Kan man være sød »helt ind til benene«? Eller »vedlægge veto«? Eller hvad med at »holde sig i skridtet i tre uger« – måske sat over for at være en »skrappenralle«?

Nogle af det danske sprogs største fornyere kan man finde blandt deltagerne i ’Paradise Hotel’, hvor Line-Sofie og Frederik netop har vundet finalen.

God smag er det ikke ligefrem sådan at sidde og lure på folk aften efter aften, selv om man kun er på fornavn med dem. Men det er ikke desto mindre det, det handler om. De der fordømte guilty pleasures.

Man ved jo godt, at det er dårlig stil i kategori med lørdagskylling, tøj fra Bilka og permanentet hår.

Paradisoerne lokker os ind
Alligevel lokker paradisoerne, som de kaldes, de sexfikserede, solarie-, fitness- og silikonepumpede deltagere i ’Paradise Hotel’, tusinder af seere til skærmen aften efter aften.

TV3 har fundet formlen på en af deres største succeser i fordanskningen af det amerikanske tv-koncept, hvor en flok mænd og fem kvinder sendes til et luksushotel i Mexico og gennem tre måneder kæmper om at blive der længst muligt og derved vinde en halv million kroner og hele tiden bliver stemt ud af eller ind i programmet.

Undervejs skal de ’danne par’, som det hedder i ’Paradise’-retorikken, altså finde en at dele dobbeltseng med, mens de skaber alliancer og sætter hak i sengestolpen hurtigere end en spætte hakker bark på en solskinsdag.

Seerrekorder
Den sidste uge af den netop afsluttede sæson fem satte TV3-rekord ved at have 351.000 gennemsnitlige seere og hele 417.000 på finaleaftenen.

Det svarer til, at 37 procent af de 15-49-årige tv-seere, der havde tændt for deres fjernsyn kl. 22, så ’Paradise Hotel’. Med sådanne seertal kan ’Paradise’ ikke længere kategoriseres som perifert snusk på en lille kommerciel kanal, men er derimod en bragende succes.

En succes, hvor man som seer er fanget i et skizofrent had-kærligheds-forhold og fascineres og frastødes af deltagerne, som man hverken holder med eller hader, men bare nyder at glo på. For det er til tider helt urimeligt underholdende.

Og andre gange fuldstændigt uudholdeligt. For ’Paradise’ kan være så pinligt, at man ikke kan være i sin krop, som når de bagtaler partneren 30 sekunder efter at have kysset igennem og svoret evigt troskab og selv synes, de er vildt ovenpå.

Censurerede genudsendelser
’Paradise Hotel’ og jeg har dog nydt mange glade stunder sammen. Især det ugentlige sammendrag med fire afsnit i træk søndag eftermiddag – i perfekt timing til eventuelle tømmermænd og anden ugidelighed – har fungeret som en trofast, kærkommen ven siden februar.

Sæsonens helt store samtaleemne har været kneppekongen Gleager, der også var med i sidste sæson og åbenbart kan charme g-strengen af hver en ungmø under 25.

Således blev casanovaen ved sæsonens start sendt direkte ind i kløerne på fem ekser på hotellet – med mere eller mindre i klemme – og formåede alligevel at få scoret sig igennem nogle og fyrre afsnit, inden han røg hjem til Hjørring.

Det er selvfølgeligt godt tv med sådan en scorebandit – mænd vil være ham, kvinder vil prøve ham. Og det er selvfølgelig det, det mest handler om med ’Paradise Hotel’, sex og bar hud.

Hotel Klamydia
Næsten hvert afsnit går der softcore i den på ’hotel klamydia’, hvor de snurrende kameraers nightvisionbilleder afslører alt og intet på en og samme tid, når deltagerne trækker hvide lagener over sig og knalder.

Hvilket virker næsten komisk, fordi de da ligner spøgelser fanget i en wrestlingkamp. Og ellers bliver der søgt efter blinde vinkler og alle former for snerter af privatliv i brusebade og swimmingpools og krinkelkroge, men det er os, lurerfolket, der altid vinder.

For vi kan se det hele. Og vi vil se det hele.

Vi ser den overdrevne forfængelighed. For selviscenesættelse er enorm, når store hårdpumpede fitnessfyre sætter håret med glattejern og bruger timevis på at matche deres outfits.

Men vi ser også, at deltagerne er så herligt ligeglade med sund fornuft og gode husråd. De griller hele og halve dage i solen, kæderyger, bæller cocktails og shots og knalder rundt uden så meget som at overveje det der med sikker sex.

’Paradise’-eventyret er nemlig deres ferie fra fremtidsbekymringer, forældreopsyn og overjeg, og selv om vi alle sammen sidder og råber »det sagde du bare ikke!« og »er din mor stolt af dig nu?« efter tv’et, så virker de fuldstændig ligeglade med verden uden for hotellet.

Nøje castede deltagere
De er selvfølgelig også nøje castede i et segment, der kan smide alt og rejse væk i månedsvis, og fordi de som regel arbejder løst som bartendere, tjenere og tøjekspedienter hjemme i Danmark. Folk uden forpligtelser, uddannelse, karriere eller familie, der leder efter en eller anden drøm. En drøm om de varme lande, den hurtige berømmelse eller måske bare en masse sjov og ballade.

Lynhurtigt overtager deltagerne tidligere realitydeltageres specielle sprog. »En værdig vinder« er en frase, der bliver brugt igen og igen, selv om alle dybest set snyder alle, det er sådan set seriens natur.

Hvem der »spiller taktisk eller med hjertet« er en anden elsket frase, ligesom deltagerne konstant fortæller, hvordan de har det »lige p.t.« og »personligt«. »P.t. stoler jeg personligt ikke på nogen« f.eks., og man må som ’Paradise Hotel’-seer favne egne mindre charmerende elementer af nedladende bedrevidenhed.

For det er også den personlige fortolkningsramme, der gør det så fedt at se nogle af verdens mest uovervejede mennesker på slap line. Ligesom når pigerne i ’Topmodel’ siger, at de kun vil gå i pelse fra dyr, der er døde af sig selv ude i naturen, eller tror, Tokyo er hovedstaden i Thailand.

Så føler man sig rigtig klog og ovenpå, selv om man ligger der på sofaen i joggingbukser og spiser is til aftensmad. Og i virkeligheden bare trænger til et frikvarter fra verdens ulidelige kompleksitet.