Tegning:: Anne-marie Steen Petersen

Judith Hermann: »Jeg var 19, da Muren faldt. Jeg gjorde intet for det og heller intet imod det. Muren faldt bare«

Judith Hermann forsvarer de ’passive helte’ i sine fortællinger. »Jeg er selv ængstelig og passiv«, forklarer den tyske forfatter, der – modvilligt – er blevet en af sin generations vigtigste stemmer.

Forfatteren foreslår, at vi mødes på en iscafé på et af de lange sporvognsstræk, der fører fra Prenzlauer Allee frem til den nordøstlige Berlin-forstad Weissensee. Efterårssolen varmer så svagt, at vi har fletstolene ude på fortovet ganske for os selv.

Hvis dette nu havde været en novelle af Judith Hermann, ville læseren have fået en overordentlig detaljeret hverdagsbeskrivelse af iscafeens stamklientel, dens udvalg af rigelige lagkager med fine klassiske navne, flere slags likører og fotos af opfindsomme ispyramider. Men nu er dette ikke en novelle, og desuden smagte vi ikke på nogen af delene, men nøjedes med en kop kaffe.

Over for mig sidder Judith Hermann, en af Tysklands mest succesrige og omdiskuterede skribenter. Hun er Årets forfatter ved det fornemme arrangement ’Verdenslitteratur på Møn’ næste weekend. Hendes fire novellesamlinger og hendes foreløbig eneste roman er alle oversat og udgivet på dansk. Så sent som i går genudgav forlaget Batzer & Co ’Spøgelser, overalt’.

Romanen, ’Al kærligheds begyndelse’, der udkom i Tyskland i 2014, vakte skandale i flere tyske medier. De mandlige anmelderes skarpe kritik fik mange af Hermanns trofaste læsere til at spekulere over, om anmelderne kunne have problemer med den kvindelige hovedperson Stellas dramatiske forsøg på at opklare, hvor hendes grænse går i ægteskabet med hendes i enhver henseende fraværende ægtemand, Jason. Det ender med en flækket hjerneskal.

Personnavnene i Hermanns bøger er udvalgt med omhu og sans for deres symbolske værdi. Derfor lyder isbryderspørgsmålet:

Hvem er tyske Judiths Holofernes? Som vi ved fra bibelhistorien, indlagde den jødiske Judith sig evig berømmelse ved at skære halsen over på den assyriske feltherre Holofernes, en mere end 2.000 år gammel røverhistorie.

Eller sagt på en anden måde: Findes der et digterisk problem, måske et generationsproblem, som Judith Hermann har ambitioner om at betvinge i sit forfatterskab?

Jeg var 19, da Muren faldt. Jeg gjorde intet for det og heller intet imod det. Muren faldt bare

Judith Hermann ler: »Ja, der findes ganske rigtigt en Holofernes i mit digteriske univers«, siger hun. Som ung gjorde historien om Judith og Holofernes et stort indtryk på hende. Den hjalp hende med at smyge sig ind i sit eget navn, Judith.

»Mine forældre er ikke jødiske, men de fandt navnet uforbeholdent skønt. Jeg var deres første barn, og for dem kunne en pige ikke hedde noget smukkere. I dag er jeg lykkelig for navnet. Jeg kan slet ikke forestille mig selv uden dette navn. Men jeg kan på den anden side heller ikke forestille mig at give en af mine figurer dette navn. Det er så ladet med betydning«.

Det var så Judith. Men tilbage til Holofernes. Han er i Judith Hermanns tilfælde både skriveprocessen selv og det problem, hun vil behandle, nemlig en generation, der tøvede i starten, da Muren faldt – uden at de havde rørt en finger. Hermanns vennekreds udmærker sig, i alt fald i hendes forfatterskab, ved en vis føjelighed for skæbnens luner, en lydighed, der var ukendt i den 68-generation, som Hermanns interviewer repræsenterer.

Hvad angår den vanskelige skriveproces, fortæller hun:

»Når jeg skriver, oplever jeg ganske tit, at jeg begår en fejl, og hele scenariet bryder sammen. Hvori denne modstand helt bogstaveligt består, kan jeg ikke sige. Man skal overvinde den, man skal finde en vej igennem den for i sidste ende at skabe en historie. Det er mindst af alt let«.

Til gengæld er man på sporet, når teksten begynder at udvikle sit eget liv og selvstændiggøre sig, fortæller Judith Hermann. Så må man stryge sine personer med hårene, ellers lever teksten ikke.

Passiviteten går igen

Klokkerne i den store kirke bag os bimler om kap med sporvognene, der ramler af sted og hviner i skinnerne. Et stykke landsbyidyl i det gamle og stadig faldefærdige Østberlin.

Judith Hermann er født og opvokset i Vestberlin, nærmere betegnet nær lufthavnen Tempelhof. Hun var helt ung, da Muren faldt i 1989. Ligesom så mange andre vestberlinere fik hun hurtigt østberlinske venner, som hun endnu plejer. Deres hidtidige identitet fik ved Murens fald en brat og ofte traumatisk ende.

Hermann, der i mellemtiden havde studeret journalistik i USA og gået på forfatterskole, skrev sine erfaringer ned, først bare til privat brug. Men det endte med debutbogen ’Sommerhus, senere’. Den udkom i 1998 og solgte over 250.000 eksemplarer i Tyskland. Fra den ene dag til den anden var hun berømt.

»Jeg skrev om noget helt særligt, noget, der kun tilhørte mig. Kan hænde, at en hel generation havde det på samme måde som vores kreds. Men det er en tanke, jeg egentlig ikke bryder mig om. Jeg skrev om noget, der udtrykkeligt interesserede mig, ikke noget, der kunne tages til indtægt for en hel generation«.

»Når jeg skriver, forsøger jeg altid at holde mig på afstand af den slags store sammenhænge. Jeg skriver om det, der ligger på bordet foran mig«.

Når man læser Judith Hermanns bøger, møder man – over et tyveårigt spand af tid – unge og senere modne mennesker, der kvier sig ved at tage ansvar for deres egen skæbne. De kæmper med en melankoli, der på den ene side giver dybde i deres liv, men på den anden side kun nødtvunget hjælper dem med at tage et ansvar for det.

Et sted skændes to venner, der opholder sig på en orkantruet caribisk ø om, hvorvidt de skal foretage sig noget i den anledning. Den ene bebrejder den anden, at han lader det være op til orkanen, hvad der skal ske. »Du må selv handle!«, siger han.

»Det er faktisk et grundlæggende tema i alle mine bøger«, siger Judith Hermann. »Denne passivitet strækker sig gennem alle historierne. Det har forarget mange. Man spørger mig: Hvad er deres problem? Mit svar er, at de er overordentlig stærke mennesker i bestemte øjeblikke af livet«.

Hvornår kommer orkanen?

Personerne i Judith Hermanns noveller – og i hendes roman – er altid de samme, selv om de skifter navne fra bog til bog. De udtrykker alle noget af hendes egen sjælstilstand.

»Jeg var 19, da Muren faldt. Jeg gjorde intet for det og heller intet imod det. Muren faldt bare. Jeg elskede mit Vestberlin – men det land er i dag klippet ud af landkortet, og Verden gik sin gang«.

Judith Hermann siger med et venligt, men eftertænksomt smil, der røber, at hun er stærkere, end hun lader: »I mine bøger hersker en vis forventning til livet som sådan, en tro på skæbnen«. Hun lader forbeholdet »en vis« blive hængende i luften. Så bliver hun personlig, dog stadig med forbehold: »Måske har jeg altid ventet på, at orkanen skulle komme. Først nu, hvor jeg er 46, begynder jeg langsomt at tænke: Jamen, så gør dog selv noget! Jeg er selv ængstelig og også passiv, og det overfører jeg naturligvis på mine personer«.

Hun tilføjer, at lykke ikke er idel lykke. Lykke kræver også kamp og mod: »Lykke er anstrengende, den koster os kræfter. Men mine personer kommer videre. Jeg finder dem heltemodige! Også selv om de ikke ved første øjekast ser sådan ud. De er passive helte«.

Judith Hermann holder en pause, inden hun peger på slutordene i romanen ’Al kærligheds begyndelse’. De ord betyder meget for hende, understreger hun. De handler om nænsomme, men nødvendige opbrud. Ordene i bogen lyder således: »Forandring er intet forræderi. Og hvis jo, så bliver det ikke straffet«. Hun indskærper, at hun med disse ord ikke udtaler sig kategorisk. Fortolkningen af dem skal være »svævende«. Såvel hendes figurer som hendes læsere må selv dømme.

At leve på to niveauer

Alle Judith Hermanns figurer er tilbageholdende, indtil det selvudslettende. I hendes første bog hedder det, at vi skal have et sommerhus, ja, altså ikke nu, senere. Vi vil have det hele, børn, mand, arbejde osv., men ikke lige nu, først senere.

I hendes seneste novellesamling, ’Lettipark’, er børnene kommet til, man har fast arbejde, der er indgået ægteskab og her og der også skilsmisser. Livet har indhentet dem, og de har nået en grænse, men sjælefred har de ikke fået. Der spores en vis understrøm af uro, af ny forventning. Personerne har stadig uopfyldte forventninger. »Men de begynder langsomt at forstå, at det hører livet til«, siger hun.

Man er ikke færdig med fyrre, viser det sig.

