Peter Bastian var ikke at se, da hans ven trådte ind i det lille, lyse værelse på Arresødal Hospice.
»Jarh!«, lød den velkendte stemme ude fra toilettet.
»Jeg kommer om et øjeblik«.
Det var en formiddag midt i marts. Med hjælp fra en plejer var Peter Bastian i færd med at gøre sig i stand til seancen. Medtaget, som han var af den seneste omgang kemoterapi. Døden gik ham i møde med stadig hastigere skridt. Og nu kunne det ikke vente længere.
