Næsegrus. 'De grønne djævle' mangler forfatteren distance til stoffet og køber helt soldaternes eget selvbillede, mener Politikens anmelder. Forlaget har nu droppet udgivelsen, så denne bogforside vil ikke komme på hylderne. Illustration: Gyldendal

Politikens anmelder Henrik Lundtofte var kun få sider inde i bogen ’De grønne djævle’, før han undrede sig over, hvorfor Gyldendal, landets største forlag, ville lægge navn til en udgivelse, der ser helt enøjet og heltefascineret på nazistiske elitetropper.

Efter lange møder på Gyldendal i går nåede forlagets ledelse frem til samme konklusion som Henrik Lundtofte.

Den 450 sider tykke bog om 1. Faldskærmsdivision bliver trukket tilbage, og det er højst usandsynligt, at bogen, der var sat til udgivelse 7. oktober, nogensinde når frem til danske læsere. I hvert fald ikke i den nuværende form.

»Fejlen er vores. Mine medarbejdere og jeg har simpelthen ikke været skarpe nok. Det her må ikke ses, som om jeg undsiger forfatteren Bent Christensen. Han er hverken nazist eller noget, der ligner. Han er controller på en fynsk virksomhed og i øvrigt fascineret af militærhistorie. Derfor har han brugt sin fritid de seneste seks år på at undersøge denne historie. Problemet er, at vi ikke har givet ham det nødvendige modspil i tide«, fortæller Lars Boesgaard, chef for Gyldendals fagbogsredaktion.

Historiker undrer sig
Bent Christensens bog var forinden udkommet i to bind på det amerikanske forlag Schiffer Books, og det var denne udgivelse, der fik Gyldendal til at overveje en dansk udgivelse i et bind.

Som faghistoriker og arkivleder ved Historisk Samling fra Besættelsestiden undrer Henrik Lundtofte sig over, hvordan forlaget har vurderet bogens værdi.

»’De grønne djævle’ skriver sig ind i en hvidvaskningstradition, hvor læseren bagefter sidder med en fornemmelse af, at den ene side kunne være lige så god som den anden. Allerede i bogens indledning skriver forfatteren, at det er en myte, at medlemmerne af 1. Faldskærmsdivision var nazister, og uden at påvise, hvorfra han har det udsagn, slår han bagefter fast, at det var de sandelig ikke. På samme måde kan man også sige, at nogle af de prøjsiske generaler sagde, at de ikke var nazister, men hvilken forskel gør det, når de alle sammen udførte de ordrer, de fik besked på?«.

Skriver ikke om overgreb
»Problemet med ’De grønne djævle’ er, som jeg kan se det efter at have læst en tredjedel af bogen, at forfatteren overhovedet ikke sætter faldskærmstropperne ind i en sammenhæng. Man bliver jo nødt til at placere dem et sted, hvor man kan se, de var en del af en ideologi og et system, der slog millioner af mennesker ihjel«, siger Henrik Lundtofte.

Han er også dybt forundret over, at forfatteren slipper af sted med at skrive, at de tyske elitetropper var udsat for overgreb fra civilbefolkningen på Kreta, når man i dag ved, at netop i Sydøsteuropa, også i Grækenland, begik nazisterne nogle af de værste overgreb på de lokale.

Lars Boesgaard er helt enig i Henrik Lundtoftes indvendinger.

»Problemet er, at forfatteren fuldstændig tager faldskærmsdivisionen ud af sammenhæng med den tyske krigsmaskine. Jeg mener godt, man kan fortælle historien om faldskærmstropperne, selv om det er en historie om ’de onde’, men det nytter jo ikke noget, hvis de kommer til at fremstå, som om de ikke har noget ansvar for de ugerninger, der foregik«.

»Vi har ikke været skarpe nok«
Udefra ligner udgivelsen et fejlskud fra Gyldendal, så hvorfor gik forlaget overhovedet ind på at udgive bogen?

»Ideen med bogen var, at vi godt ville prøve at beskrive Anden Verdenskrig fra så mange vinkler som muligt. I årevis har vi haft vindervinklen, og i de senere år har vi også haft en række bøger, som har beskæftiget sig med den anden side«, siger Lars Boesgaard og fortsætter:

»Eksempelvis udgav vi for et par år siden en biografi om Hitler. Jeg har ikke noget imod at udgive en bog om et tysk korps, bare det sker på en lødig måde, og forfatteren har talt med både dem i det tyske korps og dem, de kæmpede imod. På den måde er det i orden, men her på forlaget har vi bare ikke været skarpe nok, og derfor står vi med en bog, der er knyttet nogle problemer til. Et af problemerne er, at forfatteren springer nogle massakrer over, som det tyske korps stod for på Kreta«.

Som forlagsmand har han ikke noget imod at udgive bøger om Anden Verdenskrig, for stoffet optager mange mennesker.

For hans skyld må bøgerne også godt være provokerende og kontroversielle, men lødigheden må ikke – som her – kunne drages i tvivl. På forlaget har fagredaktionen ikke haft en ekstern konsulent på udgivelsen af ’De grønne djævle’, hvad der ifølge Lars Boesgaard var en fejl.

»Vi bliver nødt til at have en second opinion på udgivelser af denne karakter«.

Forfatter er tavs
Det sidste kan Henrik Lundtofte kun være enig i, men han mener, bogen har andre problemer end de faghistoriske.

Rent sprogligt mener han, at bogen kun løfter sig marginalt over tidligere tiders populære tegneserier om krigshelte. Han tvivler også på oplysningen om, at forfatteren har gennemstøvet alle tyske arkiver. I givet fald fremgår det ikke af noterne.

Bent Christensen ønsker ikke at udtale sig. Han afventer faghistorikernes gennemgang af ’De grønne djævle’. Først efter denne gennemgang bliver det afgjort, om bogen nogensinde bliver udgivet i Danmark.