Måske findes der lige en enkelt, som ikke har opdaget det endnu, så lad mig begynde med at slå følgende fast:

Det er højsæson for Pia Kjærsgaard.

Det er sidst på sommeren.

Der er stadig stille på Christiansborg. Ja, der er stadig ret så stille i hele landet. Og så er det, hun opfører sit skuespil. Det sker hvert år, og det er i medierne, det foregår.

Næsegrus beundring fra TV 2
De seneste dage har Pia Kjærsgaard langet ud efter statsministeren.

Hun har rusket op i kommunerne.

Og hun har i denne avis svinet kulturministeren gevaldigt til, for slet ikke at tale om kultureliten. Og nu kulminerer det så på Dansk Folkepartis sommergruppemøde i den vestjyske stokroseidyl.

»Det er helt perfekt, altså, det er supergodt orkestreret. Næsegrus beundring herfra!«, lyder det fra Henrik Qvortrup, som er politisk redaktør og kommentator på TV 2.

Qvortrups beundring går alene på timingen, iscenesættelsen, på Pia Kjærsgaards evne til at brage igennem med budskaber, som ingen, absolut ingen, har problemer med at fatte.

»Hun lukker møgspanden op og hælder ud«
Direktør Frederik Preisler fra reklamebureauet Mensch forklarer Pia Kjærsgaards særlige talent på denne måde:

»I virkeligheden siger hun ikke noget, vi ikke alle sammen på et eller tidspunkt har tænkt. Vi er bare alt for dannede og velopdragne til at sige det højt«, siger han.

»Vi kan alle lige pludselig blive irriterede over de der indvandrerrødder og sige: Kan vi for fanden ikke få ryddet op i gaderne! Og de der kamphunde: Kan vi ikke bare lade politiet skyde dem! Og på kulturområdet: Aj, det der er da også bare noget forløjet fis og så videre. Det, hun gør så eminent, er at træde lige igennem silken og så sige det«.

»Hun lukker møgspanden op og hælder ud. Og det har en enorm gennemslagskraft, fordi det ikke er os fremmed«.

Regeringen »by the balls«
Der er også en anden grund til, at lederen af Dansk Folkeparti i særlig grad tordner igennem lydmuren.

»Det er klart, at det jo også er nemmere at sætte tonen, når man har regeringen by the balls ...«, siger Henrik Qvortrup.

»Hvis ikke Pia Kjærsgaard nikker, så er der ikke noget flertal, så er der ikke nogen regering ... det er meget simpelt«.

Hen over de seneste par år har Pia Kjærsgaard føjet kulturen til partiets politiske palet, som ellers er domineret af udlændingepolitik og retspolitik.

For et par år siden blev hun medlem af Folketingets Kulturudvalg.

Og nu træder hun ind som Dansk Folkepartis repræsentant i Statens Kunstråd og Statens Kunstfond, de to institutioner i dansk kulturliv, som uddeler den kunststøtte, hun er så kritisk over for.

Street credit
Pia Kjærsgaard har forklaret sit fremstød for kulturen som »kampen for overhovedet at bevare et kulturliv, der kan udvikle og udtrykke sig uafhængigt af pres fra islamiske mørkemænd, der i disse år forsøger at diktere og indsnævre rammerne for udfoldelsen af kulturen ...«.

Kulturpolitikken kan både bruges til at gafle nye vælgere og til at pleje dem, der allerede stemmer på Dansk Folkeparti, mener Qvortrup.

»Pia Kjærsgaard minder kernevælgerne om, hvem der er fjenderne. Og hun ved godt, det får en stor opsætning, fordi I på Politiken ikke er blinde for den provokation, der ligger i det ... Og det giver altså street credit blandt Dansk Folkepartis vælgere, at man lægger sig ud med Klaus Rifbjerg og taler en eller anden uforståelig billedhugger midt imod ... Det er super. Det er det, de gerne vil høre«.

Værdipolitik
Pia Kjærsgaard vil fortælle sine vælgere, at kulturen ikke er noget, de kloge og elitære skal have patent på.

Hun siger til dem, at de ikke behøver krybe langs panelerne, bare fordi de foretrækker malerier, som man kan se, hvad forestiller

Og så handler det vel om værdipolitik?

»Det er nemlig det«, siger Henrik Qvortrup.

»Nu har Dansk Folkeparti talt om udlændinge, de har talt om retspolitik, og nu kommer vi så til kulturen, som jo også er værdibaseret. Det er ikke en eksakt videnskab, hvor man er nødt til at vide både det ene og det andet for at synes, at Klaus Rifbjerg er en idiot«.

Reptilhjernen
Og man behøver ikke nødvendigvis at være enig med Pia Kjærsgaard for at tænke, at der kan være noget om det, hun siger.

»Nogle gange rammer hun en resonans i den mørkeste afkrog af vores mest primitive verdensopfattelse«, siger reklamedirektør Frederik Preisler.

»Vi har ligesom vores dannede og intellektuelle verdensopfattelse, og så har vi den mere rudimentære, den, der lader sig styre af reptil-hjernen«.

Men ligesom Qvortrup er Frederik Preisler fuld af lovord over for Dansk Folkepartis evne til at kommunikere strategisk.

Simpelt, men genialt.

»I Dansk Folkeparti er man klar over, at alle kommer hjem fra sommerferie. I to måneder har ingen hørt et pip fra ministrene – af den gode grund, at de har været på sommerferie – og så starter man med at sige: Hvorfor har vi ikke hørt noget til ministrene? Så tænker alle: Det er også rigtigt, vi har ikke hørt noget til ministrene. Altså, så enkelt er det, hvis du tænker over det«.

Rifbjerg »gider ikke råbefest«
Medierne er sultne i sommerstilheden og kaster sig over godbidderne.

Og så mangler vi kun, at de hovedanklagede skal reagere – i dette tilfælde er det ikke mindst forfatteren Klaus Rifbjerg, som Pia Kjærsgaard langer ud efter.

Han er personificeringen af alt det, hun hader ved det danske kulturliv: en venstreorienteret kunstner, der ikke kan lide VK-regeringen og Dansk Folkeparti.

Men Klaus Rifbjerg har ikke rigtig reageret.

Han har ikke lyst til at deltage i en eller anden »råbefest«, forklarer han i telefonen.

»Det kan godt være, at Pia Kjærsgaard opfatter mig som modbydelig og ondskabsfuld over alle grænser. Men det er jo ikke hende personligt, det handler om. Det handler om en ideologi, som er mig modbydelig, og som jeg gerne vil bekæmpe. Og mere har jeg ikke at sige om den ting«, siger Rifbjerg.