Parken: Michael Jackson, torsdag 14. juni 1997.
I realiteten er det umuligt at opleve en Michael Jackson-koncert anno 1997 uden at lade sig påvirke af den for længst uhæmmet medieeksponerede monumentale støj omkring fænomenet, der må være klodens mest forhadte popfigur nogen sinde og samtidig er en af de mest tilbedte.
Kun ved en anstrengt, kosmetisk kirurgisk total-transplantation af oplevelsen lader det sig i tilfældet Jackson teoretisk gøre at få øje på noget, der ligner et regulært popshow, man kan forholde sig til.
Alligevel gør jeg forsøget med at tage stilling til musikken i stedet for manden, som i dag er 38 år og har været beskæftiget med popmusik, siden han fire år gammel kom med i soul-selskabet Motowns dygtigt iscenesatte familietrup The Jackson 5, som vidunderbarnet med den lyse stemme øjeblikkeligt gav et gigantisk løft.
Kvantespring
I Parken var et kort tilbageblik på barnestjernen Jacksons repertoire naturligt flettet ind i det flere timer lange shows tour de force gennem solistens musikalske historie.
SE KLIPFRA KONCERTEN (eksternt link)
Det lille medley over sange fra fortiden fungerede fint som reminder om det kunstneriske kvantespring, Michael Jackson tog, da han især fra soloalbummet Off The Wall i 1979 gradvist fjernede sig fra den mere skematiske, lette, popmelodiske Motown-sound og sendte soulmusikken ind i 1980erne.
Første halvdel af 1980erne var Jacksons højtid som up coming superstar i hyperhurtigt tempo.
Det var her, han år for år stadig mere tydeligt fremstod som en af popscenens mest alsidige sangere, komponister og performers, der i samarbejde med nogle af den tids dygtigste producere og musikere indlemmede disco og funk i et både uefterligneligt og skoledannende udtryk, som stadig gør indtryk.
Talenterne i behold
Hver eneste gang Michael Jackson i Parken undlod at spille teater og i stedet sammen med sit konstant præcisionsdygtige, rytmisk timede band helligede sig musikken, viste det sig, at han både som vidtspændende sanger og forbløffende atletisk danser har alle talenterne i behold.
I sange som den jublende forelskede og uimodståeligt melodiøse Billie Jean, den udfarende Beat It, den discofile og kompositorisk udfordrende Thriller dansede Michael Jacksons fødder og stemme hele følelseregisteret igennem på få, stramt arrangerede minutter.
Især balladerne Stranger In Moscow og Earth Song fra dobbeltudgivelsen History (1995) understregede, at Michael Jackson også i 1990erne har begået gyldne, uforglemmelige popsange.
Himmelåbnende
Hvor han for ti år siden mest var kendt for at kreere en hårdtpumpet macho-lyd, så fremstod Stranger In Moscow som et af de smukkeste øjeblikke i Parken, hvor solistens stadig ungt klingende, ømskindede og næsten feminine vokal lod melodistemmen slentre ubesværet og forsigtigt sitrende ledsaget af himmelåbnende, blid og flimrende, skrøbelig musik.
Forsøgsvis fratrukket samtlige opsvulmede sceniske påfund under et alt for langtrukket show levnede Michael Jacksons besøg i Parken derfor ingen tvivl om solistens musikalitet.
