fakta

Hvis de så kun havde taget puderne og dynerne, de to flasker rødvin og den der flaske rom, så havde det været til at bære.

Selv om det var en virkelig førsteklasses rom. Han kunne endda tilgive dem, at de var løbet med det hammer og segl-emblem, som sad på hans gamle sovjetiske kasket.

»Men de skulle ikke have taget motorsaven ...«, siger han til mig i telefonen.

»Det var en Stihl, tysk kvalitet, er du med? En ordentlig motherfucker af en motorsav«.

»Jeg tror, det var sigøjnerne!«
Han ejer et kolonihavehus i Haveforeningen Lille Nok, det er sådan set bare et stort skur. Nu er det et rippet skur med en smadret dør. Han er fotograf og foreslår, at vi laver en historie sammen om denne forsvundne motorsav.

»Den slags er for småt til en stor avis«, indvender jeg.

»Jeg vil have den motorsav tilbage«, siger han upåvirket. »Og jeg har ikke fortalt dig det hele«.

Han holder en dramatisk pause.

»Jeg tror, det var sigøjnerne!«.

Jeg er skeptisk. Men for høflig til at afbryde samtalen.

»Hvad for nogle sigøjnere?«.

»Ja, de hedder vel romaer«, siger fotografen. »Og det lader til, at de hærger hele haveforeningen. Også de andre haveforeninger ude ved Amager Fælled, siges det. Folk er ved at have fået nok«.

»Hvordan ved du, det var sigøjnere?«.

»Jeg så to af dem lidt senere. På cykler med de her anhængere, de altid kører rundt med. Fyldt med tyvekoster ...«.

»Sagde de så, de var sigøjnere?«.

»Nu talte jeg jo ikke med dem ...«.

Det lyder unægtelig som en tynd historie. En forsvundet motorsav og nogle mennesker, som kører rundt med cykelanhængere og derfor muligvis er tyvagtige sigøjnere.

Træk gardinerne for
Men fotografen insisterer på, at jeg kører med ham ud til politistationen for at anmelde tyveriet. Og for at få fred går jeg med til at ruske lidt op i ordensmagten, så han kan få sin motorsav tilbage.

Vi triller hen ad den sidevej i Kastrup, hvor politiet på Amager har sit hovedkvarter. Parkerer bilen og træder ind i et ordentligt skrummel af en murstensbygning med en slags glastårn som indgangsparti. På væggene hænger noget klatmaleri, og bag en skranke sidder en civilklædt kvinde og en mand i uniform.

»Jeg vil gerne anmelde et indbrud«, siger fotografen. »I min kolonihave i Lille Nok. Har du hørt om den haveforening før?«.

»Ja ...«, siger politikvinden.

»Jeg er jo nok ikke den første ...«.

»Nej«, siger politimanden, der sidder lidt trukket tilbage, bag et skrivebord. »Her har lige været én for at anmelde et tyveri på Nokken ...«.

Haveforeningen Nokken ligger lige ved siden af Lille Nok. Og der har været en stribe indbrud på det seneste.

»Det er jo helt vildt«, siger fotografen.

»Der sker rigtig meget derude ...«, siger kvinden.

»Hvad skal vi gøre«, spørger fotografen.

»I må sætte strøm til jeres huse«, siger politimanden. »Men hvis de vil ind, så kommer de ind ... Sørg for at trække gardinerne for, så de ikke kan kigge ind ... Og sæt nogle gedigne låse på. Og nogle ekstra hasper på vinduerne«.

Jeg bevæger mig også ind i samtalen:

»Hvad kan politiet så stille op?«.

»Intet!«, kommer det fra betjenten.

Måske kan han godt selv høre, at den bekendelse klinger en anelse defensivt. For han tilføjer:

»Vi kan prøve at fange dem«.

»Fanger I dem så?«, borer jeg.

»Ja, nogle gange gør vi ... Hvis der er nogle spor at gå efter. Men det er lidt svært at løbe op ...«.

Samtaler ebber så småt ud. Betjenten henviser os til en overordnet, hvis vi vil vide mere, og det vil vi gerne.

Men lad os gemme den overordnede lidt.

Den forladte lejr
»Måske skulle vi lige køre ud i Lille Nok og trække mine gardiner for«, siger fotografen, da vi forlader Station Amager.

»Ja, det var ikke noget dårligt råd«, medgiver jeg. »Men lad os først tage ud på Amager Fælled og lede efter din motorsav. Mens sporet er frisk«.

Det forlød, at sigøjnerne boede i lejre ude på Fælleden. Så hvorfor ikke drage ind i mørkets hjerte og konfrontere gerningsmændene direkte. Måske tage dem på fersk gerning, mens de går rundt og fælder en masse træer, med en Stihl motorsav!

Vi kører hen til Fælleden, det vidtstrakte og sumpede område, der flankerer Ørestad mod vest. Vi tramper ad en mudret og snoet sti, som har spor efter cykelanhængere, så vidt vi kan vurdere. Efterhånden som stien snævrer ind, sætter vi farten ned og lister krumbøjede gennem siv og krat, som rigtige efterforskere.

Og pludselig står vi midt i en masse skidt og ragelse. En lejrplads. Men den er forladt.

»Det kunne godt være min hynde, den der«, siger fotografen med dæmpet stemme og peger ned i en af bunkerne. »Og den madras ...«.

Her flyder med jordslåede soveposer, sammenbrasede telte, cykeldele, tøj, sko, termokander, beskidte tæpper, vinflasker, Nettoposer, tomme dåser, der har rummet baked beans. Dér ligger en lille tekande med en engel på. Dér en Draculavideo. Pladsen forgrener sig ud mellem sivene.
Sporene.  Når politiet jager sigøjnere væk fra den ene lejrplads, rykker de videre til den næste. Amager Fælled er rig på forladte pladser, som bærer umiskendelige spor efter deres tidligere beboere. Skidt og lort i alle afskygninger. Og ikke mindst en del rester af kabler og ledninger.Vi vader rundt i tomme coladåser og ikke mindst i rester af ledninger og kabler. Det er åbenbart noget, lejrens beboere har været stærkt optaget af: at strippe ledninger, adskille det isolerende plastik fra kobberet indeni. Overalt ligger blå og hvide plastikstumper fra ledninger og kabler.

Det har nærmest været en hel lille teltlandsby, her på den svuppende mosejord.

Et sted ligger en del gamle kameraer i det nedtrådte græs. I en plastikpose står et helt stereoanlæg. Ved siden af finder vi nogle stempler, som stammer fra Københavns Kommunes teknik- og miljøforvaltning.

»For fanden da et svineri«, udbryder jeg.

»Men ikke skyggen af en motorsav ...«, siger fotografen.

Jeg løfter blikket over siv og buske og ser Danmarks Radios smarte blå koncerthus knejse få hundrede meter væk. Lige nu sidder der måske en eller anden berømt cellist derinde og øver sig til aftenens opførelse af Sibelius’ femte symfoni. Foran Koncerthuset drøner metroen forbi. Lidt længere henne passerer den nogle af de nye høje huse i Ørestad.

Jeg sænker blikket igen ... lige tids nok til ikke at træde i en lort. Den stammer fra et menneske.

Vi holder bare lidt øje
Da vi forlader buskadset, føler vi os på bar bund. Derfor beslutter vi at snuse lidt rundt i kolonihaverne. For at samle vidneudsagn. Finde ledetråde.

Lige syd for Lille Nok og Nokken ligger Haveforeningen Sønderbro, og herfra har vi også hørt rapporter om en sværm af indbrud.

Vi kører ad de hullede grusveje hen til købmanden, der hedder Hos Rigmor. Bag disken i den lille, men sjældent velassorterede butik står Susanne Rigmor Jensen og hendes højre hånd, en mand, der præsenterer sig som Brián Larsen.

»Dit navn lyder lidt fransk«, siger jeg for at få gang i konversationen.

»Nej ... den der lille streg over a’et skulle ikke have været der«, forklarer Brián Larsen. »Det er en døbefejl«.

»Aha ...«, siger jeg. »Men det giver et strejf af elegance«.

Han modsiger mig ikke.

Købmandsparret sætter os ind i sagen, sådan som de ser på den. De fortæller, hvordan »østeuropæerne« ankommer hvert år i april, i stor stil. Hvordan de slår lejr på Fælleden. Om alle indbruddene i haveforeningen. Hvordan de vistnok afleverer deres tyvekoster til nogle biler inde i byen.

»Hvem er de«, spørger jeg.

»Det er romaer, det kan du se på dem«, svarer Brián Larsen. »De er meget mørke i huden og meget nussede og beskidte. Jeg har set dem flere gange«.

»Du ved da ikke, om det er dem, der stjæler«, siger Rigmor.

Brián Larsen sender Rigmor et overbærende blik. Så begynder han at tale om, hvor vanskeligt det er at fange politiets interesse for problemet.
Sigøjnerlejr.  Foto: Klaus Holsting»Det er som at slå i en blød dyne. De gider ikke hjælpe almindelige borgere«, siger han. »Men kommer der en præsident i morgen, så skal du se dem skaffe ressourcerne«.

Nu har de imidlertid selv tænkt at gøre noget ved problemet, kolonihaveejerne i Sønderbro. De har dannet en gruppe af frivillige, som skal patruljere om natten. Gruppen omfatter muligvis også nogle hunde.

»Et vagtværn«, spørger jeg.

Brián Larsen tøver. Betragter mig med et eftertænksomt blik.

Måske forestiller han sig, hvordan der i avisen kommer til at stå med store typer, at kolonihavefolket griber til selvtægt. I hvert fald siger han:

»Næ, nej, ikke et vagtværn ... vi er bare nogle stykker, der holder lidt øje ...«.

Fodaftryk på et skab
Rigmor fortæller om et indbrud tre dage tidligere. Hos Kirsten Rasmussen og Villy Lauridsen, som har kolonihavehus ikke mange skridt fra købmanden.

Vi går derhen. Kirsten Rasmussen er hjemme.

Hun inviterer indenfor i en dunkel og mikroskopisk stue, som er fyldt med nips, bunker af nips! ... der står også en del flasker rundt omkring, fyldte såvel som tomme. På gaskomfuret simrer nogle skrællede kartofler i en gryde. Her er varmt.

»De kravlede ind ad vinduet«, siger Kirsten Rasmussen og peger op mod et snævert vindue under loftet.

»De løftede hele vinduet af«.

Hun viser os fodaftrykket på skabet neden for vinduet. Fotografen tager et billede af aftrykket. Som var han en af politiets teknikere.
Sigøjnerlejr.  Foto: Klaus Holsting
»De tog fladskærmen«, siger Kirsten Rasmussen. »Min søn lå der på sofaen og sov. De tændte lampen over hans hoved og stjal hans to mobiltelefoner. De tog også min pung og en mobil, der lå i jakken, som hang lige ved siden af min seng«.

Kirsten Rasmussen peger, viser os det hele.

»De må have været iskolde«, siger jeg.

»Ja, jeg forstår ikke, de tør«, siger hun. »Ingen af os vågnede. Og vi opdagede det først tidligt om morgenen, da Villy skulle ud i haven for at tisse. Han opdagede, at hans bukser lå i havestolen, og at pungen var væk«.

Det samme var 2.500 kroner i kontanter.

»Politiet kom, men de sagde, de ikke kunne gøre noget ved det«, siger Kirsten Rasmussen.

50 indbrud i kolonihaverne inden for en måned
Og det er et passende stikord til at vende tilbage til politigården på Amager og høre, hvad den overordnede har at sige. Han hedder Tommy Keil, er vicepolitiinspektør og efterforskningsleder.

Han får mig til at tænke på en af de amerikanske kriminalfilm, hvor betjentene ofte spiser doughnuts. Han ser på os med en god portion mistro, mens han lytter til vores ærinde. Så beslutter han sig åbenbart for at tegne et overvejende lyst billede af livet på Amager.

»Det går faktisk rimelig godt. Der er ingen stigning, når det gælder indbrud i beboelse«, siger Tommy Keil.

»Vi har ellers haft 50 indbrud i kolonihaverne inden for en måned. Det må siges at være en stigning«, siger fotografen.

Efterforskningslederen ser på os med et udtryk, som om det er første gang, han hører ordet kolonihave.

Så indrømmer han, at der begås indbrud i kolonihaver, men det er der intet nyt i. Haveforeningerne er traditionelt en slags træningsbane for personer med kriminelle ambitioner.

»Man starter jo ikke med at lave indbrud i Nationalbanken. Man starter, hvor der ikke normalt er nogen mennesker, i en kolonihave. Det er let. Og vi fanger både romaer og lokale knægte«, siger Keil.

»Hvad med de romaer, der slår lejr på Fælleden«, spørger jeg.

»Man må ikke tage ophold på Fælleden«, svarer Tommy Keil. »Så vi beder dem om at flytte sig«.

»Smider I dem så ud af landet?«.
Her  er det en opbrudt lås i haveforeningen Lille Nok. Foto: Klaus Holsting»De skal have begået rimelig alvorlig kriminalitet, for at vi kan smide dem ud. For eksempel hvis der er tale om organiseret kriminalitet ...«.

»Hvad mener du med organiseret kriminalitet?«.

Det svarer Tommy Keil ikke på. Han ser ud, som om han tænker over spørgsmålet. Jeg forsøger at hjælpe ham lidt på gled.

»Kunne det for eksempel være, hvis tyvekosterne samles op centralt af varevogne? Det har vi hørt, at de gør«.

»Jo ...«, siger Keil. »Vi vil meget gerne vide, hvis nogen har set dem komme i varevogne«.

»Folk ude i kolonihaverne synes ikke, I gør nok«, bryder fotografen ind.

Jeg kan se på ham, hvordan han står og tænker på sin motorsav. Han har fået den på hjernen.

Tommy Keil virker lettere irriteret.

