Danmark har fået noget, som landet ikke har haft siden Kulturministeriets efterhånden fjerne barndom: en kulturminister, der har bidraget til kulturen – også før sin udnævnelse.

Danske kulturforbrugere er heller ikke vant til, at en minister så resolut efter sin tiltræden fælder værdidomme og kommer med sin egen personlige kulturelle kanon.

Det er godt, ikke mindst for debatten, at en minister så hurtigt tør træde i karakter.

Det skaber reaktioner, og reaktioner er nu engang al debats moder.

Noget vi kan se op til
Per Stig Møller (K) vil ikke være neutral og diplomatisk.

Han vil gerne understrege sine holdninger, og at han er chef for et ministerium, der også er et holdningsministerium.

I et interview her i avisen udtalte ministeren, som et apropos til sendefladens accelererende popularisering og de mange tv-programmer, der ligner statsbetalt tyggegummi for øjnene:

»Det er fint, at vi kan spejle os. Men vi må også have noget, vi kan se«.

LÆS INTERVIEW Per Stig: Jeg har ikke noget imod amatørtv, men ...

Måske efterlyser ministeren ligefrem ’noget vi kan se op til’.

Målt på den historiske værdiskala er det blevet et gammeldags krav, at kunst skal være større end os, noget, der inspirerer til respekt og beundring.

Uanset hvad vi får serveret på tv, om det er krigsreportage eller kulturreportage, forventer vi gedigen underholdning.

Det hjælper ikke, at noget er ’stor kunst’, hvis det ikke slår timerne ihjel på en sådan måde, at vi slet ikke lagde mærke til, at timerne gik – med ingenting.

Ministeren bekender kulør
Til manges overraskelse udtalte den tyske kunstner Joseph Beuys engang, at ethvert menneske er en kunstner.

Eftertiden har givet ham ret på en måde, han næppe havde forestillet sig.

Begrebet er blevet demokratiseret og banaliseret i en sådan grad, at publikum ikke blot er trådt i dommernes sted.

Det har også erstattet de etablerede kunstnere på den tv-skærm, der i dag oplyser stuen uden at oplyse seerne.

I medieverdenen er kulturens idoler – i modsætning til sportens – ikke noget, ret mange ser op til.

Det er nogen, som det anonyme flertal selv henter i sine egne rækker og udnævner til sensationer med den hurtige udløbsdato, der er typisk for tidens utålmodige kulturforbrug.

Her et det godt, at en ny kulturminister tør bekende kulør. Han kritiserer ikke blot det, som efter hans mening er for lavt. Han kritiserer også det, som slet ikke burde være så højt.

Lortekunst
Han tør sige »noget lort« om Piero Manzonis ’Merde d’Artiste’, som blandt andet er en dåse med noget lort.

Dåsen findes på to danske kunstmuseer.

Derfor har hans ord skabt museumsfaglig forargelse. Men måske bør man ikke være forarget over, at en minister tør trodse den faglige mening om 1960’er-avantgarden.

LÆS OGSÅ Per Stig Møller forstår sig ikke på dåselort

For hvis ikke en konservativ politiker har lov at have ægte konservative meninger om eksperimentalkunst, hvem har så?

Det betyder på ingen måde, at dette synspunkt er det rigtige for alle i det politiske spektrum. Det betyder blot, at avantgarden får lov at forblive avantgardistisk lidt endnu.

Kulturvaner afspejler holdninger
Det mest værdifulde ved Manzonis dåse er værkets diskussionspotentiale.

I en epoke med flydende grænser mellem, hvad der er kunst, og hvad der ikke er det, kan dåsen stadig genoplive en forfriskende debat om samspillet mellem kunstens mål, midler, materialer og eventuelle begrænsning.

Og kunsten har en begrænsning, i social forstand.

Ikke alt er lige vigtigt for alle. Heller ikke alt er kultur, for så er intet kultur, har ministeren udtalt. Og hvilken kulturforbruger vil ikke gerne give ham ret?

At ministeren fastholder, at noget er vigtigere end noget andet, skal han ikke klandres for.

Heller ikke selv om den slags udsagn har været i miskredit siden årtusindskiftet, hvor der blev sat kritisk spørgsmålstegn ved smagsdommernes evne til at fælde kvalificerede domme.

At ministeren nu tør sætte navn på det, der for ham er vigtigst, er i sig selv vigtigt. For kulturvaner afspejler holdninger, og holdninger skaber forbilleder.

kanon.  Utzons operahus i Sydney er fra 1973 og er det yngste værk i Per Stig Møllers kulturkanon. Arkivfoto: APHang til fortidens kunst
At værkerne på kulturministerens private kulturkanon falder tungt ned i fortiden, med overvægt til de to første årtier i det 20. århundrede, var nok at forvente.

Holbergs stykke ’Den politiske kandestøber’ er med 1722 den ældste blandt favoritterne, mens Jørn Utzons operabygning i Sydney fra 1973 er den yngste.

Siden er ministeren med til at tilføje forfatteren Karen Blixen og skagensmaleren Anna Ancher, måske af hensyn til kønskvoteringen.

PORTRÆT Per Stig er manden med modpolerne

Blandt det lidt nyere er Carl Th. Dreyers film ’Vredens dag’ fra 1943.

»Filmen er fantastisk« siger Per Stig Møller – endda med rette. Til gengæld er den fantastisk svær at se.

Kulturpolitikkens kodeord
’Inddragelse af publikum’ er et kodeord i kulturpolitikken.

For uden tilgængelighed kan publikum ikke inddrages. Men prøv at købe eller låne filmen hos en dansk videoforhandler.

Den er nærmest uopdrivelig. Vil man se den, må man bestille den hjem fra en udenlandsk netbutik.

Her er der noget for en ny kulturminister at tage fat på. For ingen nok så væsentlig national kulturværdi bliver væsentlig, hvis den ikke er umiddelbart tilgængelig for alle i det område, hvor den hævdes at have betydning.

Det gælder ikke blot gamle Dreyers film. Det gælder i princippet al kunst.