Står det Nordisk Film Biografer, der ejer Paladsteatret i København, skal bygningen fra 1918, der i 1989 blev udsmykket af kunstneren Poul Gernes, gerne rives ned for at grunden kan indgå i ny højhusplan over banegraven ved siden af og desuden huse et parkeringshus.
Foto: Melissa Kühn Hjerrild

Står det Nordisk Film Biografer, der ejer Paladsteatret i København, skal bygningen fra 1918, der i 1989 blev udsmykket af kunstneren Poul Gernes, gerne rives ned for at grunden kan indgå i ny højhusplan over banegraven ved siden af og desuden huse et parkeringshus.

Grundejere ønsker at rive Palads i København ned

Konsortium vil sløjfe Palads med Poul Gernes udsmykning og overdække banegrav ved Vesterport i København.

Arkitektur

Paladsteatret med kunstneren Poul Gernes' farverige udsmykninger bør rives ned til grunden for at give plads til et storstilet højhusprojekt hen over banegraven ved Vesterport Station i København.

Det fremgår af dokumenter fra kommunens økonomiforvaltning og teknik- og miljøforvaltning, som Politiken er i besiddelse af.

Her står, at en privat udvikler i samarbejde med grundejeren DSB Ejendomme har taget initiativet til højhusplanen.

»Og i dialog med ejeren af Paladsteatret foreslået en plan for området, der indebærer en delvis overdækning af banegraven, inddragelse af Paladsgrunden«, lyder det i indstillingen om Nordisk Film Biografer, der ejer Palads.

Vil redde Palads

Dog har forvaltningen umiddelbart kritiske ord tilovers for grundejernes ønske om at rive Palads ned og erstatte det udsmykkede biografteater med et nybyggeri med et stort parkeringshus under.

Bygningen fra 1918 ligger på den grund, hvor Københavns tidligere 2. banegård lå, indtil Boulevardbanen under byen blev anlagt. Den har siden 1929 været i Nordisk Films eje og blev under stor debat i 1989 udsmykket af den danske kunstner Poul Gernes, der gav den sit nuværende mangefarvede pastelydre.

Bygningen har »høj bevaringsværdi«, fremgår det, og »forvaltningerne vurderer, at det aktuelle projektforslag ikke retfærdiggør en nedrivning af Palads, idet der i forslaget ikke ses en forbedring af af byrummene omkring Axeltorv eller andet, der taler for en nedrivning«.

Af bilagene fremgår, hvordan DSB Ejendomme, Nordisk Film Biografer og en privat udvikler forestiller sig, at Paladsgrunden og banegraven ved Vesterport Station skal se ud i fremtiden. Stationen ligger i dag mellem de to venstre højhuse.
Foto: Werk Arkitekter

Af bilagene fremgår, hvordan DSB Ejendomme, Nordisk Film Biografer og en privat udvikler forestiller sig, at Paladsgrunden og banegraven ved Vesterport Station skal se ud i fremtiden. Stationen ligger i dag mellem de to venstre højhuse.

For højt og for stort

Forvaltningerne er positive over for selve ideen med en overdækning af størstedelen af  banegraven mellem Vesterport og H.C. Andersens Boulevard, men bemærker også, at det nuværende forslag »ikke overholder kommuneplanens rammer«.

Det foreslår en bebyggelsesprocent på op til 430, mens de gældende begrænsninger kun tillader 185 procent og i alt 25.300 etagemeter.

Af projektforslaget fremgår det imidlertid, at udvikler og ejere i tillæg til 24 meter høj karré vil anlægge »fire tårne i en højde af 50 til 100«. Samlet vil det give 75.000 til 81.000 etagemeter med 15.000 etagemeter til boliger.

Forvaltningerne vil derfor have projektet skåret ned til en ren karré med mulighed for et enkelt højhus. Samtidig ønsker de nedrivningen af Palads taget af bordet, men angiver dog, at »en yderligere bearbejdning af projektforslaget« kan medføre »at dette punkt bliver genovervejet«.

De to forvaltninger er »opmærksomme på, at forudsætningerne kan medføre, at projektet ikke er økonomisk muligt at gennemføre for udvikleren«, hedder det.

Om listen af krav  står ved magt, bliver skærpet eller svækket, vil i første omgang være op til de politikere i Teknik- og Miljøudvalget, der mødes på mandag i næste uge.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Klik på grafikken for større version
Foto: Werk

Klik på grafikken for større version

Talsmand: Nye byrum

»Vi går efter at skabe et fantastisk byggeri, hvor vi kobler boliger til københavnerne og erhverv sammen med oplevelser i form af cafeer, restauranter, biograf og et lille teater. Der skal også være plads til en offentlig gårdhave, grønne tage - så en hel række nye byrum bliver københavnernes lige om lidt«.

Det siger Jesper Rasmussen, der ud over at være talsmand for projektet, er tidligere direktør i både Banedanmark og Carl Bro, i en pressemeddelelse. Han uddyber:

»Mens vi bygger og skaber en overdækning af banegraven, så skal togene kunne køre uhindret. Det er derfor rigtig dyrt at overdække banegraven og koster således et stort trecifret millionbeløb. For at finansiere overdækningen er det nødvendigt med mange kvadratmeter i byggeriet«.

Også hos Nordisk Film Biografer er direktør John Tønnes begejstret:

»Vi kommer til at bidrage med en biograf i hidtil uset særklasse og vil bringe det allernyeste inden for vores område til hjertet af København. Der er på 5-10 års sigt desværre for mange begrænsninger i den nuværende Paladsbygning, og vi ønsker fortsat at sikre unikke oplevelser til en masse glade gæster i en levende by«, siger han.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce