Det unge par steg på i Nyborg. De havde pladsbilletter.

Så Bodil Jørgensen måtte overlade sit vindue til pigen og selv tage plads på et sæde ud mod gangen. Det var 25. april 1988. Den vidunderligste forårsmorgen, husker hun.

Udenfor skinnede solen, anemonerne var sprunget ud i skovbunden, og intercitytoget skulle aldrig nå København. På vej ind mod Sorø mærkede hun en rystelse, men det var nok bare et sporskifte, tænkte hun.

Og så fortsatte de syv vogne med 100 kilometer i timen ind i den største danske togulykke i nyere tid.

»Da vognen tiltede, var jeg klar over, at den var gal. At nu vælter vi simpelt hen. Jeg kan huske, at jeg tænkte: Måske er det nu, det ender, det hele. Og det kan godt være, at det bare ender med en hvid væg«.

En vrimmel af billeder hvirvlede forbi hendes blik. Det sidste var en gammel dame, der stod ved et hus.

»Jeg syntes, at jeg så mig selv som gammel. Enden på det hele. Og det hjalp mig til at kunne give slip«.

Så væltede vognen. Ruden knustes. Og Bodil Jørgensen gav alt andet end slip. Hun greb fat i hattehylden og stemte sine ben mod brystet på en ældre mand overfor, så han ikke faldt ud af vognen.

I et øjeblik var alt stille. Imens havde en anden togvogn rejst sig lodret op i luften. Sekundet efter hamrede den ned over deres og maste gangen sammen over deres hoveder. Og, hvisker hun:

»Så var det ovre«.

En sær stivnet verden
De fleste kender Bodil Jørgensen fra sarte, næsten porøse kvindeskikkelser som Karen i filmen ’Idioterne’ og Idas mor i tv-serien ’Krøniken’.

En skuespiller, der med et dyrs frygtsomhed bag smilet kan mane et helt menneskeliv frem med en hvisken.

Bodil Jørgensen beskriver sig selv som et »noget flagrende væsen«, men man kender kun sig selv i vante omgivelser, hvor man ligger som en fast figur i sin form. Og den aprilmorgen ud for Sorø var hun en anden.

»Dér synes jeg faktisk, at jeg var ret sej«.

I bunden af kupéen sad den pige, som havde overtaget Bodils plads. Med benene knust under vinduet.

»Hendes lår sad fuldstændig sådan ...«, siger Bodil Jørgensen og slår med hænderne to store buer i luften fra sine lår.

Pigens kæreste kunne ikke bære synet, så han kravlede med den gamle mand op i gangen og mavede sig ud. Bodil blev hos pigen, og der sad de så i den forslåede kupé, indtil hjælpen nåede frem, og førte den besynderligste samtale.

»Vi talte sådan om løst og fast. Hun fortalte, at de skulle flytte til Sjælland. Hun havde ingen smerter. Hun var jo i chok. Og hun blev ved med at spørge efter sine støvler. De var helt nye«.

Det var en sær stivnet verden, Bodil Jørgensen trådte ud i, da hun forlod toget. Alt foregik i slowmotion. Nogle stod bare og skreg.

Andre løb panisk rundt. Hun så en død mand, der lå på jorden, og hjalp til med at grave en dame fri, der var blevet trykket ned i skovbunden af en vogn.

»Der var en, der havde fået revet armen af. Og togkonduktøren, der lige havde billetteret mig, lå også ...«, siger hun og gør et uhyggeligt vrid med overkrop og hals.

Selv slap hun med en hudafskrabning på ryggen. Og en noget større på fornemmelsen af op og ned i verden.

»Jeg tænkte: Hvordan skal det nogensinde blive, som det var? Og hvad er så meningen med det hele?«.

Hun tøver et øjeblik, som om hun tager tilløb i sig selv.

»Og jeg vil aldrig, aldrig sige, at der var en mening med det. For hvorfor skulle det være meningen, at jeg skulle overleve og andre dø? Det er jo tilfældigt, hvilken vogn man sætter sig i, om man har pladsbillet, om man sidder, så man lander i nogle anemoner eller en sten«.

Så hvilken mening fandt du?

»Jeg var der. Den dag. Ikke andet«.

Hun sidder lidt, før hun fortsætter.

»Vi ved jo ikke, hvad der skal ske. Hvornår vi skal dø eller miste nogen. Vi ved ikke mere om livet, end at vi er nødt til at leve det. Og for mig blev det en ny mening, at jeg skulle leve det liv, jeg havde fået tilbage, bare til i morgen, på bedste måde«.

