Verden er stor og larmende. Og internettet er endnu større. Endnu mere uoverskueligt. Og fuldt af porno, støj, terror-ofre og likes, der i Haralds følsomme hjerne bliver rørt sammen til en stor og uhåndterlig grød. Så Harald har ingen computer og ingen adgang til galaksen, som han kalder nettet. Men han har sin violin. Med glatte flader og fine årer i træet.
Og så har han et skånejob som kustode på Thorvaldsens Museum. Psykiateren har rådet ham til at lave sin egen rustning af hud. Det har han brugt tre år på, siden hans mor rejste til New York for at åbne en økodeli i Flatbush. Og nu går det lige an at tage linje 2A på arbejde »trods terror i Torvehallerne«.
På museet passer han på de store antikke krukker, fortæller han sin nye violinlærer, mens han rokker frem og tilbage fra den ene fod til den anden i en lille skrøbelig galop på stedet. Med klæbende flad frisure, stålbriller og en stram strikket vest uden på skjorten.
Det er noget af en opgave. For folk flakser rundt og jager pokémons, som Harald ikke kan se. Og holder ikke altid øje med, om de vælter kulturarven undervejs.
