstruktøren Mateo blev til den blinde manuskriptforfatter Harry Caine, er gennemført elegant komponeret og spillet.

Pangfarver og indviklede intriger
Som i ’Volver’ bliver Penelope Cruz holdt op som Almodóvars ikonografiske filmstjerne.

En filmhistorisk fakkel Amodóvar bærer videre, for ’Los Abrazos Rotos’ er mere end nogensinde gennemlyst af hans kærlighed til gamle film og deres divaer.

Endnu  engang bliver Penelope Cruz holdt op som Pedro Almodóvars ikonografiske filmstjerne. Foto fra filmenDesign i pangfarver, indviklede intriger, skægt afviklede scener, muntre visuelle indfald, fræk klipning og sidespring a la carte

Mere lun end løssluppen
Der mangler sådan set kun det, der skulle til for at gøre det til en stor Almodóvarfilm. Det tragiske krydderi er uden bid og komedien lun snarere end løssluppen.

Filmens morale er, at en film, man er begyndt på, skal man, uanset hvad, lave færdig. Et lidt for passende tema.

’Los Abrazos’ ligner en af den slags ting, en filminstruktør laver for at holde sig i gang.

Men jeg må indrømme, at selv den mindste film fra den spanske tyrenakke med sveskeøjnene får mig til at gå lidt lettere på jord i mr. Blues blå sko.

Pedros  hold i Cannes: Fra venstre er det spanske Blanca Portillo, Pedro Almodovar, Penelope Cruz, Lluis Homar og Tamar Novas. Foto: AP