Gak, løjer, fis og moro er ikke bare gak, løjer, fis og moro.

Og måske er det snart heller ikke, hvad det har været.

I hvert fald er forskellen på den politiske stand-up, der sætter spot på emner som islam, homoseksualitet og angst, markant, når man sammenligner med mere ufarlige elementer som falske tænder, sjove hatte og makkerparret Mathiesen og fru Christof i ’Dansk Naturgas’.

De var engang lige på en studs og fik grinet frem hos revygængere og tv-seere.

Comedy på vej mod magtens tinde
Selv om tiden tilsyneladende ikke vil løbe fra revyen og Linie 3 og Finn Nørbygård fortsat har adgang til primetime på TV 2 og DR, tager den moderne comedy syvmileskridt frem mod magtens tinde.

Fra at optræde på små scener med sorte bagtæpper og på nichekanalerne TV 2 Zulu og DR 2 synes afstanden en kende lang, men det er kun et spørgsmål om tid. For der er noget på færde.

Snart vil den moderne comedy med stand-up-komikerne som spydspidser være den femte statsmagt. Det mener Henrik Højstrøm og Stefan Lildal-Jensen, der har skrevet speciale på statskundskab på Københavns Universitet om, hvordan den moderne comedy påvirker samfundet og opfattelsen af politik.

Komikerne som den femte statsmagt
»Comedy er så stærkt et redskab, at du kan få folk til at grine og acceptere og forstå et budskab, du ellers ikke ville have fået igennem. Det kan engagere nogle, der ellers ikke interesserer sig for politik. Og det er positivt. I USA taler man allerede om komikerne som den femte statsmagt«, fortæller Henrik Højstrøm.
Så langt er er vi endnu ikke i Danmark, men som så mange gange før og igen er udviklingen i USA foran herhjemme.

Galionsfiguren er Jon Stewart, der er vært for det politiske satireprogram ’The Daily Show’. I Danmark kan han opleves på CNN, DR 2 og nettet, hvor han hver aften spidder Bush, Obama, Clinton og alle de andre.

Programmet er så populært, at det for hver femte amerikaner mellem 18 og 29 år er den primære nyhedskilde, viser undersøgelser. På trods af at Jon Stewart selv kalder det fake news.

Overtager jornalistens rolle
I Danmark er underholdningens betydning for den politiske interesse forsømt, mener Henrik Højstrøm og Stefan Lildal-Jensen. Derfor har de set på området, og deres arbejde viser, at nok vil ungdommen gerne underholdes, men underholdning behøver ikke at være ligegyldig og fordummende. Tværtimod.

Grinet hindrer ikke, at moderne comedy kan sætte fokus på samfundets problemer.

På den måde overtager stand-up-komikerne nogle elementer fra den fjerde statsmagt, den kritiske vagthund, journalistikken, der ellers traditionelt holder magthaverne i ørerne.

Komikeren kan være mere direkte end journalisten, mener Stefan Lildal-Jensen, og komikeren bliver hørt oftere af de unge mellem 15 og 25 år, end aviserne bliver læst af samme aldersgruppe. Og det vil kun tage til med tiden.

Komikere er antiautoritære
»Det kan godt være, komikerne ikke sætter dagsorden, men de har en betydning for, hvordan især unge opfatter den politik, som de hører om. Den moderne comedy er med til at skubbe til dagsordenen og den holdning, som danskerne har«, forklarer Stefan Lildal-Jensen.

De skriver, at journalisternes fokus på det politiske spil frem for indhold er med til at mærke den moderne comedy som ’den femte statsmagt’. Komikeren derimod taler om indholdet, om konsekvenserne af de politiske beslutninger, og bliver den kritiske vagthund, der holder samfundets eliter i skak.

»Komikerne kan være politisk enten røde eller blå, men faktisk ved vi det ikke. De er bare antiautoritære. Hvis Helle Thorning skulle blive statsminister, er det hende, der skal nakkes. De er imod statsmagten«, siger Stefan Lildal-Jensen.

Grinets fatale magt
Men hvad er det, komikerne kan ændre ved? Primært er det tabuerne, de pirker til.

Når emner som homoseksualitet, pædofile, religion og psykisk syge tages under behandling, behøver komikerne dårligt nok selv at opbygge spændingen i joken, står der i specialet ’Den moderne comedys implikationer i politik og offentlighed’. Det har samfundet allerede gjort. Fordommene lever og suger næring fra de tabubelagte områder.