Fra da af var det slut med at åbne munden på teaterskolen bare for at blive hørt. Hvis Bodil ikke havde noget at sige, holdt hun bare kæft, som hun siger. Og var tilfreds med det.

»Skuespil er jo ret egocentreret, og man kan let blive opslugt af hæslige tanker om hinanden. I det miljø er det godt at kunne skelne skaberi fra den ægte følelse, og efter ulykken kunne jeg meget nemt adskille væsentligt fra uvæsentligt«.

»Jeg var jo«, siger hun.

»Jeg behøvede ikke være andet«.

Rejsende i hjælpsomhed
Bodil Jørgensen er et gammeldags menneske, anbragt i en moderne verden, hvor hun render rundt og stiller sig til rådighed for andre, som havde hun sat sig for egenhændigt at opklare, hvor langt man kan komme med det gode.

Uden at miste sig selv. Hvilket så ikke altid lykkes helt.

Det er hendes livslange svaghed. Og store styrke: evnen til at sige ja.

Når nogen trænger til at sidde, er hun straks på benene. Næsten uanset hvilke omveje det sender hende ud på. I den forstand rejser hun altid uden pladsbillet.

Selv afviser Bodil Jørgensen, at hun skulle være specielt selvopofrende, men den er svær at løbe fra. Og det er også grunden til, at interviewet bliver udskudt adskillige gange.

Først er hendes eksmands bror alvorligt syg, hvilket kræver hende. Så dør han, og vi udsætter igen. Og endnu en gang, da hun installerer en af afdødes nære slægtninge derhjemme.

Men så, efter en afsluttende omgang migræne, en god nats søvn og en travl dag med tre børn og teaterprøver, er hun klar til også at give journalisten sit og kommer en sen solbeskinnet eftermiddagstime skridtende i lange støvler og en kort pelset frakke ned ad den lille stump gade på ydre Nørrebro, hvor jeg står og ringer på hendes gadedør.

»Er det Nils?«, kalder hun på afstand.

Hun ser yngre ud, end jeg forestillede mig. Mere feminin, mere elegant. Med mørkt sminkede øjne og en lok rødt hår stikkende ud under en sort alpehue, der er trukket helt ned til øjenbrynene.

Hendes ansigt kommer en i møde som en fremstrakt hånd, og straks er man omsluttet af et nærvær, sjældent set på denne side af Valby Bakke.

»Hvor var det godt, at du var her til at åbne«, smiler hun til en dreng, der står i døren, da vi træder ind.

Så fører hun an op gennem den snævre, knaldgule opgang og ind i et liv, som i det ydre måske ligner så mange andre, men i det indre kun ligner sig selv.

»Jeg tror nok, at jeg har oplevet stress«, siger hun, da vi træder gennem den blåmalede dør, der bærer mærker af slid og slag afsat gennem flere generationer.

»Men jeg er heldigvis ... ret langsom. Jeg kan ikke tænke hurtigere«.

»Jeg redder bare ligesom hele tiden nuet. Jeg synes bare, at det skal være godt her og nu. Og det har jo nogle omkostninger. Så er der nogle ting, jeg må udskyde, og nogle mennesker, jeg må skuffe. Ligesom jeg ikke er konsekvent over for børnene. Fordi det kan jeg ikke bære«, smiler hun.

»Fordi ... nu er det jo lige nu«.

I orkanens trygge øje
Nykker og pyntesyge er tydeligvis ikke noget, der plager den 48-årige kongelige skuespiller.

Alt i den trange lejlighed ånder af en praktisk og nøjsom tilgang til livet. Her er ingen opulent status at se, ingen forfængelig enkelhed.

Ikke andet system faktisk end de spor, strømmen af tid og bevægelse har afsat rundt om det lille bord i køkkenet, orkanens åbenlyse øje.

Lejligheden består af et værelse til hver af de to drenge. En entré. Og et køkken. Punktum. Bad tager man i kælderen, og i en krog i køkkenet er dobbeltsengen bakset ind ved siden af en lille tremmeseng.

»Det er helt fantastisk at vågne op tæt på det hele. Det er jo sådan ildstedet og varmen, og alle kommer hjem hele tiden i køkkenet«, siger Bodil Jørgensen, da jeg er parkeret ved bordet.

»Jeg elsker det her rum«.

Midt i køkkenet knejser et hvidt tøjskab, og over sengen bag en åben skydedør løber tre hvide hylder i flere meters længde pakket med tøj, porcelæn og andet af livets løsøre. Hist og her afbrudt af hverdagens egen poesi: en strikket barnekjole, der hænger fra en bøjle under hylden, og en samling tøjdyr med hovederne stukket ind mellem sengens tremmer.

»Det er lille Rigmor«, siger Bodil Jørgensen, da hun lidt efter vender tilbage til køkkenet med den 10 måneder gamle datter på armen.

»Ja, det er Nils«, fuldender hun introduktionen og tager, stadig iført overtøj, plads ved bordet, hvor solen fanger en lok af det røde hår i huens kant.

Så knapper hun op og lægger pigen til.

Bodil Jørgensen har ingen ambitioner. Jo, hun vil gerne nå at følges med børnene langt op i livet. Men hvis hendes teaterliv stoppede nu, ville hun være tilfreds.

»Der er meget kærlighed i min branche, men der er også meget eksponering, og: »Hvem fik den rolle der?«. Og det har jeg slukket for. Så vil jeg hellere helt afstå«, siger hun.

»For hvis jeg går ind i det, lader jeg mig friste af ting i det her liv, som sådan set ikke har noget med det at gøre«.

Rigmor er lige blevet døbt. Så hun kunne komme ind i Guds flok, som Bodil Jørgensen siger.

»Så kom du ind«, hvisker hun smilende til pigen. »Så bliver det rigtig godt«.

Bodil Jørgensen er enkel og tydelig. Et menneske, man kan stille skarpt på simpelt hen, og straks man gør det, er det, som om resten af verden bliver en smule sløret.

På et øjeblik er interviewet forvandlet til en andagt, hvor alting prises. Den nye altan, den ældste søns irritation over moderlig omsorg, selv idioterne i trafikken trylles for en kort bemærkning om til små Guds børn, der fragter hver sit kors gennem myldretiden.

»Jeg tror, at Gud er i alt«, siger hun og lægger barnet over til det andet bryst.

»En stor kraft, som vi ikke forstår. Der kommer vi fra, og der skal vi også hen. Jeg synes, at det er så skøn og enestående en historie, at Gud var nødt til at sende et menneske til Jorden, fordi vi havde svært ved at finde ud af det«.

Tvivlens gnaven
Bodil Jørgensen taler ikke. Hun hvisker. Med en stemme så sart og søgende, at det nogle gange lyder, som om hun ikke bruger den til at tale med. Men til at lytte.

At hvisken er et sprog i sig selv, finder man snart ud af. Der er lavmælt hvisken og højlydt hvisken. Indtrængende, forundret og henkastet hvisken.

Samt et utal af betoninger og tryk. Og mens hendes stemme lister af sted i et landskab, hvor det mest dramatiske fremspring synes at være ordet »fin«, udtalt med eftertryk, sidder man selv og kæmper med sit tordenskrald af en stemme.

Igen og igen standser hun op i sine sætninger og giver sig til at lede. Med lange ubekymrede pauser. Som en fisk, der står stille i strømmen.

Men det er ikke så meget tanker, hun sorterer i og søger ord for, som fornemmelser. Så nogle svar er mere lyde end ord, mere suk end sætninger.

Fra tid til anden bliver hun så optaget af at finde de ord, der skal bære selve pointen, at hun ankommer uforberedt til resten af sætningen. Som hun så bare dropper. Og man skal være varsom med at træde til med forslag, for hun kommer glad det hele i møde og gør taknemligt ens formuleringer til sine. Indimellem før de er udtalt.

»Jeg kan godt komme frygteligt i tvivl«, siger hun.

»Sådan en fuldstændig tvivl, som pludselig kan slå mig ud. At måske er det hele bare noget, vi bilder os ind«.

Hun ser op.

»Men tvivlen er her jo kun for at minde os om troen«, kommer det så.

»Det er kun med den mørke skygge fra det meningsløse, at der overhovedet er en drøm om mening«.

Kan du tvivle på, at Gud findes?

»Ja«, siger hun og gentager lavmælt ordet for sig selv, som om hun stillede spørgsmålet videre derinde.

»Men jeg har aldrig lyst til at spørge andre end Gud om min tvivl. Jeg ville ikke ane, hvor jeg ellers skulle lede«.

»Så går jeg ind i Stefanskirken og sætter mig. Det giver en tryghed om, at det er sådan. I Bibelen finder man jo også tit det omvendte svar. At det, der løber nedad, i virkeligheden løber opad. Eller: Jo mere du tvivler, jo bedre, for ellers kommer du ikke til at kende troen«.

