Det er for tidligt at afgøre, om DR’s nye koncertsal kan komme op i den absolutte verdenstop blandt koncertsale.

Det mener den internationalt anerkendte svenske dirigent Herbert Blomstedt, der har dirigeret en enkelt koncert i salen.

Men umiddelbart er han ikke begejstret for salens klang.

»Mine indtryk er splittede. Jeg kan kun bedømme klangen efter, hvordan det lød på podiet. Det er en meget smuk sal, men akustikken er ikke lige så smuk. Den er kun kommet halvvejs«, siger han.

»Klangen tager aldrig fat«
»Det er godt akustisk, at man kan høre alt. Man ser hinanden godt og hører hinanden godt. Men klangen tager aldrig rigtig fat i én, man føler sig ikke omfavnet af den. Der mangler intensitet. Og det vil man gerne opleve i en koncertsal. Men det afhænger også af, hvordan man spiller i den. Spiller man forceret, dræber man klangen. Man skal spille mindre forceret, end man umiddelbart tror, for at få mere ud af klangen«.

Den 81-årige Herbert Blomstedt har gæstedirigeret de fleste af verdens bedste orkestre, blandt andre Concertgebouw Orkestret, Berliner Filharmonikerne og alle de store amerikanske orkestre.

Han var chefdirigent for DR SymfoniOrkestret fra 1967 til 1977, for Dresdens Statskapel fra 1975 til 1985 og for San Francisco Symfoniorkester fra 1985 til 1995.

Han har desuden indspillet hundredvis af værker, blandt andre Carl Nielsens seks symfonier. Herbert Blomstedt er æresdirigent for DR SymfoniOrkestret og er desuden udnævnt til ridder af Dannebrog for sin indsats for dansk musik.

»Man skal lære at elske« salen
Ifølge Herbert Blomstedt er det med akustik som med gode instrumenter. En Stradivarius-violin er meget svær at spille på.

Men kan man lære at spille på den, får man meget finere lyd end på mange dårligere instrumenter. På samme måde med en koncertsal.

Herbert Blomstedt selv var ekstremt skuffet efter sin første prøvedag i salen, men allerede på andendagen syntes han, at akustikken var blevet bedre, og det var, fordi han var ved at lære salen at kende, siger han

»Man må forstå, hvordan man skal behandle den. Det er som med kærlighed, man skal lære at elske. Fremtiden vil vise, hvad orkestret kan lære«, siger han.

Musikken dør
Flere kritikere har herdumpet lyden i den store koncertsal. Det bliver aldrig lyd i verdensklasse, vurderede en af landets mest erfarne lydeksperter, tonemester Jan Juhler.

Og organisterne Flemming Dreisig og Jørgen Haldor Hansen var meget skuffede over den lyd, der kommer ud af orgelet.

De efterlyste mere efterklang i rummet. De oplever, at musikken dør i rummet.

Samtidig mente Jan Juhler, at den fintregistrerende akustik, hvor man kan høre hvert enkelt instrument, og dermed også hver enkelt fejl, ville blive et problem for DR SymfoniOrkestret.

Den kræver, at næsten alle musikere har et niveau som soloister, fordi ingen kan gemme sig.

»Orkestret må blive dygtigere«
Herbert Blomstedt er enig i, at der skal arbejdes meget med akustikken i salen, før den bliver rigtig god. Men han mener, at det alt for tidligt at vurdere, om det kan lade sig gøre at få salens akustik op på niveau med de bedste i verden.

»Det må tiden vise«, siger han.

Og Herbert Blomstedt er ikke enig i, at det er et minus for DR SymfoniOrkestret, at man kan høre hvert enkelt instrument.

»Hvis klarheden er stor, så giver det musikerne mulighed for at udvikle sig. Orkestret må blive dygtigere. Det skal de blive, og det vil de også blive af at spille i salen« siger han.

Afgørende helhed
Men Blomstedt understreger samtidig, at det selvfølgelig er helheden, der er det helt afgørende.

Selv om det er et plus, at man kan høre hvert enkelt instrument, så er det den samlede klang, der giver koncertoplevelsen.

»Helheden er vigtigere end de enkelte instrumenter. Så man må beholde klarheden i klangen og samtidig sørge for at få den mere samlet. Og det må akustikeren Yasuhisu Toyota sørge for. Klangen skal blive mere påtrængende og intensiv. For den samlede klang i salen er ikke så stærk«, siger han.