Alaa al-Aswanys roman første roman foregik i Kairos støvede gyder.

Den anden roman foregår i og har taget titel efter USA’s vindblæste storby Chicago.

Selv befinder den egyptiske romanforfatter sig et sted midt imellem. Han er uddannet i USA, men har sin daglige gang i Egyptens hovedstad, hvor han arbejder to dage om ugen.

Litterær kæmpesucces
Resten af tiden turnerer han verden rundt.

Årsagen til de mange rejser er netop romanen ’Chicago’, som udkom på dansk i går. Den er hans hidtil største succes. Ja, ikke bare det.

Romanen er den arabiske verdens største litterære succes. Nummer 2 på salgslisterne er ’Yacoubians hus’, som også har al-Aswany som forfatter.

Romanen, der udkom på dansk sidste år, har sikret ham et gennembrud overalt i verden, og i den kommende måned runder den en million eksemplarer totalt.

Træder på alle de ømme ligtorne
Vi taler vel at mærke om romaner, som træder på alle de ømme ligtorne, et arabisk samfund kan finde, samtidig med at alle tænkelige tabuer får en omgang i fri luft.

Sex før ægteskabet, abort, et korrupt egyptisk regime, en sikkerhedstjeneste, der misbruger sin magt også i et andet land, fanatiske elementer, der bruger religionen som legitimering af de mest beskidte handlinger.

Hvordan slipper du af sted med at skrive den slags i dine romaner?

»Når man har succes, får man også større spillerum, men der har altid været større spillerum i Egypten, end der har været i den øvrige arabiske verden. Vi har ikke ytringsfrihed i den forstand, at den er et demokratisk middel til forandring, for det ville jo betyde, at hvis en journalist afslørede en minister i en forbrydelse eller et magtmisbrug, så ville det også have en effekt. Man kan sige, at vi i Egypten har talefrihed. Vi kan sige og skrive, hvad vi vil, men regeringen gør til gengæld alligevel, hvad det passer den«, siger Alaa al-Aswany under et kort besøg i København.

Betyder det så, at du kan sige, hvad du vil, uden at det får konsekvenser?

»Nej, nogle gange reagerer systemet. Jeg skriver for eksempel en klumme i en egyptisk avis, og her har min chefredaktør fået en dom på seks måneders fængsel, fordi han skrev, at præsidenten var syg, men vores præsident er aldrig syg«, siger al-Aswany.

Og så kommer den dybe, nikotintjærede latter hvæsende ud af ham.

Ikke bange for at skrive
Selv ved han aldrig, hvornår han balancerer på den forkerte side af den hårfine grænse, som det egyptiske statsapparat vil tolerere, og han vil heller ikke spekulere over det.

»Jeg er aldrig bange, når jeg skriver. Man kan ikke skrive, hvis man er bange, og jeg er som forfatter parat til at tage de konsekvenser, der måtte komme«, siger al-Aswany.

En samtale med ham kommer uvægerligt til at handle om, hvad man kan sige, og hvem der kan sige det. Og man kommer heller ikke uden om de danske Muhammedtegninger.

»Jeg har sagt ja til at mødes med Flemming Rose (JP-redaktøren, red.), mens jeg er her, og jeg glæder mig til, at jeg i min klumme i en egyptisk avis kan skrive, at jeg nu har mødt fyren, der satte hele balladen i gang«, klukker al-Aswany.

Fejl på begge sider
Som han ser det, var der fejl på begge sider i Muhammedstriden.

»Ville jeres statsminister have undladt at mødes med en række ambassadører, hvis de kom fra vestlige lande? Formentlig ikke. På den anden side må man også sige, at Muhammedtegningerne blev brugt politisk i mange arabiske lande«, siger al-Aswany.

Han er slet ikke i tvivl om, at sagen om tegningerne har ændret billedet af Danmark i den arabiske verden.

Som han siger, så har man aldrig tidligere set Danmark som racistisk eller et land med kolonialistiske træk.

»Nu betaler Danmark så alligevel regningen for alle de ulykker, de vestlige lande har lavet gennem årene. Jeg er slet ikke sikker på, at sagen om tegningerne har noget som helst med ytringsfrihed at gøre. Sagen er et spørgsmål om sund fornuft. Jeg er meget begejstret for jeres straffelovs paragraf 140, som bl.a. forbyder, at man håner folk på grund af deres religion, men dybest set behøver man jo ingen lov for at være god mod sin nabo, vel? Selv er jeg hverken fanatisk eller særlig religiøs. Jeg forsøger at være fair, og jeg ville have været imod tegningerne, om de så havde handlet om en anden religion. Jødernes, eksempelvis«.

Alaa al-Aswany er i dag 51 år.

Han blev uddannet tandlæge under et ophold i Chicago, men han overvejede aldrig at blive i udlandet, selv om han indrømmer, at det ville have været noget mere komfortabelt for ham. I stedet har han praksis i Kairo.

