Kapellet er trangt, vi står tæt i halvmørket, kulden stråler fra stenvæggene, vi løfter ansigtet og kigger op mod den oplyste altertavle, der nærmest når loftet. Sibyller og profeter bebuder Jesus’ fødsel, og selv med sine bemalede døre lukket er dette et monumentalt syn.
Så slår en klokke et sted i Sankt Bavo-katedralen, og i samme øjeblik glider to sortklædte mænd gennem mængden, låser sig ind i det bombesikrede panserglasbur, og med hvide handskehænder og ceremoniel andægtighed åbner de altertavlens egetræsdøre og udfolder dens vingefang på 4,6 meter: En gudlignende herre troner over os, engle synger og spiller harpe og i midten: Blodet pulser fra et åbent sår på brystet af et hvidt lam, frelseren, der tilbedes af hellige kvinder, eremitter, pilgrimme.
»Dette er et af de vigtigste kunstværker i den vestlige verden«, siger den amerikanske konserveringsspecialist og van Eyck-ekspert Melanie Gifford fra National Gallery of Art i Washington, da jeg møder hende senere samme dag.
Den store altertavle i Gent, som består af i alt 24 malerier, og som vejer over et ton, har status af et af de første store oliemalerier i kunsthistorien. Den blev påbegyndt af den flamske maler Hubert van Eyck i 1426, men snart overtaget af hans mere berømte bror, Jan van Eyck, som færdiggjorde altertavlen i 1432 til et kapel i katedralen, og i dag står den flamske mester tilbage som en af de »mest brillante repræsentanter« for det tidlige oliemaleri.