»Jo ældre man bliver, jo mere begriber man, hvor svært det hele er. Ofte bliver jeg begejstret ved tanken om, hvor skønt det er, at alt er så svært. Der er ingen fyraften, i alt fald ikke for mig! Men der er lige så mange øjeblikke, hvor jeg bliver svag og tænker: Jeg klarer det ikke«.

Judith Hermann føler ofte, at foreløbige, midlertidige mål er »skønne«, selv om det er også godt at kunne trække sig tilbage til faste rammer.

»Det ufuldstændige kaldes også på tysk ’ankomstens melankoli’. At længes efter at få sine længsler opfyldt bekræfter det ærlig talt banale tyske ord, der siger, at forventningens glæde er den største. Men det er sandt! Jo ældre jeg bliver, desto mere forstår jeg visdommen i det ord og øver mig i at nyde bestemte forventninger, der endnu ikke er indfriet. Det opfatter jeg som noget smukt. Det er ikke så pragmatisk«.

Judith Hermanns personer lever i deres indre sind og i en ydre verden. De »tillader sig at leve på to niveauer«, som hun formulerer det; hvoraf det ene faktisk er pragmatisk: »I den ydre verden arbejder de helt normalt. De er helt og holdent pragmatiske. Derfor udstyrer jeg også mine litterære figurer med et job, hvor de skal forholde sig til andre, komme dem nær på en professionel måde, have en mødekalender og passe tiden«.

Spørgsmålet er, hvor virkelig Judith Hermanns ydre verden så egentlig er?

Det vrimler med genfærd

I hendes bøger er døden ofte en med- og modspiller. I novellesamlingen ’Alice’ – på tysk udtalt »A-lise« – er den det gennemgående og bevægende tema.

»Det siges, at der egentlig kun er to ting, man kan skrive om: kærlighed og død. Det stemmer – sandsynligvis. ’Alice’ er ikke en bog om døden. Det er en bog om det at leve. Den handler om, hvordan livet er, når man må tage afsked med og skilles fra andre mennesker«.

Det er svært, og derfor vrimler det med genfærd i hendes noveller. Og måske også i virkeligheden.

»Engang mødte jeg min bedstemor, mange år efter hendes død, i domkirken i Braunschweig. Jeg gik bag efter hende en halv time. Det var min bedstemor. Hun fulgtes med en anden, lille dame. De så sig godt omkring i domkirken, de havde en rejsefører med, sådan en ville min bedstemor også have haft. Hun var utroligt meget min bedstemor. Det var overvældende. Fortryllet gik jeg hele tiden efter hende, oplevede hende til fuldkommenhed, og så gik jeg hjem«.

Judith Hermann foretrækker at skrive noveller. De har altid en åben slutning.

»Når jeg slutter en historie, har jeg ikke et bestemt budskab. Jeg siger ikke, at tingene er sådan og sådan. Tværtimod. Det kunne være sådan, men det kan også være fuldstændig anderledes. I modsætning til romaner ender noveller uden facit«.

Det samme gør dette interview, som læseren vil se. Tyskerne er midt i en valgkamp, men Judith Hermann er svær at trække ind i kampen:

»Som forfatter skal jeg ikke have nogen mening. Som menneske, som ikke-skrivende person, har jeg det selvfølgelig – vi har valg til Forbundsdagen om en uge, og det mener jeg naturligvis noget om, det er klart«, siger hun.

Hvilken mening har du der?

»Ja, det er spørgsmålet. Jeg overvejer lige, om jeg skal svare på det. Skal det i avisen?«.

Gerne.

»I Tyskland er det et højst ømtåleligt spørgsmål. Man fortæller ikke en avis, hvad man stemmer«.

Så slipper du nu, men ikke i stemmeboksen.

Skovpavillon den 23. og 24. september.

forfatter ved Verdenslitteratur på Møn 2017, som finder sted i Fanefjord

Mød Judith Hermann som er årets

  • »’Nordkaperen’ har tit været det afsæt, der satte folk i gang med at tænke tilværelsen på en ny måde«

    Mange hundreder har sejlet med Troels Kløvedal og selvfølgelig også hans fem børn, her fra 2001 med den yngste, Asbjørn, som i dag er 20 år og snart begynder på ’Skoleskibet Danmark’. En anden søn, tvværten Mikkel Beha Erichsen, vil også være kendt af tv-seere fra sine egne togter med sine sønner.

    Kaptajnen, forfatteren og fænomenet Troels Kløvedal er dødeligt syg af als.

    Han kan hverken spise, trække vejret eller tale. Skrive kan han dog stadig, og hans erindringer er netop udkommet.

    Politikens Nils Thorsen forspildte i sin ungdom en chance for at møde kaptajnen, men tog forleden revanche ansigt til ansigt i et usædvanligt interview med mundtlige spørgsmål og iPad-svar.

    Læs interviewet her. Eller hør Nils Thorsen læse det op.

Mest læste

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce