Hun var en af de sidste, der så ham i øjnene. Det foregik under jorden. Da havde han 12 års diktatur i Tyskland, 5 års verdenskrig i Europa og 6 millioner jøder på samvittigheden. Hitler.

Et par timer inden sit selvmord 30. april 1945 dikterede tyrannen sit politiske testamente til den 24-årige Traudl Junge. Hun troede, at også hun skulle dø i førerbunkeren i Berlin. Russerne var på vej ind i byen med deres tanks. Kun udslettelsen ventede. Giftampullen lå klar i hendes lomme.

To et halvt år som sekretær
I to et halvt år havde hun arbejdet som Adolf Hitlers privatsekretær. Den yngste af fire. Hun tilbad ham som en far. Nu lirede han lidenskabsløst en lektie af. Navnene på den ny naziledelse efter hans død.

Topfolk som Herman Göring og Heinrich Himmler var i unåde og blev udstødt. Storadmiral Karl Dönitz skulle overtage roret på den synkende skude. Førerens øjne var tomme. Anden Verdenskrig tabt. Livet var slut.

Et par dage forinden havde han giftet sig med Eva Braun. Ordnung muss sein. Nu kunne elskerinden se en fremtid i møde som ærbart lig. Frau Hitler.

Testamentet blev overstået. I selskab med de andre i bunkeren indtog Traudl Junge sin frokost i kælderens dyb.

»Den samme forestilling som i går, i forgårs, som i dagevis: Dødens gæstebud under selvbeherskelsens fattede maske«.

En adjudant henvender sig til hende: »Følg med, Føreren vil tage afsked«.

Sådan skriver Traudl Junge i sin selvbiografi 'Til den bitre ende - Hitlers sekretær fortæller om sit liv', der udkommer i Danmark om kort tid.

Jerndøren lukkes
»Jeg registrerer utydeligt, at der også er andre folk til stede. Jeg ser kun Førerens skikkelse. Han kommer meget langsomt ud fra sit værelse. Mere ludende end nogensinde før træder han ind ad den åbne dør og giver os alle sammen hånden«.

»Jeg mærker et øjeblik hans varme hånd i min, så kigger han på mig, men ser mig ikke. Jeg har ikke forstået hans sidste ord. Nu er det længe ventede øjeblik kommet, og jeg er som forstenet og mærker knap nok, hvad der foregår omkring mig«.

»Først da Eva Braun kommer hen til mig, hæves lidt af fortryllelsen. Hun smiler og omfavner mig.

»Vil De ikke nok alligevel prøve at komme ud herfra, måske kan det stadig lade sig gøre at komme igennem. Så kan De hilse Bayern fra mig«, siger hun smilende, men hendes stemme lyder grådkvalt«.

»Hun har Førerens yndlingskjole på, den sorte med roserne i udskæringen, hendes hår er nyvasket og smukt friseret. Så følger hun efter Føreren og ind på hans værelse - ind i døden«.

»Den kraftige jerndør lukker sig bag dem«.

Traudl Junge stod lammet og glemte alt om sin egen giftampul. Hun overlevede både sin arbejdsgiver og russernes indtog i Berlin. Med over et halvt århundrede.

Døde 81 år gammel
Først kort efter verdenspremieren på dokumentarfilmen 'Det blinde punkt - Hitlers sekretær' under filmfestivalen i Berlin i fjor døde hun som 81-årig af kræft.

Et par uger forinden var hendes erindringer om årene med Føreren udkommet i Tyskland. Oprindelig nedskrev hun dem i årene lige efter Anden Verdenskrig.

Skuddet
Traudl Junge blev den sidste overlevende fra inderkredsen omkring Hitler. Propagandaminister Joseph Goebbels og hans kone Magda begik selvmord dagen efter deres chef. Forinden havde de med giftindsprøjtninger taget livet af deres seks børn.

Efter at jerndøren var smækket i bag Føreren for sidste gang, klarede Traudl Junge sig med nød og næppe fysisk og mentalt igennem resten af dagen.

