C.F. Møllers tegnestue vandt i 2006 opgaven at udvide National Maritime Museum i Greenwich.

Den fredede museumsbygning rummer verdens største maritime samling og skulle have en ny indgang, et større udstillingsrum og åbnes mod den brede grønning, hvorfra Greenwich-observatoriet troner over området, der står på Unescos liste over verdensarv.

Den danske tegnestue var forinden blevet et varmt navn i den engelske museumsverden, da de med det kokonformede Darwin Centre var i færd med at skabe en fremragende og spektakulær udvidelse af et andet britisk klenodie, Natural History Museum. Så forventningerne til udvidelsen af søfartsmuseet var store, både lokalt og hos undertegnede.

Fint samtidigt bidrag
Deres greb er sympatisk. De har villet skabe et lyst, moderne og venligt ankomstområde, der åbner museet mod parken uden at genere rytmen eller facadeudtrykket i de eksisterende bygninger.

Det har de gjort ved at bygge ud under og foran dem i en minimalistisk stil i matchende stoflighed.

Der er lavet en forsænkning i terrænet, så indgangen nu ligger i mødet mellem to lange ramper, og på taget af udbygningen har de fået plads til en stor terrasse med en fin restaurant og tre såkaldte lanterner, der trækker dagslys ned i ankomstrummet nedenunder. På den måde er nybygningen ikke bare blevet en selvudslettende underkastelse, men et fint samtidigt bidrag til hele museumskomplekset.

Et kaotisk søslag
Men C.F. Møller fik ikke lov til at fuldføre det maritime museum. De vandt kun konkurrencen om konceptet, ikke udbuddet om projekteringen. Det blev engelske Purcell, der stod for at realisere projektet. Og det er bestemt heller ikke C.F. Møller, der i dag står bag museets udstillingsarkitektur.

Da jeg ser museet en regntung torsdag i juni, ligner det mere et kaotisk søslag mellem tre modsatrettede ideer end nogen afklaret åbning af museet mod omgivelserne. Og det hjælper selvfølgelig ikke på indtrykket, at udsigten til observatoriet for tiden er blokeret af et stort olympisk rideanlæg omgivet af høje tribuner.

Ideen om visuel åbenhed er gået fløjten, ved at Purcell har sat sort film for vinduerne. Man kan se ud, men ikke ind, så bygningen virker afvisende. Ankomstrummets lave loft har de udstyret med striber af blankt bølgende stål, der sikkert skal virke maritimt stemningssættende, men de udvisker den arkitektoniske dynamik mellem den lave loftshøjde og de høje dagslyslanterner, der var konceptets store kvalitet.

Se hellere hjemmesiden
Udenfor har museet opstillet et enormt flaskeskib på en høj sokkel. Det markerer tydeligt indgangen i den ellers anonyme facade med mørkt glas, men det sætter også en prop midt i forsænkningens bløde visuelle forløb. Indefra blokerer man udkigget med et væld af bannere, der skal lede publikum ned under jorden og avertere for museets mange tilbud.

Det er der principielt ikke noget galt i, hvis National Maritime Museum gerne vil ligne et proppet middelaldermarked, det er bare noget andet og i modstrid med den elegante åbning mod parken, som de havde bestilt.

C.F. Møllers tegnestue har lige modtaget en pris fra den engelske arkitektforening Riba for udvidelsen. På billederne, der ledsager annonceringen af prisen på deres hjemmeside, ser man udvidelsen ren og pæn, før den blev taget i brug.