Altid en fremmed
»Når man skriver om sit eget lands befolkning, kan man ikke bo i udlandet. Så skriver man på ren nostalgi, og man mister fornemmelsen for et samfund, som ændrer sig dag for dag. Jeg har gennem årene boet i Frankrig, Spanien og USA, men jeg har altid følt mig som en fremmed, og jeg har aldrig fortrudt, at jeg blev i Egypten«, siger al-Aswany.

Han er søn af en egyptisk forfatter, og han har altid vidst, at han ville være skønlitterær forfatter.

Til gengæld fulgte han sin fars råd om, at man som forfatter bør have en beskæftigelse ved siden af skriveriet, fordi det ofte kan være svært at få en tilværelse til at hænge sammen uden et fast job.

Al-Aswany henviser her til, at selv nobelpristageren Naguib Mahfouz arbejdede som embedsmand gennem det meste af livet.

Afvist af det statslige forlag
I dag har han alt, hvad han kan ønske sig, men vejen til læserne har ikke været den nemmeste.

Tre gange forsøgte han at få det store statskontrollerede forlag i Egypten til at udgive sine bøger, og hver gang sad den samme mand og rystede på hovedet.

Og til sidst fik han at vide, at uanset hvor mange gange han prøvede, ville han få nye afslag.

Til sidst lykkedes det ham imidlertid at få et lille Kairo-forlag til at udgive ’Yacoubians hus’, og den ramte åbenbart lige så meget i arabiske læsere, som den senere har gjort i vestlige læsere.

Allerede før den var anmeldt, strømmede læserne til.

Bog som føljeton
Endnu voldsommere blev efterspørgslen, da han fik udgivet ’Chicago’, som først blev trykt som føljeton i hans egen avis, der har et læsertal på op imod en million om dagen.

Føljetonen viste også, at ikke alle var lige begejstrede for hans fortælling, der både omtaler onani og sex før ægteskabet hos egyptere, der forsøger at balancere et liv med arabisk opvækst i et supermoderne Chicago.

»Mange reagerede positivt, men nogle få tog anstød af historien. En enkelt sendte mig ophidsede mail, hver gang det handlede om to unge, der ikke var gift. Til sidst kom han med grove trusler imod mig som f.eks. »Hvis denne kvinde får et fysisk forhold til en mand uden at være gift, så garanterer jeg ikke for, hvad der sker«. Jeg måtte skrive til ham, at det faktisk ikke foregik i virkeligheden, men i en roman, og at han i øvrigt bare kunne lade være med at læse føljetonen, hvis han ikke brød sig om den. Til sidst blev han så grov, at jeg måtte blokere for hans mail, men i virkeligheden fik jeg langt færre dårlige reaktioner, end jeg havde forventet«.

Sexistisk hykleri
Alaa al-Aswany er selvfølgelig klar over, at han indimellem balancerer på grænsen af, hvad nogen vil acceptere.

På et tidspunkt afprøvede han derfor sin nye roman på 20 kvindelige læsere og 20 mandlige læsere.

De blev spurgt, om forfatteren i nye udgaver af ’Chicago’ skulle skrive mindre detaljeret om sex.

»Alle kvinderne sagde nej. Men 5 ud af 20 mænd sagde, at jeg gik for langt. Deres forklaring var, at de godt selv kunne klare at læse teksten, men at de ikke ville være trygge ved, at deres koner skulle læse den. Sagen er, at mændene har det bedst med, at deres koner intet ved om sex«, siger al-Aswany.

Efter hans mening er det netop den slags hykleri, litteraturen skal afsløre.

Anmeldere verden over har hyldet al-Aswanys romaner, fordi man herigennem får et blik på det arabiske samfund.

Og de bemærkninger luner forfatteren sig da også svært ved. Men for ham er det ikke den vigtigste mission for en roman.

Og han har heller ingen forestilling om, at romanen skal fungere som politisk faktor.

Universel litteratur
»Litteratur skal have to funktioner. Man kan få en viden om samfundet og de liv, der leves. Men det allervigtigste er den menneskelige faktor. En roman skal kunne læses af alle og overalt. Dostojevskij, verdens største romanforfatter, har skrevet historier fra et lille hjørne af Rusland, som ikke har eksisteret i over 100 år. Alligevel er det lykkedes ham at gøre personerne udødelige«, siger al-Aswany.

Når han taler om, hvad det er, litteraturen skal, ynder han at fortælle anekdoten fra Vietnamkrigen, hvor de amerikanske soldater fik besked om ikke at se fjenden i øjnene.

»Det kan jeg godt forstå, for hvis man ser nogen i øjnene, ser man et menneske. Og så kan man aldrig få sig selv til at slå dem ihjel. Hvis man ikke ser dem i øjnene, ser man kun billedet af en vietnameser. En araber. En jøde. En dansker«.