»Komikerne siger selv, at de er sat i verden for at skabe røre i andedammen. De har ikke et ønske om at ændre verden, men de vil gerne prikke til vores forståelser af verden. Og det kan de«, forklarer Henrik Højstrøm og henviser til deres spørgeskemaundersøgelse blandt 2.310 mennesker. Her svarer 70 procent, at et show får dem til at ændre syn på politik.

Ifølge Henrik Højstrøm er komikernes våben grinet.

Staten har gennem tiden disciplineret borgerne med monopol på fysisk tvang. I militæret står den på armbøjninger, hvis der ikke rettes ind, mens man i skolen ender i skammekrogen for samme forseelse. Den fysiske magt opdrager, og komikerne gør det samme, mener Henrik Højstrøm. Men med omvendt fortegn. For som han siger:

Går efter grinet
»Opsætningen af setup og punchline er som en pisk: Du bryder sammen af grin. Det er fysisk på din krop, og det har psykologiske effekter. De siger ikke, at du skal, eller du må ikke. I stedet viser de, at verden kan være anderledes. Genkender publikum præmissen, kan det ændre deres holdning og nedbryde normer«.

Men, understreger begge forfattere efter at have talt med ti komikere:

»Komikernes ambition er ikke at ændre folks holdning. De går efter grinet«.

Det ændrer ikke ved, at potentialet er til stede, som Jon Stewart og David Letterman har vist i USA. Den kraft har grinet i øvrigt haft siden det antikke Grækenland. I den græske komedie havde grinet dødelig effekt for den spottede, i den forstand at offeret risikerede udstødelse fra samfundet, fortæller Stefan Lildal-Jensen. Det nye er derfor, at samfundsrevseren ikke længere har sjov hat eller stok. I dag står komikeren som sig selv. Personlig og nærværende.

Danske ambitioner om politisk stand up
Herhjemme er de mest åbenlyse politiske komikere folk som Omar Marzouk, Jan Gintberg, Michael Schøt og Thomas Wivel, der med grinet klæder fordomme af og løfter låget af tabuerne, mener de to forfattere. Ifølge Stefan Lildal-Jensen har de alle ambitioner om et rent politisk stand-up-show, men bliver foreløbig nødt til at pakke det ind i »pik, patter og forhudsforsnævringer«.

Men også Anders ’Anden’ Matthesen, Mick Øgendahl og Casper Christensen og Frank Hvam i ’Klovn’ rykker ved vores vante forestillinger. Selv om de måske ikke er direkte politiske, mener Henrik Højstrøm, er det de politiske konsekvenser, de betragter. Serveret i bolsjeform, så smagen er sød og let at fordøje:

»Man behøver ikke at have læst Kafka og Dostojevskij for at stemme til et valg, du kan sagtens være inspireret af ’Dollars’ eller ’Klovn’. Det gør ikke noget, at det er på basis af comedy. Det handler om at give sin mening til kende«.

Forsimpler komikerne virkeligheden?
Det dagsaktuelle politisk-satiriske program må tv-seerne stadig lede efter. Men forsøgene har været der. Jan Gintberg har haft programmer på DR 2 og Zulu, og ifølge Stefan Lildal-Jensen havde Michael Bertelsen fat i noget med ’De uaktuelle nyheder’ på DR 2 i 2002.

Programmet behandlede ubetydelige nyheder som breaking news, bl.a. at bladene faldt af træerne. Her ramte kritikken medierne lullet ind i lal og gak, forklarer de to forfattere.

Kritiske røster hævder, at komikerne forsimpler væsentlige ting og er for ensidige i deres jagt på grinet hos publikum. Risikoen eksisterer, mener Stefan Lildal-Jensen, men publikum er ikke dumme, og omvendt betyder komikken, at flere unge interesserer sig for politik, som de ellers ikke gider, understreger han.

En opgave, hverken avisernes eller tv’s mere saglige politiske dækning har haft synderlig succes med i de senere år.

Kan ikke fjerne alvoren
»Komikerne kan ikke fjerne alvoren i tsunamien eller den globale opvarmning. Men de kan fjerne folks dårlige humør omkring det. Den positive effekt er, at de gør nogle folk opmærksomme på problemerne«, forklarer han.

Og det er har været drivkraften hos Jan Gintberg, der tilhører første generation af stand-up-komikere i Danmark. Med radioprogrammet ’Tæskeholdet’ holdt han sin tale til nationen og har gjort sig upopulær hos både politikere og rockere.

»Det er min ’torch’, det er min flamme. Det er til stadighed at kunne udstille noget af hykleriet«, siger han i afhandlingen.