»Bon«, sagde Henrik Cavling Politikens berømte redaktør, »godt« og oftest når han ikke var tilfreds med det der stod i bladet eller han prøvede at vinde tid når en medarbejder havde gjort sig ud til bens og stod til fyring eller bad om orlov uberettiget og ubelejligt. »Bon« et pauseord som enhver har brug for der læser Politiken og har gjort det livet langt helt fra den tid hvor Schyberg tog sig af teatret og Tom og Friisenberg delte litteraturen imellem sig og Henrik Ringsted hånd i hånd med Jørgen Sandvad, Merete Bonnesen og den kække Simon ordnede reportage, interview og sport plus kommentarer og Carlo Cartophelmoos og fru Hald Kold Kylling stadig var i live. Sikke tider og hvilket »Bon« man havde brug for da avisen først fyrede Poul Henningsen salonkommunisten og siden på lederplads gjorde skrabud for Hitler og hans sejrrige fremfærd ... Tit mindre fidibus end omnibus men næsten uafbrudt trods all odds frisindets tumleplads med latteren som lanse mod al oppustet selvgodhed og bagstræbs tyranni måske med luderagtigt sving i hoften men tit med rolig hånd og et aftræk der ofte rammer plet, så man kan sige »bon« og »godt« og mene det helt uden forbehold og føle sig bekræftet og befriet. Som resten af den skrevne danske presse hænger også Politiken efter alle disse år med bagdelen vådt svuppende mod Lethes vande men der er håb trods alt hvis bladets bedste egenskaber styrkes og populismens genfærd får et spark af intelligensens blanke støvle. »Rok op!« »Singot!« Der er stadig nok at fejre, og selvom det er sent på året står Rådhuspladsens lindetræer med grønne blade. »C’est bon, oui, c’est si bon!« Klaus Rifbjerg, 1. oktober 2009