»Bon«, sagde Henrik Cavling

Politikens berømte redaktør, »godt«

og oftest når han ikke var tilfreds

med det der stod i bladet

eller han prøvede at vinde tid

når en medarbejder havde gjort sig

ud til bens og stod til fyring

eller bad om orlov

uberettiget og ubelejligt.

»Bon« et pauseord som enhver

har brug for der læser Politiken

og har gjort det livet langt

helt fra den tid hvor Schyberg tog

sig af teatret og Tom og Friisenberg

delte litteraturen imellem sig

og Henrik Ringsted hånd i hånd

med Jørgen Sandvad, Merete Bonnesen

og den kække Simon ordnede

reportage, interview og sport

plus kommentarer

og Carlo Cartophelmoos og fru

Hald Kold Kylling stadig var i live.

Sikke tider og hvilket »Bon« man

havde brug for da avisen

først fyrede Poul Henningsen

salonkommunisten og siden på lederplads

gjorde skrabud for Hitler og hans

sejrrige fremfærd ...

Tit mindre fidibus end omnibus

men næsten uafbrudt trods all odds

frisindets tumleplads

med latteren som lanse

mod al oppustet selvgodhed

og bagstræbs tyranni

måske med luderagtigt sving i hoften

men tit med rolig hånd

og et aftræk der ofte rammer plet,

så man kan sige »bon« og »godt«

og mene det helt uden forbehold

og føle sig bekræftet og befriet.

Som resten af den skrevne danske presse

hænger også Politiken efter

alle disse år med bagdelen

vådt svuppende mod Lethes vande

men der er håb trods alt hvis bladets

bedste egenskaber styrkes og

populismens genfærd får et spark

af intelligensens blanke støvle.

»Rok op!« »Singot!« Der er stadig nok

at fejre, og selvom det er sent på året

står Rådhuspladsens lindetræer med grønne

blade. »C?est bon, oui, c?est si bon!«

Klaus Rifbjerg, 1. oktober 2009