Blankmedieudvalget får kritik for det rapport, som udvalget har indleveret til Kulturministeriet.
Foto: Martin Lehmann

Blankmedieudvalget får kritik for det rapport, som udvalget har indleveret til Kulturministeriet.

»De snyder på vægten«: Kunstnere kritiserer ministers udvalg for »børnehaveregning«

Danske kunstnere skal årligt have 44 millioner i kompensation for lovlig kopiering af film og musik, anbefaler ministerielt udvalg. Tallet er grebet ud af den blå luft, råber kunstnerne, der vil have udvalgsarbejdet gjort om.

Kultur

Når en hollandsk forbruger køber en smartphone, betaler han i omegnen af 26 kroner til landets kunstnere. Det skyldes, at forbrugeren må bruge telefonen til at kopiere lovligt købt musik og film til privat brug.

Sådan er det ikke i Danmark. Herhjemme bliver kunstnerne kompenseret for lovlig privatkopiering, som det hedder, af film og musik på fysiske medier som brændbare cd’er og dvd’er. Det er det, man kalder blankmedieordningen.

Til gengæld får danske rettighedshavere i dag ikke penge fra salget af for eksempel smartphones, tablets og computere.

Derfor nedsatte kulturminister Mette Bock (LA) i foråret et udvalg med opgaven at anbefale en ny ordning, som passer til en tid, hvor moderne elektroniske medier er noget nær allemandseje. Udvalget har i dag afleveret sin rapport til ministeriet.

Men allerede nu vil Producentforeningen og Skuespillerforbundet have udvalgsrapporten kasseret. De er ikke bare dybt utilfredse med udvalgets anbefalinger, men også udvalgets arbejde.

Producentforeningen: De griber et tal ud af luften

Danske kunstnere bør årligt kompenseres for i omegnen af 44 millioner kroner, lyder anbefalingen i rapporten, som Politiken har set. Hver gang en dansk forbruger køber en smartphone, bør 15,42 kroner gå til danske kunstnere.

Det er den anbefaling, som skaber voldsomme protester fra de kunstnere, som modtager penge gennem blankmedieordningen.

»Udvalget laver nogle slutninger, som jeg kun kan kalde prokuratorkneb. De snyder på vægten. De griber et tal ud af luften«, siger direktøren i Producentforeningen, Klaus Hansen.

Skuespillerforbundets formand, Katja Holm, forstår heller ikke, hvordan udvalget kommer frem til, at kompensationen skal være 44 millioner, når rapporten samtidig siger, at privatkopieringen svarer til et tab for rettighedshavere i kulturlivet på omkring 1 milliard kroner.

»Jeg har stor tillid til, at ministeren ikke vil tage rapporten alvorligt. At det enten bliver gjort om eller på anden vis revurderet. Det er ikke ordentligt demokratisk arbejde«, siger hun.

I rapporten hedder det, at privatkopiering i Danmark udgør, hvad der svarer til et samlet beløb på omkring 1 milliard kroner. Men analysebureauet Seismonaut, som har undersøgt området for udvalget, understreger også, at der er tale om et estimat, da det ikke er muligt at måle det faktiske tab.

Analysebureau: Privatkopiering forsvinder

Analysebureauet Seismonauts direktør Line Bjerregaard Jessen, der er uddannet sociolog, afviser kritikken.

»Rettighedshaverne skal naturligvis have den rette kompensation, men vi må sande, at i dag er privatkopiering noget, der gradvist forsvinder. Der har været et meget grundigt forarbejde, og der er udarbejdet en model, som er baseret på evidens«, siger hun.

Om de 44 millioner kroner siger hun:

»Vi har kigget på, hvad de gældende takster er i andre sammenlignelige EU-lande, og vi har kigget på kopieringsadfærden i Danmark. Det er vigtigt at sige det, fordi man kan også kigge på en telefon og vælge at gøre det ud fra telefonens kapacitet«, siger hun.

Den forklaring køber skuespillerforbundets formand Katja Holm ikke.

»For hvis man sammenligner med andre lande, så ligger den kompensation, udvalget kommer frem til, væsentligt under. Det virker som børnehaveregning«, siger hun.

Ministeren har tillid til udvalg

Politiken har forelagt kritikken for udvalgsformand og juraprofessor på Københavns Universitet Caroline Heide-Jørgensen. Hun ønsker ikke at kommentere kritikken. I stedet henviser Caroline Heide-Jørgensen til Kulturministeriet.

Kulturminister Mette Bock har heller ikke ønsket at stille op til interview med Politiken, men i en kommentar skriver ministeren, at hun har tillid til, at udvalget har leveret »et grundigt stykke arbejde«.

»Jeg skal nu have tid til at sætte mig grundigt ind i de anbefalinger, som udvalget er kommet med. Herefter skal sagen drøftes i regeringen og dernæst med alle partierne. Hvilken løsning, vi ender med, ved jeg ikke endnu«, skriver hun.

Redaktionen anbefaler:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

    Podcast: Esther levede i to timer

    Hør Marianne og Stephan fortælle om at miste deres datter, Esther, der blev født alt for tidligt.
    Om sorgen, tomheden og om ikke at blive opfattet som forældre.

    Lyt til 'Mit usynlige barn, Esther'Plus En - Politikens podcast om livet med børn

Annonce