Når jeg tænker på kronprins Frederiks skæbne, tænker jeg på Francis Bacons maleri af paven, der har fået sin pavehue presset ned over hovedet og åbner munden i et skrig, der truer med at flænse hans ansigt og skikkelse. For mig er Francis Bacons pave billedet på, hvilken plage det kan være for et menneske at få en særlig symbolsk autoritet presset ned over sin person.

I de filosofiske teorier om kongemagten taler man om ’kongens to kroppe’: den naturlige krop, og så den juridiske, som ikke skal andet end inkarnere magten. I dag følger der selvfølgelig ingen reel magt med denne inkarnation, men så meget desto tydeligere bliver det, at der er tale om en symbolsk autoritet, og at det må kunne føles dybt mærkværdigt eller ligefrem ubehageligt at være den tilfældige krop, der skal inkarnere den. Sådan lidt ligesom Brian i Monty Pythons ’Life of Brian’, hvor en jævn og simpel mand pludselig finder sig omgivet af mennesker, der tror, han er Guds søn, og tager enhver af hans banale gestus for et tegn, der skal tolkes.