Hun smurte et par madder til Goebbels' børn. De snakkede om, hvor sikker bunkeren var.

»Pludselig lyder der et skud, så højt og så tæt på os, at vi alle forstummer«.

»Lyden forplanter sig gennem alle rum.

»Det var en fuldtræffer«, råber en af drengene og aner ikke, hvor meget han har ret«.

»Nu er Føreren død«. Det ved hun.

Traudl Junge er som forstenet. Hun tager en flaske Steinhäger fra bordet, skænker sig et glas og tømmer det i ét drag.

»Mit ur viser et par minutter over tre om eftermiddagen. Nu er det altså sket«.

»Jeg ved ikke, hvor længe jeg sidder sådan. Mandestøvler er trampet forbi mig, uden at jeg har lagt mærke til det. Så kommer Hitlers personlige adjudant Otto Günsches store, brede skikkelse op ad trappen og med ham en stank af benzin«.

»Han er askegrå i hovedet, de unge, friske ansigtstræk virker indfaldne. Tungt lader han sig falde ned ved siden af mig, griber ligeledes ud efter flasken, og hans store kraftige hånd ryster.

»Jeg har udført Førerens sidste befaling ... hans lig er brændt«, siger han stille«.

»Jeg svarer ikke, jeg spørger ikke«.

Karakteristisk for privatsekretæren. Hendes erindringer om tiden tæt på verdenshistoriens største krigsforbryder vidner om en ung kvinde skabt til betingelsesløs opofrelse. Loyalitet og lydighed. Ingen spørgsmål.

Et abnormt liv
Altid opførte Hitler sig korrekt og upåklageligt over for Traudl Junge og de tre andre kvindelige sekretærer. Som en rigtig gentleman. Næsten som en far af den gamle skole. Venlig, varm og opmærksom. Med lidt distance. Indimellem humor. Alt sammen båret af en forheksende karisma, skriver hun.

»Hitler behandlede mig som en lille pige. Det var især mig, han holdt af at spøge med. Jeg skulle imitere en filmkomiker fra Wien, tale saksisk dialekt og parere hans vittigheder«.

»En af de andre sekretærer, fru Christian, var genstand for Hitlers charmerende tilbedelse. En gang imellem så det næsten ud som en lille flirt, men hver aften kom samtalen på et tidspunkt til at handle om Eva Braun, og når det skete, bemærkede jeg altid, at Hitlers øjne fik en dyb, varm glød, og hans stemme blev blid og mild«.

Førerens diktat af breve, ordrer og anden korrespondance til Traudl Junge foregik i en afslappet atmosfære. Tempoet var roligt og sproget ordentligt.

Stemningen skiftede dog totalt under Hitlers indstudering af taler. Især hvis jøderne og de slaviske folkeslag var på dagsordenen. Hvilket de kun sjældent kom i det underordnede personales nærvær.

Men så lynede hans øjne, skriver hun. Voldsomt hidsede han sig op, gestikulerede og anvendte et vulgærvokabularium, sekretærerne ellers ikke kendte fra hans mund.

Traudl Junge gjorde tjeneste i Førerens forskellige hovedkvarterer, mens holocaust var på sit højeste. Men hun hæftede sig ikke ved ordene inde i raseriet. Hurtigt gik det da også over, og bagefter var Hitler som før - den gode, gamle hyggeonkel.

Få arbejdede i krigens sidste år tættere på Føreren end den unge privatsekretær. Til gengæld anede hun ikke, hvad der foregik ude i den virkelige verden. I koncentrationslejrene. Hun havde et blindt punkt, indrømmer hun.

»Jeg og de andre sekretærer levede et abnormt liv«.

Først længe efter Nazitysklands sammenbruddet forstod hun, at Adolf Hitler er »den største forbryder«, der nogensinde har levet.

Traudl Junge var sin Fører dybt hengiven. Lige til skuddet bag jerndøren i bunkeren.

Oberstens attentat
Sådan forholdt det sig ikke med alle i tyrannens nærhed. Oberst, grev Claus Schenk von Stauffenberg fra generalstaben foragtede og hadede Hitler mere og mere, i takt med at krigslykken vendte for nazisterne.

Adelsmanden og hans meningsfæller ville af med opkomlingen.

En konspiration tog form, og om formiddagen torsdag 20. juli 1944 placerede von Stauffenberg en bombe i en attachétaske i et mødeværelse i Førerens hovedkvarter Ulveskansen ved Rastenburg i Østpreussen.

Kl. 12.40 forlod greven mødet og tasken. Hitler og de andre tilstedeværende fra generalstaben blev i barakken. To minutter gik.

Traudl Junge og de andre sekretærer befandt sig på deres værelser i en anden bygning i nærheden. Hun var i færd med at skrive et brev.

»Så sønderrev et frygteligt brag pludselig den stille luft. Uventet og forfærdende«.

»Det var ikke braget, der havde fået mit hjerte til at stå stille. Vi var vant til, at et skud eller en eksplosion pludselig genlød i skoven. Men hvad der netop var sket, gjorde mig urolig og bange. Jeg løb ud«.

Kort efter fik hun at vide, at en bombe var eksploderet i mødebarakken. Traudl Junge turde dårligt stille sig selv det mest nærliggende af alle spørgsmål:

»Hvad ville der ske, hvis Hitler var død?«.

»Jeg kom ikke frem til noget klart billede. Var der så meget som én blandt Hitlers medarbejdere, der kunne blive hans efterfølger? Himmler, Göring, Goebbels? Tanken forekom mig umulig«.

»De var jo kun måner, der alle fik deres lys fra Solen og ikke havde kraft nok til at lyse selv. Eller var der nogen anden person i Tyskland, der kunne tilrive sig magten, en af Hitlers modstandere måske?«.

Grev Stauffenberg og hans medsammensvorne blev afsløret, pågrebet og henrettet, inden døgnet var omme. Det var tredje gang inden for forholdsvis kort tid, Hitler havde overlevet et attentat på sit liv.

Flere af de andre ved generalstabsmødet blev dræbt eller alvorligt såret. Føreren selv slap med overfladiske skrammer, og hurtigt blev han gelejdet tilbage til Ulveskansens førerbunker.

Hitler i underbukser
Kort efter aflagde Traudl Junge og hendes kolleger ham en visit.

»Jeg var lige ved at le højt, da jeg så Hitler«.

»Hans hår havde aldrig været synderlig velfriseret, men nu så han ud som et pindsvin, så meget strittede det. De sorte bukser hang i smalle strimler ned fra livremmen, næsten som et bastskørt«.

»Smilende hilste han på os med venstre hånd: »Nå, mine damer, så gik det endnu en gang godt. Igen et bevis på, at skæbnen har udset mig til min mission, ellers ville jeg ikke længere være i live««.

Derefter iførte Føreren sig nye bukser. Han ventede besøg af 'il Duce', Italiens diktator, Benito Mussolini.

Om aftenen var Hitler i hopla igen. Fyldt af vrede og harme over forræderne.

»»Disse kujoner! Havde de i det mindste skudt! Så kunne jeg have respekt for dem. Men de tør jo ikke engang sætte deres eget liv på spil«.

»Disse idioter ved ikke, hvilket kaos der ville opstå, hvis jeg slap tøjlerne. Men jeg vil statuere et eksempel«.

»Hvis først jøderne med al deres had får magt over os, så er det endegyldigt forbi med den tyske og europæiske kultur«.

»Og hvis de tror, at Vestmagterne er stærke nok til at stoppe bolsjevismen uden Tyskland, så tror de fejl. Denne krig skal vindes, ellers er Europa fortabt til bolsjevismen««.

Sådan fortsatte det hele aftenen. Hitler kørte sig selv op i en spids. »Hans optimisme, hans sejrsvished og selvsikkerhed overskred nu for alvor fornuftens grænser«, konstaterer Traudl Junge.

»Hitlers øjne funklede. Han virkede mere levende, end jeg havde set ham længe. Kun hans højre arm forvoldte ham smerte«.

Hans heilende hilsner blev da også mindre overbevisende de næste ni måneder. Mandag 30. april 1945 kl. 15.00 om eftermiddagen førte han for sidste gang armen op over skulderen.

Blodet og giften
Efter skuddet i bunkeren og brændingen af ligene var den unge sekretær på fortvivlelsens rand. Men hun kunne ikke nære sig. Hun listede ind i Førerens underjordiske toværelses.

»På bordet ligger Evas lille revolver ved siden af et lyserødt chiffontørklæde, og på gulvet ved fru Hitlers stol ser jeg det blanke messinghylster til giftampullen skinne. Det ser ud som en tom læbestift«.

»På den blå- og hvid-mønstrede polstring på Hitlers bænk er der blod: Hitlers blod«.

»Jeg får det pludseligt dårligt. Den kraftige bittermandellugt giver mig kvalme. Jeg mærker uvilkårligt efter, om jeg har min egen ampul. Jeg ville allerhelst smide den så langt væk, jeg kunne, og forlade denne skrækkelige bunker«.

»Pludselig mærker jeg en rasende og afmægtig følelse af had til Føreren vælde op i mig«.

»Jeg bliver selv forbløffet over det, for jeg vidste jo godt, at han ville forlade os. Men den tomhed og rådvildhed, han har efterladt os i!«.

»Nu er han simpelthen bare gået bort, og med ham er også den hypnotiske tvang forsvundet, som vi alle har levet under«.

»Der lyder skridt uden for døren. Rigets sidste støtter vender tilbage efter at have deltaget i afbrændingen. Goebbels, Bormann, Axmann, Hewel, Günsche, Kempka«.

Den lange dag sortnede i natten, og det blev dag igen. Om formiddagen 1. maj afæskede Traudl Junge Otto Günsche et svar. Hun ville kende de nøjagtige omstændigheder omkring Hitlers død. Adjudanten havde befundet sig i rummet lige ved siden af, da skuddet bag jerndøren flængede stilheden.

Günsche huskede hver en detalje.

»»Efter et par sekunder åbnede Goebbels døren, og vi trådte ind. Føreren havde skudt sig i munden og desuden bidt en ampul itu. Hjernemassen var knust, det så forfærdeligt ud«.

»Eva Braun havde ikke benyttet sin pistol, hun havde kun taget giften«.

»Vi indhyllede Førerens hoved i et tæppe, og Goebbels, Axmann og Kempka bar liget op ad trapperne til parken. Jeg tog Eva Braun. Hun var meget tungere, end jeg nogensinde ville have forestillet mig, at en så slank kvinde kunne være«.

»Da vi kom op i parken, lagde vi ligene ved siden af hinanden et par skridt fra bunkerindgangen. Beskydningen var så voldsom, at vi ikke kunne gå længere, så vi valgte bare et bombekrater lige i nærheden«.

»Så hældte Kempka og jeg benzin ud over ligene, og jeg kastede en brændende klud derhen fra indgangen. Ligene stod straks i flammer ...««.

Adjudanten tav. Traudl Junge havde fået en slags sjælefred. Hun opgav sit underjordiske liv og begav sig ud i Berlin.

»Samme dag mistede jeg mine kolleger. Jeg vandrede alene videre, længe og uden håb, indtil jeg endelig landede i et russisk fængsel«.

»Da celledøren lukkede sig bag mig, havde jeg ikke engang giftampullen mere, så hurtigt var det gået. Og dog var jeg stadig i live«.

Det fortsatte hun med at være i yderligere 57 år, efter at de allierede senere i 1945 satte hende på fri fod. Hun fik hilst Bayern fra Eva Braun.

Hitlers forkullede kranium endte i en papkasse i et krigsarkiv i Moskva. Dér befinder det sig den dag i dag.