Christina Capetillo

Født 10. januar 1964 i Buenos Aires, Argentina.

Uddannet arkitekt på Kunstakademiets Arkitektskole i København og autodidakt fotograf.

Har udstillet både herhjemme og i udlandet, modtog i 2001 Nykredits Opmuntringslegat og er blevet præmieret af Akademiraadets Præmiefond.

Christina Capetillo

Hvordan forvandler Danmark sig i øjeblikket, sådan som du ser det?

»Jeg er fascineret af de stærke kræfter, der skaber en rumlig ensretning i landskabet. Tendensen går imod færre forskelle – imod en større homogenitet. For eksempel var landbrugsanlæg tidligere sammensatte størrelser, mens de i dag er skalaløse, nærmest abstrakte voluminer i landskabet«.

»I den lille skala hersker derimod en visuel mangfoldighed: Selv om moderne boligbyggerier i bund og grund er ens – opbygget af de samme rum i de samme størrelser – så skal de se forskellige ud. De er blevet visuelt individualiserede, så vi selv kan spejle os i dem«.

»Relationen til havet har forandret sig«
»Grundlæggende er vores forhold til landskabet under forandring – vi ser det i havneområderne, hvor gamle industrianlæg viger pladsen for boligbyggerier. Vores relation til havet har forandret sig: Motorveje og luftveje har overtaget havets funktion, nu er det næsten kun til rekreation. Når man står og ser på havet, kan det være svært at se, at det er forandret, men fra havnen er det enkelt at se«.

Hvad er det for nogle billeder af Danmark, du vil vise os?

»Jeg har fotograferet kulturskabte landskaber og bebyggelser i et snit tværs over Danmark – fra Vadehavet til Østersøen, fra hav til hav. Fra det flade og udstrakte menneskeskabte landskab i vest til klippeøen Bornholm«.

Vild og reguleret
»Jeg satte mig for at fotografere nogle af de bestanddele, som det danske landskab består af – vand, lys, jord og planter i form af blandt andet kystlandskaber, jordarbejder og skove. På Bornholm har jeg fotograferet nedlagte granitbrud for at skildre mødet mellem det kulturskabte, det planlagte og naturens kraft, som jo er uordnet og spontan, tilfældig. I mødet skabes en egensindig skønhed, som på en og samme gang er vild og reguleret«.

»Mange steder i Danmark nedlægges råstofgrave og grusgrave, og de transformeres til rekreative parker – vi kan ikke bare lade dem ligge hen; vi skal ’programmere’ dem og bestemme præcist, hvad de skal bruges til: sport, event, kultur – i stedet for at lade dem udvikle sig til nye landskaber, steder som bærer spor af fortiden, men holdes åbne for fremtiden«.

»De nye skovrejsningsprojekter interesserer mig også. Danmark har et langsigtet mål om at fordoble det nuværende skovareal, og det vil betyde en massiv rumlig og visuel forandring af det danske landskab, som vi kender det i dag. Jeg har fotograferet plantager og nye skove, som jo er prægede af en rumlig monotoni – ens træer i lige rækker. Men der ligger en egen skønhed i det gentagne, det serielle – og det lader jeg komme til udtryk i den måde, jeg sammensætter mine fotografier på i par eller serier af tre, fire billeder«.

»Mig - og et sted«
Hvorfor tager du ikke farvebilleder?

»Det er de rumlige relationer, der interesserer mig, og jeg synes, de kommer stærkest frem i sort/hvidt. Abstraktionen fra farve til farveløs skaber en distance, som kræver, at jeg bruger alle mine sanser i selve det øjeblik, jeg betragter billedet. Et nærvær i fraværet«.

»Af samme grund er der ingen personer i mine billeder. At fotografere er et mellemværende mellem mig og et sted – billedet er udtryk for et møde og er som sådan noget privat, noget personligt«.

Hvordan arbejder du helt konkret?

»For mig er den fotografiske proces todelt. Den første eufori ligger i selve optagelsen: dér, i øjeblikket, at være til stede, at være nærværende, at stå i forhold til et rum eller et landskab og møde det åbent. Den anden eufori ligger i mørkekammeret, et langsommeligt arbejde, som er karakteriseret af mørke og lys. Helt konkret, fordi man arbejder i mørke for at skabe en sekvens af lys, men også i abstrakt forstand, fordi man er i en afsøgnings- og afprøvningsfase. Herinde rammes man af tvivl, er lige ved at give op, orker ikke mere – men så træder noget frem, bliver synligt og man finder sin vej«.