I nogle lange sekunder er datterens hæse vejrtrækning gennem næsen det eneste, man hører i køkkenet.

»Der er noget«, siger Bodil Jørgensen så.

»Det er der altså«.

Rødt hår og platfødder
Bodil voksede op som det mellemste af tre børn af et lærerpar i Vejen. Hendes mor var af bondefamilie, det eneste at syv børn, som fik lov at læse, fortæller Bodil Jørgensen, da hun forsigtigt har sænket datteren ned i tremmesengen og igen tager plads ved bordet.

»Mor frygtede stilstand. »Bare gør noget«, sagde hun altid. Man skulle have noget i hovedet eller hænderne«.

Så Bodil plukkede bønner, pillede stikkelsbær og støvsugede. Hun elskede at gøre sine forældre glade, og hendes største triumf var, når hun fandt deres forsvundne ting.

»Så var jeg en sveske eller en perle. Jeg elskede, når mor sagde det. Men man får aldrig nok. Så man må prøve at være tilfreds med den, man er«.

Hvad Bodil var knap så tilfreds med, var sine platfødder. Og sit evige smil.

»»Hun er altid glad«, sagde folk, og nogle gange, når jeg var allerdybest nede, havde jeg en fornemmelse af at være behagesyg«, siger hun.

Bodils far var søn af en hestehandler. En nysgerrig og aldeles uorganiseret mand, der fortabte sig i alle tænkelige idéer og konsekvent kom dryssende til sin kones arrangementer. Middagsmaden. Og turen til Østrig, når resten af familien sad pakket i bilen og ventede, mens han glemte sig selv et sted i huset.

»Og når vi endelig kom af sted, var han altid på udkig efter andre steder og veje end dem, vi havde fundet. Og når han skulle slå teltet op, manglede der jo to pløkker, så vi måtte leje et værelse«.

Hun lægger overtøjet og sætter sig på hug foran ovnen i en sort fleecetrøje.

»Min far bliver kun dybere og dybere. En sådan fuldstændig livgivende nysgerrighed«, kommer det derovrefra.

»Han ender som ét stort spørgsmålstegn«.

Hun løfter et stort brød, hendes mands værk, ud og bærer det mellem fingerspidserne med ærefrygt over på bordet.

»Det har Morten bagt«, hvisker hun.

»I en gryde«.

Den evige mægler
Bodil var et rigtigt midterbarn, fortæller hun, da jeg et par dage senere igen tager plads i køkkenet, og hun – efter at have installeret sine sønner med noget takeaway på værelset – træder ud i køkkenet med Rigmor på den ene arm og giver sig til at stille indkøb i køleskabet.

»Hvis vi var inviteret to steder hen samme lørdag, og mor bad mig vælge, blev jeg fuldstændig hylet ud af den«.

Hun standser med sin frie hånd på køleskabets låge.

»Det var synd for dem, jeg ikke valgte«.

Mens Bodils storesøster tog slagsmålene med forældrene, forsøgte hun selv at stifte fred – og fik det derfor aldrig selv. Når spisetiden nærmede sig, cyklede hun i smug ned til grillbaren og hentede sin lillebror ved spillemaskinen, så forældrene ikke skulle opdage hans last. Og når hendes søster ville diskutere kvindesag, gjorde hun grin med deres stemmer.

»Hvis stemningen var anstrengt, når vi spillede Matador, byttede jeg terningerne ud med pebernødder. For vi skulle bare være tossede og grine«, siger hun, da hun har taget plads ved bordet, krænget pelsfrakken af skuldrene og lagt Rigmor til.

»Jeg havde også et gakkesprog. Sådan noget alpe-hvalpe og regne-fregne sprog. Og det at nå hen til at grine sammen ... Altså, det var så fantastisk«.

Hun rejser sig, tænder to stearinlys på bordet og sætter sig i skæret.

»Min søster kaldte mig tryllekunstneren. Fordi for mig var det bare »hokuspokus«, så er problemerne væk«, siger hun.

»Men det var de jo ikke for hende«.

Hver aften, når Bodils far slukkede lyset, jog hun de grimme ansigter og frygtelige væsener ud af øjnene med et fadervor. Og hver morgen stillede hun i skole iført store ortopædiske sko, lange røde fletninger og søsterens aflagte tøj. Til nye balancegange.

Begge Bodils forældre var lærere på skolen, så hun vidste altid noget om eleverne, lærerne ikke måtte vide. Og omvendt. Hvem der havde lagt guppyer under Annettes pølsemad og varmet håndtaget med en lighter, så fysiklærer Hedegaard brændte sig, når han stillede krykkerne for at lukke op.

