I forbindelse med en udstilling på Arbejdermuseet havde museet lånt det bord, hvorom regeringens ministre samles i Statsministeriet til de fælles ministermøder. Når man gik bordplanen efter, viste det sig at Kulturministeren er placeret så langt væk fra statsministeren, som man overhovedet kan komme.
En tilsvarende bordplan – eller rangordning om man vil – kan man også aflæse ud af de årlige finanslovsforhandlinger. Også her er det bevillingerne til kulturområdet, der står bagest i køen, når pengene skal fordeles. Men hvorfor er det sådan? Hvorfor tillægges kulturen og kunstens rolle og værdi for det danske samfund ikke større politisk betydning? For selv om kulturministre som Brian Mikkelsen og Carina Christensen og den aktuelle minister, Per Stig Møller, givet var og er glade for kulturministerområdet, har denne glæde endnu ikke udløst større markante bevillinger til området. Hverken da økonomien gik godt eller nu, hvor riget fattes penge. For når de andre ministerier skal spare, så skal kulturområdet jo også, er logikken. Men hvorfor egentlig det? Bør vi ikke netop gøre det modsatte? Nemlig opprioritere den politiske og økonomiske opbakning til det danske kulturliv ud fra en forståelse af, at et lands kunst og kultur indgår som de helt grundlæggende byggesten til det, vi noget uklart definerer som vores fælles identitet.
