»Gud var bøsse«.

Det provokerende budskab kommer fra en flok gulnede klistermærker på væggen med minder om Bøssernes Befrielsesfront, foreningen, der i 1970’erne kæmpede ligestillingens kamp for mænd, der elsker andre mænd.

Et par meter derfra folder et pompøst skrud af en kjole sig ud i al sin pailletterede magt og vælde. Den tilhører Miss OTB, en af Københavns mest højrøstede dragqueens, der – når hun altså ikke imiterer Madonna på tårnhøje stiletter – faktisk er en mand.

Et lille omplantet bøgetræ fra Ørstedsparken sender tankerne i retning af de københavnske bøssers foretrukne mødested, mens en sort Honda hilser venligt fra det lesbiske motorcykelfællesskab ’Dykes on Bikes’, hvor rigtige kvinder kører på kværn.

Nu skal historien ud
Mangfoldigheden lever i festsalen på Københavns Bymuseum. I fredags åbnede særudstillingen ’Som jeg er’, der gennem et sammensurium af personlige ejendele, arkivbilleder og film viser den brogede bredde i dansk homo-, bi- og transkultur.

Fra Femølejren til Bøssehuset. Fra Transvestitforeningen til Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske. Fra det første registrerede partnerskab til nutidens regnbuefamilier med fire mødre, to fædre og børn.

Emner, der aldrig før er blevet behandlet systematisk på et dansk museum.

»Der har altid eksisteret homo-, bi og transseksuelle, men deres historier er aldrig rigtig blevet fortalt«, siger Jens Pedersen, der er antropolog og projektansvarlig på udstillingen.

BESØGBymuseets hjemmeside og læs mere om udstillingen (eksternt link)

Og det er på tide at få homoerne og transerne frem i lyset, for de er nemlig mindst lige så interessante i en museumssammenhæng som både gud, konge, fædreland, mener antropologen.

»Hvis det er interessant at høre om Svenskerkrigen som en del af vores historie, så kan jeg ikke se, at det ikke skulle være ligeså relevant og interessant at høre om Lesbisk Bevægelses og Bøssernes Befrielsesfronts demonstrationer i 1970’erne. De seksuelle og kønsmæssige minoriteter har rykket en hel masse gennem tiden, så de bør ikke være henvist til museernes fodnoter«.

En viden der normalt bliver glemt
Og den opfordring tager Københavns Bymuseum helt bogstaveligt.

I gangene under den farverige festsal står Bymuseets permanente udstilling, som den plejer, men nu tilføjer homolilla plancher den viden, der normalt bliver glemt i københavnerhistorien.

De historiske bonusinformationer vidner om vidt forskellige vilkår for bøsser og lesbiske. Hvor kvinderne kunne slippe af sted med meget i det skjulte, fordi deres seksualitet blev regnet for ikke eksisterende, blev mænd straffet hårdt for deres udskejelser med andre mænd.

Fra dødsstraf til fængselsstraf
Helt tilbage i det Gamle Testamentes 2. Mosebog blev det slået fast en gang for alle, at »hvis en mand har samleje med en mand, som man har samleje med en kvinde, har de begge begået en vederstyggelighed«.

Dette medførte indtil 1866 dødsstraf, og herefter blev straffen for det, der i loven blev kaldt »omgængelse mod naturen«, nedsat til seks års fængsel.

»Alt seksuelt samkvem, der ikke kunne komme børn ud af, var strengt forbudt, og det gjaldt selvfølgelig også for homoseksuelle«, fortæller Inger Wiene, der er museumsinspektør og primus motor på de homohistoriske nedslag.

Først i 1933 blev homoseksuelle handlinger mellem mænd over 18 år lovlige, men politiarkivernes forhørsrapporter vidner om, at mænd længe før den tid havde »drevet utugt med mangfoldige mandspersoner« på de københavnske volde.

Historie uden homobriller
Inger Wienes søgen i de historiske kilder afslører også flere eksempler på kvinder, der har udgivet sig for at være mænd.

Skrædderen Sidsel Andersdatter blev i 1715 gift med Bodil Marie, og de to levede sammen i 13 år, før kønsbedraget blev afsløret for omverden. Det gav anledning til stor undren især blandt byens mænd, men Sidsel Andersdatter gik formentlig fri for straf efter en omfattende retssag, hvor hun sad indespærret i månedsvis i byens arresthus.

De fleste af de historiske beretninger på udstillingen er kommet frem ved en tilfældighed, for homo- og transseksualitet har ikke just været let at belyse, fortæller Inger Wiene.

»Af de historikere, der har gransket kilderne gennem tiden, har kun ganske få haft de briller på. Hvis man vil fortælle om politiets indsats over for drukkenbolte, så er der flere forskere, der har undersøgt emnet specifikt, men når det gælder homo- og transseksuelle, så er udvalget meget begrænset«.

Og det er ærgerligt, mener Inger Wiene:

»Det er klart mit indtryk, at der ligger rigtig mange spændende fortællinger gemt, som man vil kunne finde frem til ved at gå tingbogsprotokollerne igennem med blik for den her type historier«, siger hun.

Et nuanceret indspark i debatten
Da de farverige genstande til festsalens særudstilling skulle indsamles, havde Jens Pedersen de samme problemer, som Inger Wiene havde i de historiske arkiver.

Ordene ’homoseksualitet’ og ’transseksualitet’ findes nemlig ikke i de opslagsværker, hvor museernes genstande registreres. For at få interessante effekter bragt til huse, måtte antropologen derfor bede de københavnske homo-, bi og transseksuelle om hjælp, og det er han glad for i dag.

»Det er væltet ind med genstande, og rigtig mange af dem havde vi aldrig fundet frem til eller set det interessante i, hvis vi havde ledt efter dem på et museumsmagasin«, fortæller Jens Pedersen.

Stærkt sammenhold blandt lesbiske
Han peger hen på en rusten kaffedåse, der har været brugt til hennafarve i et af 1970’ernes lesbiske kollektiver. Med dåsen følger historien om, hvordan kvinderne delte deres ejendele, farvede hinandens hår og om det stærke sammenhold på den lesbiske venstrefløj.

»Den dåse åbner for en masse historier, som jeg ikke anede eksisterede, og sådan er det også med mange af de andre ting, vi har fået ind. Det er det, der sker, når man holder mikrofonen op og lader folk fortælle om alt det, de ligger inde med«, siger Jens Pedersen.

Både han og Inger Wiene håber, at udstillingens indtryk giver anledning til tanker og diskussioner blandt publikum. For selv om vi er kommet et langt stykke, så er debatten om homo-, bi- og transseksuelles vilkår i samfundet stadigvæk dybt aktuel.

»Mange mennesker har svært ved at springe ud, og der er stadigvæk store problemer med hate crimes i Danmark«, siger Inger Wiene og hentyder til de nyeste tal fra Rigspolitiet, der viser, at omkring 3.400 personer blev udsat for homofobiske overfald alene i 2008.

'Fortæl selv resten'
»Vi har ikke en ambition om at afdække hele virkeligheden, for det kan man aldrig. I stedet dykker vi ned i folks personlige historier og lader dem fortælle, hvordan verden ser ud fra deres perspektiv. Vi håber, det kan give et nuanceret indspark i debatten«, siger Jens Pedersen.

Eller som der står på skiltet, der rammer udstillingen ind med ord ved festsalens indgang:

»Der er mange gode historier i København. Her fortæller vi nogle af dem. Fortæl selv resten«.