»Men jeg sagde aldrig noget«.

Bodil blev selvfølgelig drillet. Med sin hårfarve og sin »tissegule kjole«. Men hun var ligeglad. For, som hun hvisker:

»Jeg syntes, den var så flot«.

»Jeg var ikke en del af kliken i klassen. Jeg gad simpelt hen ikke. For det er også anstrengende med de roller, man skal påtage sig. I stedet legede jeg med den tykke pige og hende, der altid blev drillet«.

Men en dag gik det galt, da nogle af forældrenes mindre begejstrede elever standsede hende på vej hjem fra skole. Da Bodil kom løbende hjem, havde hun tisset i bukserne og nægtede at gå i skole i to dage.

»Da blev jeg ked af det«, siger hun.

»Sådan rigtig, rigtig ked af det. Skuffet over mennesker og forvirret. Var der ingenting, der gjaldt? Og alle de smil, man havde smilet, var de ingenting værd?«.

Hulen i klædeskabet
Et enkelt sted var der fred. På Bodils værelse. Her kunne hun i halve dage forsvinde ind i sin egen tankeverden, hvor kraniets vægge syntes at falde sammen med husets mure. Og nogle gange, når kammerater ringede på for at lege, gemte hun sig simpelt hen.

»Jeg legede meget, at jeg var en anden. Nogle gange havde jeg børn. Andre gange boede jeg alene på mit værelse. Så var hele huset mit, og jeg gik ned på terrassen og vinkede til folk«.

På væggen havde hun et billede af en purung dronning Margrethe, som hun førte samtaler med og nogle gange lagde kinden ind til. For, som hun hvisker:

»Hun var så smuk«.

Og der var flere prominente gæster i Bodils usynlige verden. Når hendes mor ikke så det, hentede hun de fine glas i stuen og dækkede op på sit værelse. Ofte til herrebesøg.

»Det var ... simpelt hen Roger Moore og Tony Curtis«, smiler hun.

»’De uheldige helte’. Og jeg vidste ikke rigtig, hvem af dem jeg skulle vælge«.

Så mens hun serverede te og konverserede sine to bejlere, vejede hun den elegante britiske lord og den handlekraftige amerikaner med læderhandsker og sportsvogn op mod hinanden.

»Det endte vist med, at jeg kørte af sted med Tony Curtis i sportsvognen«.

Når Bodil ville forsvinde helt, foregik det i bunden af klædeskabet under trappen, hvor hun inde under frakkerne helt henne i krogen havde indrettet et sted, ingen andre kendte til. Med bord, stole og stearinlys. Og plakater på væggen. Suzi Quatro, Sweet, Gasolin’.

»Og Jesus«, hvisker hun.

»Jeg forsvandt bare ind i det og sad og gjorde det fint. Der var det bare dejligt, hviskende og skønt. Så var der mor og far og skolen udenpå. Og naboen, Kirsten, der kom over i en lille brandert. Jeg blev suget ind af de mennesker. Også hr. og fru Blok, der havde skildpadder og pudler, som jeg passede«.

I nogen tid sidder vi bare og lytter til lydene af det travle hus omkring os.

»Jeg kunne godt lide at blande mig med de andres liv og så vende tilbage til min hule«, siger hun så.

Gymnasiet var en åbenbaring. Der var alle de tanker, Bodil før havde fremmanet alene i klædeskabet, og de tosserier, hun havde underholdt familien med, pludselig ophøjet til pensum. Alt det »absurde og nysgerrige«, som hun siger.

»Her sad nogle af de store tosser, der har levet, pludselig til højbords med deres åndssvage hatte. Nietzsche og Kafka. Jeg kunne have grædt over ikke at have mødt dem før«.

Hun kom med i en trup, der spillede absurd teater på skolen, og var stuepige i stykket ’Da Laura og det hængende æg’, fremført i skøjter og med replikker hentet i kærlighedsromaner.

»Asger fra hf gik og malede med et langt hul i bukserne, så man kunne se hans bare røv«.

Meget mere af den mandlige fysiognomi fik Bodil ikke set, før hun fyldte 23. Med en enkelt dramatisk undtagelse. For mens søsteren indskrev sig på seminariet, ville Bodil til England.

»Men det er en lidt ... voldsom historie«, siger hun og gør mine til at rejse sig.