»Vi har jo ikke hundrede patruljevogne til at køre rundt. Amager er en stor ø. Og det er dæleme svært at finde en tyv. Vi kan ikke kigge i en glaskugle. Vi er nødt til at have noget at gå frem efter ...«.

Han gør et kort ophold. Fortsætter så:

»Så hvis man ser nogle derude, så stop dem! Og ring til politiet«.

»Man skal simpelthen kaste sig over tyvene«, spørger jeg.

»Njarh ...«, siger Keil. »Man skal ikke fange dem. Vi skal ikke ud i nogen situationer ... Men se godt på dem. Se, i hvilken retning de går. Læg mærke til nummerplader ...«.

»Okay«, siger jeg.

Jeg har også min hund
Vi forlader efterforskningslederen med følelsen af, at vi kan gøre en forskel.

»Det lød på mig, som om han gerne vil have, at vi fanger de tyve ...«, siger fotografen. »Sådan lød det«, bekræfter jeg.

Mobilen ringer. Det er en af fotografens kilder i miljøet. Der har været et nyt indbrud i Nokken. Vi kører derhen.

Kilden vidste ikke nøjagtig, hvilket hus det er gået ud over, så vi må spørge os for. Nede på strandvejen finder vi en gruppe mennesker ved et bord foran et gråt træhus, der er udsmykket med et gevir.

Der er et stakit ud mod vejen, og inde bag stakittet løber en stor og glubsk udseende hund frem og tilbage. Vi bliver stående på vejen og råber over stakittet, om de kender noget til tyveriet?

Det er tre store mænd med brede nakker og en spinkel sorthåret kvinde, der sidder ved bordet. Den ældste af mændene rejser sig og kommer hen mod os. Han har bar overkrop under en militærvest. Jeg træder instinktivt et halvt skridt tilbage, da jeg ser hans tatoverede overarme. På venstre arm står der: »Hvis dette er livet, så frygt ej døden. Vestre Fængsel 62«.

»I nat så jeg fire-fem stykker cykle forbi i fuld fart, med cykelanhængere«, siger manden, som hedder Buller. Det er hans hus, og det bærer navnet ’Bullerbo’.

»De skal bare skynde sig ud at stjæle, de røvhuller«, konkluderer Buller. »Jeg har jagtet dem to gange nu ...«.

Han er ikke et øjeblik i tvivl om, at det er sigøjnere fra Rumænien, der huserer i haveforeningerne.

»Men jeg har min baseballkølle, hvis de skulle komme ind i mit hus om natten. Det ville de ikke slippe godt fra«, siger han. »Jeg har også min hund ...«.

»Hvad hedder den«, spørger jeg, med lettere rystende stemme. Jeg kan ikke finde på andet at spørge den enorme mand om.

»Den hedder ... (Buller siger et navn, et nuttet hundenavn). Men det skriver du ikke i avisen! For hvis man siger dens navn, så bliver den blid som et lam«.

»Jeg siger det ikke til nogen«, lover jeg.

Vi mærker, at jagten går os i blodet. Vi vil gerne finde ud af, hvad det er med de her sigøjnere, som tilsyneladende alle kommer fra Rumænien, et af broderlandene i den forkromede Europæiske Union. EU-borgere ligesom os.

Mændene i buskadset
Det her handler ikke længere kun om en motorsav. Historien har europæiske perspektiver!

Der lader til at foregå noget lige for næsen af os, lige midt i byen, som vi aldrig før har lagt mærke til. Vi har selvfølgelig registreret tiggerne og flaskesamlerne og er gået i en irriteret bue uden om dem, men vi har ikke tænkt på, at de var en del af et større billede.

»Det må være den fri bevægelighed«, siger jeg til fotografen.

Han ser spørgende på mig.
To  sigøjnere cykler med deres karakteristiske cykelanhængere. Foto: Klaus Holsting»De har droppet grænserne«, fortsætter jeg. »Og så er der vel ikke noget at sige til, at nogle af unionens fattigste og mest udskældte borgere søger lykken her, hvor flaskepanten er høj og politiet ikke banker folk halvt til døde«.

»De bor lige midt imellem os«, funderer fotografen, mens han gasser op og styrer bilen tilbage til Amager Fælled.

Vi vil forsøge at finde en frisk lejr. En med sigøjnere i. De flytter hele tiden rundt på det kæmpemæssige areal, har vi fået at vide.

Og vi ser ud til at have heldet med os. Idet vi parkerer, kommer to mørke mænd cyklende med anhængere og det hele.

I fuld fart drejer de rutineret ind på Fælleden. Vi springer ud og skynder os efter dem. Vi når lige netop at se dem dreje ind i krattet et godt stykke oppe ad stien.

Vi følger efter dem.