»Og jeg ville gerne lige sidde hos drengene bare en halv time, før jeg skal på teatret«.

Overgrebet
»Man kommer ud for ting i livet«, siger Bodil Jørgensen, da vi et par dage senere traver ned gennem den store korridor i Det Nye Skuespilhus, hvor svære jernsveller zigzagger mellem loft og gulv til begge sider, mens fagets store – Jørgen Reenberg, Ghita Nørby, Henning Jensen – følger os med øjnene fra fotografier på væggene.

Vi træder ind i hendes nye garderobe – et aflangt, koksgråt rum, der ender i en væg af glas. Et levende billede, hvor byens teglrøde tage løber som en vandret streg mellem gråvejrets hvælving og havnens glitrende flade.

Bodil havde lejet et værelse hos en pensioneret baptistpræst i Cambridge, fortæller hun, da vi sidder ved det lille bord med en buket påskeliljer stående op imellem os som et gult springvand – hun med ryggen til dagslyset som en næsten farveløs silhuet tegnet op af den kortærmede skjortes sorte omrids.

Præsten havde gigt, og mens hans kone var på arbejde, gik han alene rundt derhjemme med sine smerter, dopet af medicin og glemt af sin gamle menighed. Indtil en unge dansk pige flyttede ind.

Det begyndte som lange, dybsindige samtaler om litteratur og tro. Så betroede præsten hende, at han havde været forelsket i en anden kvinde, og en aften Bodil kom hjem fra sit job som kok på en restaurant, stod han oppe i vinduet uden en trevl på kroppen.

»Da jeg kom ind, havde han taget en slåbrok på, men den stod åben, og så trådte han lige ind foran mig og faldt med vilje op ad trappen«.

Hvad gjorde du?

»Hjalp ham op«.

Vi ser på hinanden.

»Hvis jeg havde været en anden pige, havde jeg sagt: »Tag dig dog sammen, din gamle idiot!«. Men det fandtes ikke for mig. Så havde mit liv set anderledes ud. Jeg tænkte hele tiden: Det skal nok blive godt igen. Jeg skal nok få ham det forklaret«.

»Jeg ville så gerne, at der var et højere formål. Sige: »Du kan da ikke med så mange år kun være nået til den erkendelse, at du også vil have mig«. Sådan prøvede jeg. Men så blev han så stejl og uhyggelig og mente, at jeg ikke var i stand til at modtage tro. At så var jeg åndeligt frigid«.

En dag ringede præsten til Bodils arbejde og sagde, at han ville tage sit eget liv, hvis ikke hun kom hjem straks. Og da hun kom hjem, havde han låst sig inde på sit bibliotek og ville kun lukke op for hende.

Afmagret og forpint efter måneders belejring besvimede hun en dag på sit arbejde og lå i sengen i dagevis, mens præsten sad og læste højt for hende af ’Alice i Eventyrland’. Da nogle venner, Bodil spillede gadeteater med, kom på besøg, nægtede han at lukke dem ind. Men de tiltvang sig adgang. Og så var det endelig slut.

Præsten kørte hende selv til færgen. Fuldstændig hasarderet. Svingede uden varsel over i den anden vejbane og først i sidste øjeblik tilbage i sikkerhed.

»Jeg tænkte, at jeg på turen måske kunne få det ordentligt afsluttet, men til sidst tænkte jeg bare: »Lad mig komme hjem««.

Hvad lærte du af den historie?

»Ikke andet, end at livet er ufattelig mangfoldigt. For der var jo kærlighed også. Og et skrig fra et andet menneske«.

Men hvordan bliver man sig selv, hvis man altid adlyder den slags skrig?

»Det har du fuldstændig ret i. Og vi mennesker kan ikke redde hinanden. Derfor er det jo fantastisk, at vi har et forbillede som Kristus, der kunne bære alle menneskers lidelse«, siger hun.

Bodil og præsten fortsatte med at skrive sammen. Og så en dag, hun var på sit sommerjob i Ørnskovs supermarked, stod han pludselig med en pakke cigaretter og en æske tændstikker i hånden.

Når »nej« er for lidt
Nogle mennesker har svært ved at forstå et nej. Andre har svært ved at udtale det.

»Når jeg cykler gennem byen, ender jeg inde på Kultorvet med 15 gratisaviser i min kurv. For jeg tænker: De får nok pr. afleveret avis. Og så stopper jeg og snakker og har pludselig tegnet to abonnementer og et medlemskab«, siger Bodil Jørgensen og tilføjer med latter i stemmen:

»Nu har jeg lært, at jeg bare skal tænke: »Jeg er for dyremishandling. For tortur«. Eller jeg siger bare pænt nej tak. For det kan selvfølgelig ikke nytte noget, at jeg hænger på et gadehjørne og snakker om Unicef, når mit barn skal hentes«.

Bodil Jørgensen har svært ved at sige nej, men tvivler også på, at lige disse tre bogstaver skulle være nøglen til lykken.

»Altså, hvad er det at blive sig selv? Vi mennesker er jo små og stakkels og vralter bare rundt og ved ikke altid, hvad vi gør. De mennesker, jeg kender, ved godt, hvem jeg er, og jeg mister jo ikke min smag for tingene ved at være lydhør over for, hvad andre gerne vil«, siger hun.

Et par måger står stille på himlen bag hende, og en gul HT-havnebus trækker lydløst sit hvide pileformede spor hen over ruden, før hun taler igen.

»Altså, jeg tror først, at jeg ved, hvem jeg er, når jeg står ansigt til ansigt med Gud«.

»Og egentlig er det et lidt navlebeskuende projekt bare at blive sig selv. I forhold til, hvad vi har fået af liv omkring os, synes jeg godt nok, at det er et lovlig lille projekt at gå og sige fra«.

Vi griner.

»Og jeg gør ikke det rigtige«, siger hun.

»Slet ikke. Man kan bare også blive for coachet, hvor ens eget væsen næsten ikke kan sive ud, fordi man har barrikaderet sig med regler. Og siger: Det der kan jeg ikke. Hvor jeg tænker: Det kan jeg måske godt. Det er en langsommere vej, men det er min erfaring, at hvis jeg vil bekæmpe det onde, skal jeg gøre små fremskridt i det gode. Vi kan jo ikke vide, om det er slut i morgen, og hvad har vi så nået i vores liv? Så kan det godt være, at jeg bliver udnyttet. Men det betyder ikke så meget«.

Hun læner sig frem.

»Og faktisk ... med præsten lykkedes det. Nogle ville måske have slået hånden af ham, men jeg vil gerne blive ved med at undersøge tingene. Senere besøgte jeg ham og hans kone. Præsten havde indset tingenes tilstand. Vi gik alle tre en tur ved floden i Cambridge, hvor påskeliljerne bare væltede op på begge sider, og vi nød synet sammen uden at sige noget«, siger hun.

»Det var bare så fint«.

Forelsket og fortabt
Skuespil var en usikker vej, mente Bodils forældre.

Brolagt med røg og druk og skilsmisser. »Ole Ernst græder hele tiden«, havde hendes mor læst i et ugeblad. Og hvis man nu blev lærer, kunne man jo altid få afløb for trangen i skolekomedien eller som amatør.

Selv mente Bodil nu ikke, at hun havde uopsættelige ærinder i forældrenes fodspor. Kompromiset blev et studie i engelsk litteratur, mens Bodil i smug tog timer hos en skuespiller, og en dag søgte hun optagelse på Statens Teaterskole.

»Og da jeg kom ind ... jamen, min far var så lykkelig«.

Men også i København er der fortabte sjæle, der beder om hjælp på de særeste måder, og en aften, Bodil lukkede teaterskolens café, dukkede en beruset grønlænder op med en kniv og nægtede at gå.

»Han ville have børn med mig, sagde han. Jamen, jeg elsker også dig, sagde jeg. Kan du ikke lige holde de her. Jeg have to poser med tomme flasker. Så låste jeg døren af, og så stod han der og ventede med de to poser«, griner hun.

»Så gik vi og snakkede om de gode ting, der kunne ske i fremtiden, og til sidst spurgte han, om han måtte få flaskerne«.

På teaterskolen mødte hun Henrik Sartou fra instruktørlinjen. Et møde, der udviklede sig til kærlighed. Stor kærlighed, siger hun. Som blev til ægteskab, og sammen fik de sønnen Johannes.

»Henrik var et fantastisk menneske«, siger hun.

»Det var han. Men også ... dyster«.

Hun læner sig tilbage i stolen og ser bevæget op ad væggen.

»Og jeg prøvede jo at fylde det mørke. Men som sagt er tvivlen og afgrunden virkelig voldsom, når jeg møder den, og jeg blev mere og mere udpint, for man kan ikke fylde et andet menneskes afgrund«.

En dag under optagelserne til filmen ’Fruen på Hamre’ fik Bodil øje på fotografen Morten Søborg. Og så var det slut. Hun så kun hans ene øje, fortæller hun og krummer en hånd for øjet som et kamera. Alligevel kunne hun se, hvor lyst og konkret et menneske, han var.

Hun var forelsket.

»Men Henrik og jeg var jo ikke afsluttet. Jeg fortalte ham meget hurtigt, at jeg havde mødt et andet menneske, og der var ikke sket noget endnu, men jeg måtte jo fortælle det. Henrik var min bedste ven, og han blev jo ikke pludselig ligegyldig. Så langt fra«.

»Men fra da af blev det kun mere frygteligt«.

At miste sit ansigt
En dør går op, og ind i garderoben træder Helle Hertz, så vi fortrækker til et indhak ude på gangen med samme storslåede udsigt over havnen.

»Vi prøvede at lade være med at ses, Morten og jeg. Og det gik bare ikke. Og så tog jeg beslutningen«, siger Bodil Jørgensen med blikket ude i gråvejret.

»Det er en af de voldsomste beslutninger, jeg har truffet«.

Overvejede du at blive?

»Jeg kunne ikke. Så var jeg blevet et andet menneske. Og måske den martyr, jeg for alt i verden ikke vil være«.

At blive skilt var som at blive visket ud, siger hun. Fordi man har spejlet sig i et andet menneske, mister man pludselig sit ansigt. Og Bodil Jørgensen mistede også sit ansigt over for Gud, for hun havde lovet, at det var, til døden skilte. Så nu vovede hun ikke engang at bede aftenbøn.

Men ikke alle falder åbenbart nedad.

»Til sidst bad jeg Gud om tilgivelse, ligesom jeg bad Henrik om at tilgive mig, hvilket han gjorde. Jeg blev ved med at sige, at vi skulle finde ud af det, og han skulle komme til vores sommerhus. Der var mange hårde møder og hæslige ord undervejs. Men det var det hele værd. For så mødte han Mette, og det endte altså så fantastisk, at de kom her i flere omgange og holdt jul og fødselsdage«, siger Bodil Jørgensen.

»Nogle skynder sig at afslutte den slags. Jeg vil gerne have det hele med, også alt besværet og tvivlen, for der er en mening med, at man møder og kender mennesker. Ingen af os kan jo erstattes af en anden. Det er det, der gør os fantastiske«.

Hun sidder lidt og tænker.

»I går spurgte Johannes mig ... om der er sort eller hvidt der, hvor vi skal hen«.

Hvad svarede du?

»Nogle gange er det sort for mig, sagde jeg, nogle gange hvidt. Men jeg ved, hvordan verden ser ud, hvor far er. Det kunne han også se. At der er lyst og dejligt og højt. Mere behøver man ikke at overskue. End at der er godt der, hvor far nu er«.

»Jeg tror stadig, at han er på vej et sted hen, sagde jeg. Men hvor tror du, mor? Han vil jo gerne kunne finde det i sit univers. For der skal være et sted, hvor man kan mødes. Og jeg har et klart billede af Henrik og hans bror på en perron i lange frakker. De havde lange frakker begge to, og jeg ser dem stå der på en perron og vente sammen med de andre døde, jeg kender«.

»Der står de endnu inde i mit hoved«.

Fortvivl ikke
Imens går livet videre her på stationen.

»Morten får alting til at ske«, siger Bodil Jørgensen, da vi senere på dagen mødes på caféen ved siden af CaféTeatret med Marvin Gaye og en mælkeskummers lejlighedsvise snerren i baggrunden.

»Han kan gøre drømme til virkelighed. Han er god til at lave bål. Han laver mad. Så har vi en kajak, og pludselig sejler vi ud på Esrum Sø. Det er ikke romantisk. Han hader stearinlys«, griner hun.

»Det bliver bare til virkelighed«.

Jeg spørger, hvilket råd hun ville give sig selv som barn, hvis hun kunne.

»Fortvivl ikke, ville jeg sige. For tingene har mange sider. Det er ikke altid sådan, at når noget ser ud til at løbe nedad her i livet, så løber det ikke opad«.

Og hvis Gud viser sig ikke at findes, har det hele så ikke været meningsløst?

»Ikke for mig«.

»For troen betyder noget i det liv, man lever. Og den har jo været der alligevel«.

»Mere kan jeg ikke sige«, smiler hun.

»For jeg ved ikke noget. Men personligt vil jeg vil med næb og klør holde fast i ikke at glide af sted i den der mørke strøm af håbløshed. Fordi ellers ...«.

»Så kan jeg ikke være noget for nogen«.